30 dage med Bikram yoga – tanker fra den første uge

Bikram yoga 30-day challenge Christine Bonde

Jeg tror faktisk ikke engang jeg har nævnt det her på bloggen, men hvis I følger med via Instagram eller Facebook ved I, at jeg pt. er i gang med en 30-dages udfordring hos Bikram Yoga Copenhagen. Det går ganske enkelt ud på at jeg i løbet af 30 dage skal tage 30 klasser. En klasse varer 90 minutter, foregår i 40 graders varme og indebærer 26 yogastillinger og 2 vejrtrækningsøvelser (læs mere om konceptet HER). Mit mål er at tage en klasse hver dag, men man kan i princippet godt tage 2 klasser på en dag og holde fri dagen efter – i sidste ende skal man bare have gennemført 30 klasser på 30 dage.

Om lidt skal jeg ned i svedekassen for 9. gang, og jeg måtte faktisk lige dobbelttjekke i min kalender for jeg kunne ikke helt forstå at jeg allerede er så langt i forløbet. Jeg er endnu ikke nået dertil hvor jeg føler at det er en sur pligt, og min krop føles også stadig frisk og klar til hver klasse. Min mega seje veninde (som efter sin 30-dages udfordring blev mega hooked og nu har over 100 klasser på 100 dage) havde ellers forberedt mig på at jeg nok skulle nå til et punkt hvor det kunne blive lidt af en struggle, både fysisk og mentalt.

Læs også: Yogi-to-be? #status

Jeg må da også indrømme at det er noget af det jeg frygter. At jeg simpelthen rammer muren. Enten fordi jeg begynder at kede mig over at skulle i gennem præcis de samme øvelser igen og igen, eller fordi det simpelthen er for hårdt og udmattende for min krop. Nu må vi se. Indtil videre har jeg kun haft virkelig gode oplevelser og nærmest små åbenbaringer undervejs. Jeg var selvfølgelig super udfordret den allerførste dag, og jeg kæmper stadig med en masse forskellige ting, men i virkeligheden er det nok derfor at jeg bliver ved med at komme tilbage. Jeg ved hvad der venter mig, og alligevel har jeg ingen ide. Øvelserne er altid de samme, ja, men hvordan jeg klarer dem og hvordan min krop har det på den pågældende dag er altid forskelligt, så egentlig er det aldrig den samme workout. Og i virkeligheden vil jeg ikke engang kalde det en workout, men jeg mangler simpelthen et bedre ord. Den anden dag var der en instruktør som kaldte det for 90 minutters meditation, og siden da har jeg virkelig forsøgt at tænke på det på den måde. Meditation kan altså være andet end at sidde i skrædderstilling og sige “Ommmmmm” ;-)

På dag 4 havde jeg faktisk en lille krise. Det var dog ikke pga. manglende motivation eller at min krop var mærket efter selve yogaen, men fordi jeg kunne mærke at jeg var ved at blive syg. Igen! Det er ikke mere end en måned siden at jeg var nedlagt med feber og bihulebetændelse, så jeg var virkelig bekymret for at jeg skulle i gennem sådan en omgang igen. Da jeg vågnede om morgenen var jeg fuldstændig tilstoppet og kunne slet ikke trække vejret gennem næsen (hvilket man altså gør størstedelen af tiden i løbet af de 90 minutter), jeg havde ondt i halsen, og når jeg bøjede mig forover fik jeg sindssygt ondt i hele ansigtet præcis som det føles når jeg har bihulebetændelse. Jeg vidste dog at jeg ikke havde feber. Hvad der på trods af alt det fik mig til at tage afsted til en klasse kl. 6.30 er mig stadig lidt en gåde. Det var da også lidt en kamp at komme i gennem de 90 minutter, men mest fordi jeg havde besvær med min vejrtrækning hvilket fik alting til at føles ekstra hårdt. Resten af dagen var jeg lidt sløv, men allerede dagen efter kunne jeg mærke at sygdommen var på retur. Jeg er sikker på at yogaen gjorde en forskel, men jeg ved ærligt talt ikke hvorfor eller hvordan. Et par dage senere fortalte jeg min veninde om det, og hun (og en anden som overhørte samtalen) havde før haft samme oplevelse.

Selvom jeg endnu ikke har haft lyst til at kaste håndklædet i ringen, har jeg virkelig været i gennem mange følelser. Alt fra vrede og frustration til uforklarlige tårer til lykkerus og overskud. Faktisk har jeg oplevet så mange forandringer i mit mindset at jeg er begyndt at skrive mine tanker ned i en bog. Rent fysisk har jeg også kunnet mærke store forandringer. Først og fremmest føler jeg mig mere glad og overskudsagtig i løbet af dagen, og jeg sover SÅ meget bedre om natten. Det bedste er dog at mine rygsmerter fra min dumme skoliose er blevet mindre. Min skoliose er rent knoglemæssigt ikke særlig slem (s-formen er ikke så udtalt), men til gengæld er mine muskler omkring kurven i den højre side fuldstændig wrecked. Jeg render rundt med et sæt muskler der konstant er overspændte – så meget at jeg er helt tyk i den højre side. Jeg kan nogle gange gå helt i panik bare ved tanken om at nogen kommer til at røre mig der for det gør så vanvittigt ondt. SÅ ondt! Jeg har verdens sødeste kæreste som ofte giver mig en grundig massage i håbet om at kunne afspænde musklerne, men selve massagen er aldrig rigtig helt rar fordi jeg er så bange for den smerte og ikke kan slappe 100% af. I forgårs var det dog en helt anden oplevelse. Først og fremmest var det tydeligt at se at min højre side var mindre anspændt og hævet, og derudover kunne jeg for første gang nyde det uden at tænke på smerten. Jeg har gennem flere år forsøgt at mindske smerterne og de spændte muskler gennem masser af behandling. Fysioterapi, zoneterapi, akupunktur og Body-SDS, men intet har haft en effekt som nu. Jeg kan selvfølgelig ikke sige at det 100% er på grund af Bikram, men jeg kan sige så meget at jeg glæder mig helt vildt til at se om den gode udvikling fortsætter.

Jeg kunne virkelig skrive side op og side ned om mine tanker og oplevelser bare efter den første uge af den her udfordring, men jeg tror jeg er nødt til at fortsætte romanen i næste indlæg. Er der noget I kunne tænke jer at høre mere om ift. forløbet, så sig endelig til :-)

I’m currently on day 9 of my 30-day Bikram Yoga Challenge (30 classes in 30 days), and these are some of my thoughts from the first week.

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Jeg vil meget gerne høre mere!
    Især omkring din skoliose, da jeg selv har rygskade. Derudover kunne det også være spændende at høre om praktiske ting som hvordan du spiser/drikker i forbindelse med bikram, hvordan du får det passet ind i hverdagen når det er hver dag. Og så om fremgang i forbindelse med smidighed.
    Har selv gerne ville prøve bikram yoga, da jeg har dyrket yoga i flere år, men synes desværre ikke at mit studiebudget holder til det.

    God dag!

    Knus :-)

    • Tusind tak for input, Emily! Jeg vil helt sikkert opdatere omkring hvordan det går med min ryg i forløbet. Den anden dag blev jeg også spurgt om jeg var blevet mere smidig, og det er faktisk slet ikke noget jeg har tænkt over, fordi jeg har haft så mange andre oplevelser. De praktiske ting vil jeg helt klart også komme ind på 🙂
      Også dejlig dag til dig :-*