Min grundopskrift på en grøn smoothie bowl

Grundopskrift på smoothie bowl : greenie : grøn smoothie : grøntsagssmoothieGrundopskrift på smoothie bowl : greenie : grøn smoothie : grøntsagssmoothie5

Grundopskrift på smoothie bowl : greenie : grøn smoothie : grøntsagssmoothie3

For en uges tid siden skrev jeg dette opslag på min Facebook-side, hvor jeg fortalte om hvad jeg typisk putter i min greenie om morgenen:

„ Jeg forstår godt de folk der ikke kan se det lækre i en såkaldt greenie, hvis konsistensen ender med at blive tynd, vandet og skummende og den i øvrigt ikke smager af noget som helst. Efter min mening er det i hvert fald meget sjovere at dække den til med topping hvis konsistensen minder om soft ice. 

For mig er konsistensen altså ret vigtig. I hvert fald hvis man har tænkt sig at spise den af en skål, frem for at drikke den med et sugerør hvilket jeg faktisk aldrig gør. Laver man en smoothie med drikkekonsistens og hælder den i en skål, er det altså ret trist at se al den lækre topping falde til bunds og forsvinde. Jeg forsøger derfor altid at lave konsistensen meget tyk og cremet men samtidig fuldstændig uden klumper.

Jeg kalder det en grøn smoothie bowl fordi grøntsagerne er den vigtigste ingrediens. Det er derfor ikke nødvendigvis fordi den får en grøn farve. Faktisk ender jeg ofte med en farve som ikke er i nærheden af grøn ellers som ser særligt appetitlig ud! Blåbær og spinat kan sagtens ende med at gøre farven brun eller grålig, men det gør heldigvis ikke smagen dårligere selvom det minder om en mudderpøl.

Og lige til sidst: det her er en grundopskrift. Paradoksalt nok følger jeg sjældent en opskrift, men er man ny til det med smoothies, kan det være rart at have noget at gå ud fra. Den kan selvfølgelig varieres i det uendelige, og det vil jeg helt klart opfordre til!

Til 1 person:

  • 1 lille banan eller halvdelen af en stor*
  • En halv avokado
  • 1 scoop planteprotein (vaniljesmag eller neutral)**
  • 1 lille håndfuld frosne bær (jeg foretrækker jordbær eller blåbær)
  • Frossen spinat (svarende til ca. 3-4 gange af bananens størrelse)***
  • ½ tsk vaniljepulver + en knivspids kanel
  • 1 spsk kokosfløde (den faste del af kokosmælken)
  • Vand eller mandelmælk til den ønskede konsistens

*Bananen kan både være frisk eller frossen alt efter hvilken konsistens du ønsker og hvor kraftfuld en blender du har.
**Proteinpulver er bestemt ikke et must! Jeg bruger det for mæthedens, og nogle gange smagens, skyld.
***Alternativt en blanding af frosne grøntsager som fx spinat, broccoli og bønner.

How to:

  1. Placer de bløde ingredienser (i dette tilfælde banan og avokado) i bunden af blenderen så knivbladene har noget at “få fat i”.
  2. Tilføj resten af ingredienserne pånær væske.
  3. Slut af med at tilføje vand eller mandelmælk – gerne lidt af gangen mens der blendes så du kan vurdere konsistensen.

Toppings. Toppings skal der til! Ikke kun fordi det gør oplevelsen meget mere lækker, men fordi de bidrager til en større mæthedsfølelse når maden skal tygges. Jeg foretrækker noget der knaser og bruger næsten altid enten chokoladechunks, kakaonibs, kokoschips eller hampefrøskaller – eller en kombination. Jeg er også rigtigt glad for carobpulver, lakridsgranulat, gojibær og bipollen. Hvis ikke man synes at det er sødt nok, kan man selvfølgelig også sagtens tilføje små stykker frisk frugt på toppen.

