Luftig chokolademousse med en fyldig, flødeagtig smag. Et ret godt bud på weekendens dessert hvis I spørger mig.
Chokolademoussen er vegansk og lavet med aquafaba. Og så tænker du måske “Aqua-hva’-for-noget?”. Det gjorde jeg i hvert fald selv da jeg hørte det ord for første gang. Aquafaba er et alternativ til æggehvider, og det minder faktisk rigtigt meget om dem i både udseende, konsistens og anvendelighed. Aquafaba kan bl.a. bruges som bindemiddel og til at lave marengs, brød, luftige kager, mayonaise m.m. Aquafaba kaldes også for kikærtevand men kan laves med alle slags bønner så vidt jeg ved.
Jeg har kun prøvet at bruge det én gang, og det kom der denne super simple chokolademousse ud af. Jeg har helt klart fået mod på at bruge det igen, så hvis I har nogle ideer til en vegansk ret som kræver en æggehvideerstatning, tager jeg gerne imod en udfordring!
Opskrift på luftig chokolademousse
Ingredienser til 4 portioner:
- 100 g 72% chokolade
- 1 ½ dl aquafaba*
- 20 g ahornsirup (eller anden form for sirup)
- ½ tsk vaniljepulver
*Man kan enten bruge vandet fra en dåse kikærter eller også kan man bruge det vand man har kogt sine kikærter i. Det sidste er selvfølgelig lidt mindre kemisk men tager også lidt længere tid. Konsistensen på kikærtevandet afhænger af hvor længe man koger sine kikærter og hvor meget vand man bruger til kogningen. Er konsistensen meget vandet, kan man blot reducere det ved at koge det ind efterfølgende. Det skal være en lille smule tyktflydende (som vandet fra dåsekikærter).
Fremgangsmåde:
- Smelt chokoladen og ahornsiruppen sammen over vandbad. Rør det godt rundt.
- Pisk aquafabaen indtil den bliver hvid og luftig. Det kan godt tage nogle minutter. Den vil ikke nødvendigvis blive helt lige så stiv som piskede æggehvider men meget tæt på.
- Tilsæt vaniljepulver når chokolademassen er smeltet og lad den køle af. Den må ikke stivne eller blive alt for fast.
- Vend forsigtigt en tredjedel af den piskede aquafaba ned i chokoladeblandingen. Massen skal være helt ensartet.
- Brug en dejskraber til at vende chokolademassen ned i den resterende aquafaba.
- Hæld chokolademoussen på glas eller kom dem i små skåle.
- Stil chokolademousserne på køl i min. 2 timer. Det mest optimale er et døgns tid for at de sætter sig helt perfekt.
…og lige endnu en information om aquafaba (aka. kikærtevand): det smager på ingen måde af kikærter – og hvis det gjorde, ville det helt sikkert ikke være tilfældet i denne dessert, for chokoladesmagen er meget gennemtrængende! Mmmmmh.
Hvor ser den luftig ud! Jeg rynker altid på næsen af det aquafaba, men måske jeg bør prøve det – du får det ihvertfald til at lyde lækkert i denne opskrift :-)
Ja, ikke? 😃 Konsistensen er helt vild!
Jeg har også altid været skeptisk over for det der aquafaba, men nu skal jeg helt klart eksperimentere mere med det. Det virker jo!
Ser lækkert ud. Hvad er det præcist det aquafaba gør
Tak, Anette! I denne opskrift er aquafaba en erstatning for piskede æggehvider og gør dermed chokolademoussen luftig og sørger for at den ikke falder sammen ☺️
Jeg er midt i opskriften, men chokoladen med ahornsiruppen stivner pludselig i vandbadet, allerede inden jeg får rørt vaniljepulveret i! Hvad har jeg mon gjort forkert?
Det skal gå en lille smule hurtigt, så det kan faktisk være en god ide at piske aquafabaen stiv som det første. Og så sørg for at chokoladen smelter forholdsvist langsomt. Håber du har mod på at prøve igen :-)
Du er simpelthen nød til at ændre din beskrivelse i opskriften. Hvis man kommer chokolade og Ahornsirup i vandbadet samtidig, er det som om det bare ikke KAN smelte. Super øv når man står her få timer før man får gæster og må cykle ud og købe ny chokolade og finde en anden opskrift.
Hej Julie. Ej hvor er jeg ked af at opskriften ikke virkede for dig. Jeg har udspecificeret fremgangsmåden nu :-) Tak fordi du tog dig tid til at skrive og gøre mig opmærksom på det.
Hejsa :),
Er den fryseegnet?
Hej Helle. Jeg har ikke prøvet, men mit gæt vil være nej :-)