So… What’s going on?

Studiet Meiungsgade Nørrebro København3Studiet Meinungsgade Nørrebro København1Hermed en random opdatering på mit liv.

BOLIGSITUATION. Nicklas og jeg har faktisk snart boet i storbyen i halvanden måned, men jeg er stadig overrasket over hvor hurtigt vi er faldet til. Med mine tryghedskomplekser i forhold til bolig er det utroligt at jeg føler mig så meget hjemme. Jeg havde virkelig ikke forestillet mig at jeg kunne blive SÅ glad for at bo i København SÅ hurtigt. Vi bor i det skønneste område på Østerbro hvor jeg virkelig håber at vi kan fortsætte med at bo. Jeg må i hvert fald erklære mig enig med dem der siger at beliggenhed er alfa og omega. Jeg kunne ærligt talt ikke forestille mig et sted i København som ville være mere ideelt for os at være. Vi har desværre kun lejligheden indtil februar, så boligjagten er egentlig slet ikke slut endnu. Eftersom jeg højst sandsynligt skal læse videre på en kandidatuddannelse i slutningen af 2016, og at Nicklas har rigtigt mange (og vildt spændende) karrieremuligheder herovre, tænker vi meget på at købe noget frem for at leje. Vores boligsituation er derfor stadig ret usikker, og jeg har faktisk ingen anelse om hvordan den ser ud næste år. Jeg er virkelig glad for at vi har fået mulighed for at bo i København sammen, og jeg vil rigtigt gerne bo her i nogle år. Samtidig er jeg nok ret romantisk anlagt (og en lille smule hippie- og/eller Morten Korch-agtig) da jeg drømmer om at bo i hus i naturskønne omgivelser hvor vi i et vist omfang kan være selvforsynende på madfronten. Det vil under alle omstændigheder være en del år ude i fremtiden, men det er da noget jeg har med i mine overvejelser nu hvor vi påtænker at lave så stor en investering.

BACHELOROPGAVE. Den er jeg så småt gået i gang med. Min makker og jeg har faktisk ikke besluttet os 100% for et emne endnu og er derfor en smule bagud i forhold til skolens plan. Vi har dog vores helt egen tidsplan og bruger gerne ekstra tid på at finde frem til det helt rigtige emne, da det selvfølgelig kan være afgørende for skriveprocessen og dermed resultatet. I lang tid ville jeg rigtigt gerne have skrevet en opgave med et naturvidenskabeligt fokus men på grund af nogle underlige retningslinjer fra skolens side kunne det ikke lade sig gøre. Vi skriver i stedet en opgave som primært kommer til at udfolde sig inden for fagene Psychology og Health Communication, og det skal nok blive både interessant, relevant og brugbart – tre kriterier som har været vigtige for mig. At jeg er nået så langt i min uddannelse at jeg nu sidder og skriver bacheoropgave er faktisk lidt overvældende for mig at tænke på. Samtidig tvinger det mig også til for alvor at tage stilling til, hvad der skal ske med min karriere.

JOB. Efter flytningen har jeg skullet finde mig et arbejde. Jeg er stadig ansat hos Fitnessdk men er nu tilknyttet Parken og Amager Strand hvilket jeg er super glad for. Jeg underviser pt. i BODYFLOW, CXWORX og TRX Suspension. Jeg har sat mit GRIT-certifikat i bero primært fordi jeg kunne mærke at min krop trængte til en pause fra dén form for træning. Jeg brænder stadig lige så meget for det og savner det helt enormt meget, men jeg har presset min krop rigtigt hårdt det sidste års tid, og jeg har derfor valgt at trappe ned for en periode. Udover Fitnessdk er jeg også tilknyttet Helsemin hvilket giver mig mulighed for at nørde og arbejde med kost, ernæring og vejledning på en måde som åbner op for nogle nye muligheder

HELBRED. Her bliver det egentlig lidt personligt, men måske kan det slå fast én gang for alle, at min interesse i sundhed er funderet på nogle helt andre aspekter end æstetik og performance (som efter min mening stjæler alt for meget fokus). Nogle af de ord jeg forbinder med sundhed er velvære, nydelse og et godt helbred. Sidstnævnte har for mit vedkommende ikke været optimalt siden jeg stoppede på p-piller for mere end et år siden. Jeg er decideret skræmt over at de piller kan lave så meget ravage både fysisk, psykisk og emotionelt og at det samtidig er så svært at få hjælp og blive taget seriøst. Hvor ville jeg ønske at jeg aldrig nogensinde havde rørt dem. Min krop er heldigvis meget tættere på at være i balance end for et år siden, men jeg er stadig ikke der hvor jeg burde være, og jeg kan simpelthen ikke få den hjælp fra det offentlige system som jeg har brug for. Jeg ved at der er mange andre piger og unge kvinder som enten er eller kommer til at være i samme situation som mig, og derfor vil jeg også lave nogle separate indlæg som kun omhandler de forbandede p-piller og hvad jeg gør for at komme på ret køl igen. I forhold til mit helbred er jeg også begyndt at lægge meget mærke til hvor stor en rolle mentalt velvære spiller for fysisk velvære. Jeg er i den forbindelse begyndt til body-sds, og min oplevelse med dén form for kropsterapi fortjener også sit helt eget indlæg.