Ekstra ingredienser. Jeg har et efterhånden ret stort stash af forskellige sager som jeg bruger til at spiffe min smoothie op (måske skal jeg vise det frem en dag?). Det består af forskellige ingredienser som primært enten højner næringsværdien (fx chlorella) eller som tilføjer sødme (fx maca og lucuma). Det kunne også være sådan noget som tahin, nøddesmør, spirulina, aloe vera eller chiafrø men man behøver ikke at tømme helsekostforretningen for at følge grundopskriften.

Generelle tips:

  • Det grønne skal fylde mest. Det kan dog være en fordel at starte med mere frugt end hvad jeg foreslår, hvis man ikke er vant til “den grønne smag”. Man kan selvfølgelig også bruge en anden type frugt. Efter min mening søder æble lidt mindre og ananas lidt mere. Spinat og broccoli er ret neutralt i smagen så man kan roligt give den gas med mængderne – mere end man lige regner med i starten.
  • Husk altid at tilføje en god fedtkilde da det bidrager til øget mæthed og giver en lækker konsistens. Jeg har altid mindst én dåse kokosmælk stående i køleskabet så jeg kan putte en klat kokosfløde i min smoothie. Det er SÅ lækkert og gør en kæmpe forskel!
  • Sødme kan komme fra andet end frugt! Eksempelvis er sådan noget som frosne ærter og rødbede genialt at søde med. Man kommer også langt med en god blanding af krydderier fra det søde køkken såsom vanilje, nellike, kanel og kardemomme.
  • Brug rester af andre grøntsager – fx en broccolistok eller en krydderurt der er begyndt at se lidt vissen ud – det er bl.a. her at smoothies er så geniale fordi man kan få ryddet op i køleskabet og undgå madspild.

This is my go-to recipe for making a green smoothie bowl in the morning. It’s a very basic recipe but actually I tend to always change it up and use whatever I have in my kitchen. However, I thought that this would be somewhat helpful if you’re new to the whole “green smoothie in a bowl” thing.

Grundopskrift på smoothie bowl : greenie : grøn smoothie : grøntsagssmoothie4

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

    • Tak! Den er SÅ cremet og silkeblød :-) Hvis ikke du har en kraftig blender, kan du evt. prøve at lave den i en foodprocessor. Det har før fungeret for mig.

    • Hæhæ ja, meget grønt og sundt, men jeg tror du vil blive overrasket over hvor sødt og softice-agtigt det smager :D

  • Hej Christina

    Jeg synes jeg har så svært ved at bruge ‘halve avocadoer’. For det første har de kun den bløde og gode modne konsistens I 1-2 dage og når man først begynder og skærer I dem, bliver de hurtigt brune.
    Fryser du nogengange dine? Elle rhar du et godt råd, da jeg ofte synes man ender med at matte kasseri halvdelen af de (dyre) avocadoer man investerer I?

    • Hej Siv!

      Jeg fryser aldrig mine avokadoer. Når jeg kun skal bruge en halv avokado, kommer jeg den anden halvdel (MED stenen i!) i en lufttæt beholder og opbevarer den i køleskabet. Jeg bruger dem ret hurtigt, så jeg har dem nok ikke til at stå længere end nogle få dage. Den bliver selvfølgelig mere og mere brun jo længere tid der går, men jeg synes ikke det gør noget ved smagen når den anvendes i smoothies.
      Det er nærmest en kunst at finde de gode avokadoer når man er ude at handle, men jeg har for det meste heldet med mig når jeg kan trykke den der lille knop for enden ind i avokadoen (hvis det overhovedet giver mening). Ellers køber jeg faktisk næsten altid et net hvor kun én eller to avokadoer er spiseklar og resten stadig er umodne. De umodne avokadoer opbevarer jeg så på køkkenbordet (gerne i en papirspose) ved siden af fx bananer, løg eller æbler som udskiller et stof der får avokadoerne til at modne hurtigere.

      Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig :-)