Jeg var i går en tur på Prismet i Aarhus for at få fjernet to visdomstænder. Jep, TO på én gang, hvoraf den ene skulle fjernes operativt. Det er næsten halvandet år siden at min egen tandlæge lavede en henvisning til Prismet, men det er kun en måned siden at jeg ringede derind og fik en tid. Det skyldes hverken dovenskab eller glemsomhed, men én eller anden uforklarlig frygt for at blive åbnet op på den måde. Bare tanken om dét har simpelthen været så grænseoverskridende for mig. I dag er jeg selvfølgelig plaget af smerter, men hvor er jeg glad for og lettet over at det værste er overstået.
…og nu til det med pillerne. Jeg kan vitterligt ikke huske, hvornår jeg sidst har taget en pille mod smerter som eksempelvis hovedpine, mavepine eller kvalme. Det skyldes skam ikke at jeg har en exceptionelt høj smertetærskel, men at jeg ganske enkelt ikke har lyst til at putte den slags i min krop medmindre det er strengt nødvendigt eller den eneste mulighed. Det giver simpelthen ikke mening for mig at tage en panodil bare fordi jeg har ondt i hovedet. Det kan da godt være at det får smerten til at gå væk, men det er jo bare symptombehandling. Jeg synes det er ubehageligt at tænke på, at man bare kan kamuflere kroppens signaler på den måde, for der må jo helt sikkert være en grund til at man får hovedpine, kvalme eller lignende “hverdagssmerter”. Der er en grund til at kroppen sender de signaler, og det giver ikke mening for mig bare at ignorere dem ved at tage en pille. Det er selvfølgelig ikke altid man kan finde årsagen til symptomerne, men jeg vil altid gøre et forsøg. Og så kommer man altså langt med tilstrækkelig væske, optimal næring, kvalitetssøvn og et minimum af stress.
Inden for de sidste 24 timer har jeg nu både taget beroligende og flere forskellige smertestillende piller, og jeg er ikke vild med det. Jeg ved ikke om det er pga. smerterne eller pillerne, men jeg har i hvert fald været meget omtåget og svimmel den sidste dags tid. Tandlægen anbefalede mig at tage Ibumetin som smertestillende, og det har jeg gjort. Dog ikke med min gode vilje. “Må ikke anvendes af gravide” står der på pakken, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvorfor man har lyst til at indtage noget som potentielt kan skade et lille foster. Og nej, det er ikke fordi jeg er gravid, men bare tanken om at de piller kan have en negativ effekt på en levende organisme, gør mig utilpas og skeptisk. Man kan ikke engang være sikker på at de har den ønskede virkning.
Det er som om at kost og træning er de eneste parametre der tages i betragtning i forhold til vores sundhed lige for tiden. Hvad med de kemikalier vi mere eller mindre bevidst fylder i kroppen? Hvilke tanker gør I jer omkring brug af piller?
Translation: Yesterday I had two of my wisdom teeth removed. I’m definitely not a big fan of painkillers and I can’t remember the last time I took one. Normally I think it’s too “easy” to take painkillers to treat harmless headaches and stomachaches for instance, but the pain from having two teeth removed has forced me to take some. I don’t know if it’s the pain or the medicine but my body is reacting quite strange and I can’t help thinking about the chemicals I put into my body…
Jeg fik også fjernet min visdomstand på Prismet. Det var meget voldsomt og tudede igennem hele indgrebet som tog halvanden time for én åndssvag tand.
Mit forhold til smertestillende er nok lidt anderledes end dit. Kan sagtens følge dig i din tankegang, og er sikker på, at det ikke er sundt for kroppen. Men samtidig har jeg det også sådan, at hvis min dag er ødelagt pga. mine nakke eller rygsmerter samt hovedpine, og jeg VED det kan tages med en pille og min dag sagtens kan nå at blive fremragende, så vil jeg hellere det. Men i de perioder, hvor jeg har rigtig ondt (jeg faldt og fik en skade, da jeg var i Forsvaret) og hvor jeg har taget mange piller over et par dage, synes jeg ikke det er rart længere. Hvis det giver mening :-)
Sender dig by the way en mail lige om lidt – stay tuned!
Og jeg ønsker dig rigtig god bedring. Håber ikke smerterne er for slemme.
Skal by the way lege med blå kartofler og spiralizer i aften – wuhu!
