I dag er det præcist en måned siden jeg startede mit forløb med Invisalign, og jeg er så, så, så glad for det. Jeg har allerede givet jer et indblik i min første dag som braceface (HER), min motivation og min økonomi (HER) og nogle lidt spøjse ting jeg oplevede den første uge (HER). Nu tænkte jeg det var på tide at fortælle lidt mere om hvad min behandling og hele mit forløb egentlig indebærer.
Mit forløb med Invisalign
Til at starte med blev min behandling vurderet til at tage ca. 2 år. Det lange forløb skyldes primært at alle mine 4 hjørnetænder skal flyttes ret meget, og lige præcis hjørnetænderne er svære at rykke rundt på fordi de har så kraftige rødder. Jeg har fået en behandlingsplan som indebærer 37 skinner og som er estimeret til at være 86% af hele forløbet. Derefter vil der være en fase de kalder refinement, som er til de allersidste justeringer, fx at skabe plads til den lille metaltråd der fastgøres på bagsiden af tænderne for at sikre at tænderne ikke rykker sig tilbage.
7 eller 14 dage med skinner?
Hvor længe man skal gå med hver skinne er, så vidt jeg kan forstå, også individuelt. Det afhænger simpelthen af hvor flittig man er til at gå med skinnerne. Hvis ikke man bærer dem i de anbefalede 22 timer i døgnet (i gennemsnit), kan tænderne ikke rykke sig som beregnet, og så er man nødt til at have dem på i længere tid. Jeg havde min allerførste skinne på i 14 dage, men de efterfølgende skinner har jeg kun haft på i 1 uge. Det er en vurderingssag, og man kan aldrig helt forudsige hvordan kroppen reagerer, og derfor er det også svært at vide nøjagtigt hvor lang tid behandlingen kommer til at tage. Jeg er pt. i gang med skinne nummer 4 og fik i mandags de kommende 4 skinner med hjem. Det er helt klart den bedste gave jeg nogensinde har fået med hjem fra tandlægen – meget bedre end de små stykker legetøj jeg fik lov at vælge da jeg var lille 😉 Det er vildt motiverende for mig at kunne skifte skinne hver uge, da det minder mig om at der hele tiden sker noget. Tænderne flytter sig simpelthen en lille smule uge efter uge efter uge. Jeg er også lige nødt til at nævne at jeg fik masser af ros fra min søde behandler, Sandra, som tydeligt kunne se at jeg var god til at få brugt skinnerne som jeg skulle 😄 Jubiiii!
Sandpapir mellem tænderne
Noget andet der også er forskelligt fra person til person er, om man skal have slebet mellem tænderne. Det er noget man gør for at skabe plads til at tænderne kan rykke sig. I mit tilfælde har det været nødvendigt, nok især fordi mine tænder sidder så tæt, og jeg skal have det gjort af flere omgange. Jeg fik min første slibning for et par uger siden, og det var præcist som min Sandra havde forberedt mig på: meget ubehageligt men ikke smertefuldt. Tandlægen bruger noget der ligner en meget tynd miniatureudgave af et stykke sandpapir som først skal presses ned mellem tænderne og derefter køres frem og tilbage for at slibe en lille smule på tænderne. Man bliver hevet en del i læberne og faktisk hele munden, og det er bestemt ikke en rar lyd når der bliver filet frem og tilbage, men det gør ikke ondt mens det står på. Bagefter var mit tandkød dog ret ømt. Jeg glæder mig ikke ligefrem til min næste slibning, men det er ikke noget jeg er bange for.
Alt i alt er et sådan et forløb altså meget individuelt, men jeg tænkte alligevel at mit forløb kunne give jer en bedre ide om, hvad det der Invisalign egentlig drejer sig om. Jeg bliver behandlet hos Implantatklinik København som er landets førende inden for tandretning med Invisalign, og jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger. Også selvom jeg ikke får en krone for at sige det, hvis nogen skulle være i tvivl. Især min behandler, Sandra, fortjener en kæmpe anbefaling, fordi hun selv søndag aften gider svare på nogle af mine mange spørgsmål, og fordi hun er så skide perfektionistisk og sørger for at alt bare spiller 😉
Hvor skægt. Jeg startede op i går. Netop en måned efter dig. Jeg har haft ret ømme tænder, kæber og tunge siden, og jeg ser rigtig meget frem til om en måned. Så man ligesom har vænnet sig til det hele. Jeg har også 38 bøjler i sigte – og herefter småjusteringer.
Men jeg glæder mig til at følge med her ved dig 😊
Vil du skrive om det igen?
Det er også meget normalt (som du sikkert ved) med den slags ømhed, men jeg tror også det er meget forskelligt alt efter hvilke tænder der lige bliver flyttet på med den pågældende skinne. Når der for alvor bliver taget fat i mine hjørnetænder, tror jeg også at jeg skal regne med mere ømhed 🙈
Jeg regner med at opdatere løbende når jeg lige har noget på hjerte 😊 Hvis der er noget bestemt du er nysgerrig på, må du endelig bare sige til.