Det bliver efterhånden mere og mere normalt at leve af at blogge. Det bliver også mere og mere normalt for mig at få spørgsmål om netop dét emne. Særligt efter at jeg valgte at stoppe på kandidatuddannelsen, er der mange som har spurgt ind til, om jeg nu lever af min blog. Det er virkelig ikke for at mystificere det der med at blogge endnu mere, men jeg har stadig lidt svært ved at svare konkret på spørgsmålet. Jeg plejer altid at sige “Ja og nej…”, og det er sådan set et ganske præcist svar. Jeg er nemlig ikke fuldtidsblogger (hvis der da er noget der hedder det), men jeg lever delvist af min blog i den forstand at den udgør en del af min indtjening.
Jeg har kun drevet min blog kommercielt siden sidste sommer hvor jeg indgik et samarbejde med Bloggers Delight og fik mulighed for at tjene nogle håndører på bannere/reklamer, affiliate og kampagner. Det er dog langt fra det der gør, at jeg kan betale mine regninger og få mad på bordet hver måned. Jeg vil altså ikke sige at jeg lever direkte af min blog, men snarere af de muligheder den giver mig. Bloggen er på mange måder mit CV eller min portfolie i form af en online tilstedeværelse. Uden bloggen var jeg fx nok aldrig blevet kontaktet af et forlag som gerne ville lave en bog sammen med mig (et tilbud som jeg dog af flere årsager endte med at takke nej til). Uden bloggen havde jeg heller ikke mødt mange af de mega seje og dejlige mennesker, som jeg samarbejder med i dag og forhåbentlig langt ind i fremtiden.
Når alt kommer til alt, ved jeg faktisk ikke helt om jeg har lyst til at leve af at blogge. I hvert fald ikke udelukkende det. Det jeg laver på min blog er pt. både arbejde og fornøjelse; nogle gange er de to ting meget adskilt, og nogle gange smelter de fuldstændig sammen. Jeg synes det er et vildt interessant medie, og jeg elsker at jeg faktisk kan nå ud til mange mennesker og lave noget indhold som er brugbart. Både i form af opskrifter der får folk til at gå i køkkenet og udvide deres madhorisont, men også i form af tungere indlæg som fx min føljeton om de forbandede p-piller som kan belyse nogle emner der måske ikke bliver taget op. Begge dele kan rent faktisk være med til at hjælpe andre mennesker, og det er meget værdifult og motiverende for mig.
Det har aldrig været en drøm for mig at leve af at blogge, men det er en drøm for mig at arbejde med det jeg elsker, og det gør jeg lige nu. Det får mig til at føle mig så heldig og taknemlig.
Fedt når nogle af de store og mere erfarne bloggere vil dele ud af deres overvejelser for og imod, økonomi, indtægter, love og regler.
TAK for det 😊
Camilla, http://Www.loveantalya.com
Det var så lidt, Camilla :-) Dejligt at du kunne bruge indlægget.