HOLD da op! Det var godt nok lang tid for en enkelt tand! Åhhh, hvor frygteligt :-( Jeg tror det tog 40 minutter for mig at få fjernet de to tænder. Den der “bare” skulle trækkes ud var faktisk den værste fordi den havde en kroget rod som gjorde at den bare ikke ville slippe. Det kan godt mærkes i dag!
Jeg kan også sagtens forstå din holdning til smertestillende. Man skal selvfølgelig heller ikke lade ens dag blive ødelagt pga. smerterne, men det lyder også til at det er nogle lidt mere alvorlige smerter du snakker om. Jeg tænker primært på harmløse “hverdagssmerter” som med garanti kan afhjælpes ved andet end piller :-)
Blå kartofler i spiralizeren? Dét bliver du simpelthen nødt til at dele et billede af :D
Jeg regner kraftigt med at jeg slet ikke kan lade være med at dele de blå spiraler! :D
Jeg er helt enig med dig mht. piller… Jeg er dog også blevet sendt på en ibumetin-kur for at forsøge at dæmpe en inflammation i mit knæ pga. overbelastning af en sene. Og det hjælper jo mod smerten, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg så overbelaster mit knæ endnu mere, fordi jeg ikke kan mærke, hvor grænsen går :(
Og den bekymring forstår jeg godt! Det er ubehageligt at tænke på at man bare kan dæmpe kroppens signaler via smertestillende, for man mister på en måde fornemmelsen for sin krop. Hvis jeg var dig ville jeg nok prøve gå all in på antiinflammatorisk kost som det første for at dæmpe inflammationen i knæet :-) Det kunne jo være du var heldig at du kunne spise dig fra det i stedet for at bruge piller.
Jeg tror, det er sundt at have et skeptisk forhold til smertestillende piller. Men jeg synes også, det kan blive for hysterisk.
I dit tilfælde er der jo ikke tale om en generel fysisk problematik, som symptombehandles med piller. Det er en kort overgang, fordi du er blevet opereret, og det synes jeg er noget andet end et dagligdags forbrug af for eksempel panodil.
Med hensyn til tanken om advarslen mod at bruge Ibumetin ved graviditet, synes jeg, det er væsentligt at tage organismens størrelse i betragtning. Bare tænk på forskellen på, hvor forskelligt eksempelvis et glas vin ville påvirke henholdsvis et foster og et voksent menneske.
Når det er sagt, så tror jeg, kost og motion på sigt virker langt bedre end piller. Og der er ingen tvivl om, at både enkeltindivider og samfundet som helhed desværre oftest vælger den hurtige løsning.
Tak for din kommentar! Du fik lige sat ord på mine tanker på en anden måde. Jeg er 100% enig med dig :-)
Kære Christine, jeg forstår udmærket hvad du mener i forhold til piller, men jeg synes der er forskel på at tage en pille på grund af hovedpine, fx hvis man har drukket for lidt vand eller en pille mod menstruationssmerter, hvor jeg ikke selv kunne drømme om at tage smertestillende, og så den situation, hvor man har fået fjernet to visdomstæner. Ja, smerterne skyldes at tænderne er blevet rykket ud, men det er jo svært at lindre smerten på en anden måde, end med en hovedpinepille. Har man hold i nakken eller noge tandet i den stil, kan en smertestillende pille også være med til at få kroppen til at slappe af, så man kommer sig hurtigere. God bedring! Fæler virkelig med dig :-)
Vi er fuldkommen enige! Jeg har skam også lige taget min Ibumetin + 2x panodil som jeg er blevet beordret til ;-) Jeg har det også fint med at gøre det, især fordi jeg netop ikke tager piller til hverdag men kun når det virkelig er nødvendigt – som nu. Tak! :-)
Jeg kan langt hen af vejen sagtens følge dig i din tanke gang, jeg er til daglig heller ikke vild med pille konceptet og det er altså vel at mærke når jeg ikke har min uniform på for på arbejde langer jeg mange og livsnødvendige piller over desken.. Jeg vil også selv hellere finde årsagen til hvorfor jeg har ondt og tænker meget over det inden jeg lapper diverse piller i mig men hvis jeg føler det er nødvendigt så gør jeg det for det er på ingen måde sundt at have ondt, det er en rigtig skidt ting for kroppen. Og ja det er skummelt at tænke på at Ibumetin kan være skadeligt for et foster (nyre skadeligt) men det er også skadeligt for børn, ældre og hjertesyge så tænker måske mere det lyder skræmmende fordi det er et foster?..
