Selvom jeg kun har gjort det 2 gange, føles det næsten allerede som en tradition; at spise vegansk i hele august måned. Det var en ret spontan ide jeg fik på min sommerferie i 2014 hvor jeg den 1. august valgte at udelukke alle animalske produkter fra min kost. Jeg gjorde det først og fremmest af ren og skær nysgerrighed og for at give mig selv en udfordring. Dengang syntes jeg nemlig ikke at det var nemt at skulle spise på den måde.
Læs også: Afslutningen på “Vegansk august” #2… Hvad så nu?
Ironisk nok synes jeg i dag at det er noget af det nemmeste at spise vegansk, og som de fleste sikkert ved, er min kost også gået hen og blevet overvejende plantebaseret, hvilket jeg trives helt vildt godt med! Derfor virker det måske underligt at jeg ikke har tænkt mig at køre “Vegansk august” igen i år. Jeg ville egentlig gerne, men for det første er jeg i øjeblikket nødt til at tage noget medicin hvis kapsler er lavet af gelatine. De af jer som læste mit indlæg om smertestillende piller ved, at jeg ikke ligefrem er begejstret for at fylde den slags kemi i min krop, men det var desværre en nødvendighed i denne omgang… Derudover er jeg sindssygt udfordret rent fordøjelsesmæssigt i øjeblikket, og selvom en 100% vegansk kost ikke behøver være hård for fordøjelsen, er det bare ikke ideelt for mig lige nu. Eftersom det er fordøjelsen den er gal med, er det dog ikke røde bøffer og mælkeprodukter der pludselig dukker op på min tallerken. Det ville kun gøre det hele værre.
Så hvad er det for et animalsk produkt der lige nu fylder meget i min kost og som skulle kunne hjælpe min fordøjelse? Svaret er bone broth! Eller fond om man vil. Det er egentlig bare en suppe kogt på knogler med grøntsager og krydderuter, men det er et ret genialt naturlægemiddel som skulle virke helbredende på visse tarmlidelser. At den også hjælper mod ledsmerter og visse hudproblemer er bare en ekstra bonus. Jeg vil ikke forklare yderligere hvad bone broth er for noget og hvad den kan, for der findes simpelthen så meget information derude i forvejen (aka. jeg er for doven…). Bone broth kan både tages som kosttilskud i form af en enkelt skefuld om dagen, men kan selvfølgelig også indgå i madlavningen. Det er klart mest oplagt (og lækkert) at bruge i supper og sammenkogte retter, men man kan også sagtens tænke ud af boksen. Måske husker I min kyllingesmoothie? 😉
Alt det her er også en af grundene til at jeg nok aldrig kommer til at kalde mig selv for veganer. Jeg gider simpelthen ikke at have veganerpolitiet på nakken hvis jeg en dag indtager noget der er animalsk. Jeg brænder for det plantebaserede univers, men jeg har ikke nogen intentioner om at omvende hverken mig selv eller andre. Til gengæld ville jeg ønske at der var flere som tog stilling til deres madvaner og satte sig ind i hvor maden kommer fra, hvordan den er dyrket, hvilke vilkår dyrene har haft osv. Bæredygtighed! Men dét er en anden snak som jeg kan ævle om i timevis.
Jeg kommer altså ikke til at spise vegansk i august måned – i hvert fald ikke 100% – så jeg kommer til at lyde super dobbeltmoralsk nu hvor jeg gerne vil udfordre JER til at gøre det, haha. But seriously; er der nogle af jer som har mod på en måned kun med vegansk mad? Prøv og se hvilken forskel det gør både fysisk og mentalt. Jeg oplevede selv hvordan jeg blev meget mere kreativ i køkkenet, fik meget mere lyst til at gøre mig umage med maden, og hvordan jeg på en eller anden måde blev mere klar i hovedet. Hvem er med på udfordringen? 😃 Måske kan lidt inspiration hjælpe nogle af jer på vej.
stærkt, smukt indlæg. Utrolig befriende og positive tanker omkring veganisme, istedet for de der belærende, ‘du-er-et-dårligt-menneske-hvis-du-ikke-bliver-veganer’-tanker!
TAK
Det er mig der takker! Det er jeg virkelig glad for du synes, Trine 😊 Det er jo efterhånden ikke helt ufarligt at stå med det ene ben i veganerlejren og det andet ben i kødspiserlejren som jeg nærmest gør lige nu. Det går i hvert fald ikke altid stille for sig når emnet bliver taget op, og ofte er det desværre en religiøs, barnlig og unuanceret “alt eller intet”-tilgang der præger debatten, synes jeg.
Hvilken bone broth tager/spiser du? <3
Jeg laver min egen – det er super nemt og billigt, og så kan man være sikker på at kvaliteten er i orden 😊 Men ellers kan jeg anbefale dig at tjekke broth.dk ud 👍