Følg med i min juicefaste – et mentalt eksperiment

Unplugged juicefaste

Det er lige præcis hvad jeg har kastet mig ud i. I dag er jeg på dag 2 og tænkte, at jeg ville give jer et lille indblik i mit projekt og især årsagen til at jeg er startet på det. Jeg har nemlig allerede fået mange undrende spørgsmål på min Instagram. Jeg har modtaget økologisk og koldpresset juice fra Unplugged Juice som test til mit lille eksperiment, men jeg bliver ikke betalt for at sige noget bestemt om hverken produkterne eller mit forløb. Jeg afprøver deres Advanced Diet som ikke indeholder frugt (pånær rodfrugter) – resten er grøntsager. Derudover indeholder den aloe vera, ingefærshots samt et såkaldt body meal, som er et vegansk proteinpulver der også indeholder masser af superfoods plus ekstra vitaminer og mineraler. Min pakke er til 6 dage, men jeg ved at jeg kommer til at afbryde den efter 3 dage pga. en stor familiebegivenhed som betyder meget for mig. Derefter vil jeg tjekke ind og mærke efter, om det giver mening at tage 3 dage på ny.

Detoxing og vægttab

Er det ikke de to primære årsager til at man vælger at gå på en juicekur? 

Jeg har aldrig været fan af juicekure, og jeg får en lille smule ondt i øjnene hver gang jeg ser ordet detox. Jeg har i øvrigt heller ikke ret mange gode ting at sige om en juicekur som vægttabsmetode. Det kan muligvis være en kickstarter rent motivationsmæssigt, men der er meget langt dérfra til et sundt, vedvarende vægttab. I øvrigt findes der langt bedre og mere effektive metoder.

Så er dét ligesom på plads.

Derfor virker det måske paradoksalt at jeg nu har tænkt mig at leve udelukkende af juice de næste dage. Og hvorfor nu det? I hvert fald ikke for hverken detoxing eller vægttab.

En mental udfordring

Jeg blev for nogle uger siden inspireret af min kære veninde, Eline, som lige nu er på en 3-måneders solorejse i Mellemamerika. Hun har allerede gennemgået rigtig meget personlig udvikling, men der skete især noget da hun valgte at gå på en 5-dages juicefaste i absolut stilhed. 5 dage hvor hun levede af juice og ikke udvekslede ét ord med nogen.

Dét fik mig til at tænke. Vi har så mange distraktioner i vores liv. Selv mad og kommunikation med andre mennesker, som er nogle af de bedste ting i livet (efter min mening), kan være med til at forstyrre vores fokus og forbindelsen til os selv. Det har jeg i hvert fald oplevet. Det er gået op for mig hvor meget tid jeg bruger på at tænke på mad, hvilket helt naturligt hænger sammen med at det udgør en stor del af mit arbejde og fordi jeg ganske enkelt er super nørdet omkring mad. Men tiden jeg bruger på at planlægge måltider, tænke over nye ingredienser og smagssammensætninger osv. – dén vil jeg gerne prøve at frigive til noget andet. Hvad mon jeg kan skabe plads til rent mentalt, når jeg fjerner den distraktion det nogle gange kan være at tænke på mad?

Denne juicefaste er lige så meget et eksperiment i at lytte til min intuition. Vil jeg færdiggøre fasten bare for at gennemføre? Bare for at kunne sige at jeg har gjort det? Har jeg kun øjnene på slutresultatet? Eller kan jeg tune ind og lytte til mig selv? Virkelig følge det der føles godt? Nyde processen og sørge for at vejen til målet føles god? Med andre ord vil jeg prøve at bruge mit Strala-mindset og opleve, hvordan min praksis på yogamåtten forhåbentlig også har en effekt uden for måtten, især på det mentale plan.

Hvad med de fysiologiske effekter?

Sammenlignet med de mentale fordele er jeg faktisk ikke specielt interesseret i de fysiologiske effekter af en juicefaste. I øvrigt synes jeg heller ikke at forskningen påviser specielt mange af dem. Fx har vi slet ikke brug for at rense kroppen for affaldsstoffer via hverken den ene eller den anden form for detoxkur. Det klarer kroppen helt fint selv hvis den vel at mærke har nogle gode betingelser for det. Faktisk vil jeg mene at forskningen lige nu kan pege på mindst lige så mange negative effekter eller udfordringer som den kan finde gevinster.

Det er selvfølgelig super positivt, at man på en juicefaste som denne får masser af frugt og grønt (og især sidstnævnte, da min pakke er lavet udelukkende på grøntsager og rodfrugter). Derudover kan det være lærerigt at få en bedre forståelse for sin appetitregulering og naturlige sultfornemmelse samt opleve hvordan ens krop fungerer på et bestemt antal kalorier. Det er i hvert fald det jeg vil – lære noget om mig selv og min krop.

Fra modificeret faste til reel faste

Jeg har før denne juicefaste eksperimenteret en del med modificeret faste, herunder bl.a. 5:2 og Intermittent Fasting. Det jeg gerne vil arbejde mig henimod at afprøve er en reel faste altså en hel dag uden mad. Mit umiddelbare indtryk er, at der er langt flere sundhedsmæssige fordele ved en regulær faste sammenlignet med en juicefaste. Men man skal jo starte et sted, og jeg vil gerne opleve, hvordan min krop og især mit sind reagerer på en juicefaste først.
 

Indlægget indeholder reklame for Unplugged Juice. Læs mere om min reklame-politik her.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.