Jeg syntes den er så svær den her debat, men det er en rigtig god ting at tænke sig om før man spiser piller og forsøger at optimere andre ting først.. Og husk så lige dine piller i eftermiddag Chris, og det var mor<3
Enig! Nogle gange kan man jo også tage en smertestillende pille for at forhindre at det bliver endnu værre. Jeg kan f.eks. nogle gange få så ondt i ryggen at jeg får kvalme og bliver svimmel. Pillerne kan tage noget af smerten fra ryggen og dermed også holde kvalmen og svimmelheden væk. Den får selvfølgelig bare ikke rygsmerterne til at blive væk ;-)
Jeg har taget mine piller og er også på flydende/blød kost i dag! Kan du så give den gas til GRIT for mig :-)
Det kan meget vel være, at der står pillerne ikke må anvendes af gravide, fordi de ikke er testede på gravide. Jeg ved ikke, om det gør sig gældende for lige disse, men det kan handle om manglende erfaring, og ikke en vished om, at det er skadende for et foster. :)
Det har du nok ret i :-) Det var også bare en lille sidenote som måske kunne minde os om at være bevidste om hvad vi propper i munden.
Nemlig, det er også sådan jeg ser det og det er også på den måde jeg nogle gange ser mig nødsaget til at tage smertestillende…
Jeg skal gøre mit bedste, så må vi se hvad der er sket med formen på en uge med små løb og daglig maraton gang træning;)
Smerte avler smerte. Dvs. Har du ondt et sted, og gør intet ved det – så bliver det værre, og smerten kan brede sig.
Det er korrekt at smertebehandling er en symptombehandling i de fleste tilfælde, men man må ikke glemme den antiinflammatoriske effekt, samt den febernedsættende, der faktisk kan gøre at man får det bedre, får appetit og drikkelyst tilbage, hvilket giver kroppen kræfterne tilbage – og dermed bliver man hurtigere rask.
Når ovenstående er sagt, er jeg dog heller ikke tilhænger af at man propper sig med medicin hver gang man har lidt ondt et sted.
I nogle tilfælde kan man i hvert fald nemt få det dårligere hvis man har ondt ét sted. Omvendt oplever jeg personligt at min appetit nedsættes når jeg tager nogle bestemte smertestillende piller, og dét dræner mig virkelig for energi. Derudover er der mange piller som gør mig mere utilpas, forringer min fordøjelser, gør mig svimmel osv. Jeg kan i hvert fald ikke altid sige med sikkerhed, om smertestillende piller vil forværre eller forbedre min tilstand :-(
Hej Christine.
Jeg er meget enig i dit indlæg her! Kender folk, som spiser panodiler hver eneste dag og de render nærmest rundt med et “hjemme apotek” i tasken, hvis der nu skulle opstå noget…
Men jeg tænkte på hvad du gør med prævention? Selv tager jeg p-piller, men er faktisk ikke så glad for det, og føler hver dag jeg tager den at det er usund pille som intet godt gør for mig udover at forvirre min krop.. Der kunne det være interessant at høre hvad du gør, tænker omkring det?
Og det er lige præcis i sådan nogle situationer jeg tænker at man skulle overveje at finde årsagen til hovedpinen (eller hvad man nu tager pillerne for) i stedet for den nemme løsning som bare er symptombehandling :-) Det er i hvert fald noget man kunne overveje lidt oftere, hvis man tager piller uden egentlig at tage stilling til det. Mht. p-piller har jeg længe tænkt på at lave et indlæg. Det er nemlig en lidt længere historie, men jeg stoppede selv med at tage p-piller for godt en måned siden og forsøger pt. at gøre alt for at få mine hormoner i naturlig balance igen.
Ville synes det var super interessant at høre din mening omkring p-piller. Jeg er nemlig meget i tvivl.
Lægerne man taler med er jo ikke bekymrede, men jeg kan ikke lade være at blive skræmt over at man kan styre en så naturlig proces.
Og mht. smertestillende er jeg meget enig. Jeg begrænser det så meget, som det overhovedet at muligt.
Gik selv igennem en knæoperation hvor jeg i en periode efter var på ret meget smertestillende. Tanken var jeg ikke vild med, men det var selvfølgelig nødvendigt.
Vil se frem til et indlæg om p-piller! Det er meget relevant og interessant! Tror også mange bare tager dem, uden at tænke videre over det “fordi man kan”! :)