FREMTID. Dette er vel egentlig en kombination af alle ovenstående punkter. Jeg går med ufatteligt mange spørgsmål, overvejelser, bekymringer, håb, ønsker, ambitioner og drømme i forhold til hvad der skal ske om en uge, om en måned, om et år og om 10 år. Efter at vi er flyttet til København har der først og fremmest åbnet sig en del døre rent job- og karrieremæssigt som jeg skal tage stilling til fordi der er nogen som ser potentiale i mig. Derudover vil jeg næsten gå så vidt og sige at jeg har fået en åbenbaring i forhold til hvad jeg gerne vil med mit liv – ikke fordi jeg har fundet lige præcis dét jeg gerne vil lave (dén åbenbaring lader stadig vente på sig), men fordi jeg har opdaget hvilke muligheder jeg har og generelt føler mig møghamrende motiveret. Jeg har bare fået en kæmpe portion inspiration, og nu skal der ske noget.

This post is basically just me rambling on about what’s going on in my life right now – home, job, bachelor, health, and future.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Må jeg lige anbefale Frederiksberg som dejligt område at bo i? :-D Det kommer selvfølgelig an på, hvad man har af behov og ønsker, men i Svømmehalskvarteret er der roligt, tæt på offentligt transport og butikker/caféer/biograf.

    Jeg er spændt på at følge dine indlæg om især p-piller og body-sds (har tidligere gjort brug af body-sds).

    Sidst, men ikke mindst kan jeg godt lide dit perspektiv på sundhed og hvordan du vægter det helbred, nydelse og velvære. Sundhed er for mig holistisk, men jeg har selv tendens til at have (for) meget fokus på den fysiske del i form af træning og kost og derfor er det godt lige at blive mindet om at sundhed spænder bredere. :-)

  • Dejligt at du er glad for København :)
    Jeg har selv bøvlet en hel del med de dersens p-piller, og det ville være rigtig dejligt at høre om dine oplevelser omkring dem også – det glæder jeg mig meget til at læse!

    • Det skal nok komme :-) Jeg har desværre ikke svaret på, hvordan man slipper af med alle bivirkningerne for dem kæmper jeg selv stadig med, men forhåbentlig kan det, om ikke andet, være en opmuntring til andre der har samme problem(er).

  • Skrev også til dig sidst du skrev det på bloggen.
    Jeg har også haft store problemer siden jeg smed pillerne. Det har taget over et år at blive nogle lunde normal igen!!!! Jeg har ikke fået hjælp, da ingen læger eller gynokæloger tager mig seriøst. Jeg sidder selv at studerer urter og andre metoder til at balancere kroppen igen og er led og ked af alt det kaos som er sket for mig og kroppen min.
    Det har været en lang rejse og den er desværre ikke helt slut endnu. Ser MEGET frem til at læse mere om dine oplevelser.

    Knus M

    • Jeg må også beklage at der stadig ikke er kommet et indlæg omkring det, men det er bare utroligt svært at få det formidlet på en god måde. For det første er der enormt mange detaljer i det, og for det andet er det jo også ret personligt. Men der skal nok komme et indlæg omkring det, for det er et super vigtigt emne, og jeg ville ønske at der var mere viden og forståelse omkring det.
      Jeg er som sagt slet heller ikke der hvor jeg skal være endnu. Jeg kæmper stadig en kamp for at rette op på det som de piller har forårsaget, hvis jeg kan hjælpe bare en håndfuld af piger eller kvinder bare en lille smule ved at dele ud af mine erfaringer er jeg enormt glad.
      Tak for din kommentar <3

      • Det var heller ikke negativt ment med at jeg havde skrevet før :-)
        Forstår godt du synes det er personligt, hvis jeg havde en blog ville jeg nok ikke skrive så åbent om det.. Men jeg synes det er utroligt flot at du har tænkt dig at gøre det.

        Jeg fandt kun ud af det fordi jeg vil være gravid. Derfor synes jeg, som dig, det er utroligt trist at der ikke er mere fokus på det. Danmark vil jo så gerne have at vi får flere børn. Jeg synes i hvert falde godt at fagpersonalet der ude skal være lidt mere åbne over for andre metoder..

  • Hej Christine

    P-piller er et super vigtig emne at tage op! Jeg har aldrig selv taget p-piller eller andet prævention med hormoner i. Da jeg selv for mange år siden gik til lægen og hørte om hvad mulighederne var for at beskytte sig, var svaret bare p-piller. Jeg tror at p-piller er roden til mange problemer for kvinder og jeg syntes at det er vildt at man ikke bliver oplyst om alle de risici der er ved at tage dem. Jeg læste fornyligt at p-piller bl.a. medvirker til at de børn man får går tidligere i puberteten. Jeg glæder mig til at læse dit personlige indlæg om din oplevelse med p-piller!

    Kh Emilie

  • Jeg har kun taget p-piller en meget kort periode (under to måneder), og det er efterhånden ved at være en del år siden. Det holdt jeg hurtigt op med igen, fordi jeg blev så forbandet lunefuld af lortet. Det gik hurtigt i sig selv efter jeg holdt op med at tage dem, måske fordi jeg var på dem i så kort tid.

    Men at man kunne have problemer i forbindelse med at stoppe – og i så lang tid – dét har jeg ikke hørt om før. Måske jeg har været heldig og en smule uvidende :) Glæder mig i hvert fald til at læse om det (selv om det er på trods af dyrekøbte erfaringer).

  • Jeg er også ret interreseret i at høre mere omkring p-pille stop. Jeg stoppede selv for 2 år siden, og har ingen bevirkninger haft! Men synes det er spændende at lære mere om det stads! .. Mindes du tidligere skrev et indlæg omkring p-pille stop, men kan simpelthen ikke finde det, kan du hjælpe mig? :-)