22,5 times yoga på 15 dage – og noget om hvordan det kan lade sig gøre

_39A0111

_39A0094

Kl. 6.30 i morges tog jeg hul på min 15. klasse hos Bikram Yoga Copenhagen og har dermed sammenlagt brugt 22,5 time på at svede nede i studiet. Med andre ord er jeg nu halvvejs i min 30-dages udfordring. I dag havde jeg endda selskab af min kæreste som fik taget sin Bikram-yoga-mødom. Ret sejt, især så tidligt en mandag morgen.

Jeg er stadig lige så begejstret, nysgerrig og sulten efter mere som jeg var efter den første uge. Jeg har haft nogle enkelte dage med en lille smule muskelømhed, men slet ikke på den der “Jeg har så sindssyge DOMS at jeg ikke kan gå”-måde, selvom det nogle gange har været en kraftanstrengelse bare at skulle klare trapperne op på 2. sal. Det er primært mine ben, skuldre og mavemuskler som virkelig kan mærkes. Det svinger lidt op og ned med min ryg forstået på den måde, at jeg nogle dage virkelig kan mærke at den er blevet afspændt, og andre dage kan jeg ikke mærke den store forskel. Jeg er dog overbevist om at det på lang sigt har en fantastisk virkning på min skoliose! Efter 15 dage kan jeg også tydeligt mærke en forskel på min balance, min smidighed, min kropsbevidsthed og min evne til at fokusere. Noget af det fede ved at øvelserne altid er de samme er netop også at man let bemærker når man forbedrer sig.

Det tog mig faktisk ikke ret lang tid at komme ind i en god rytme i den her udfordring. Fx har jeg fundet ud af at det passer mig rigtigt godt at tage en klasse først på dagen. Jeg bor vitterligt kun 500 meter fra yogastudiet, hvilket gør at jeg ikke behøver stå op klokken lort for at komme til timen kl. 6.30 som har vist sig at være et ret godt tidspunkt for mig. Når jeg tager timen så tidligt, står jeg op kl. 5.45 for at drikke en lille smule vand så det ikke skvulper rundt i maven. Jeg spiser faktisk ingenting inden, men får til gengæld opbygget en rigtigt god appetit til morgenmaden ca. kl. 8.30. Det kan virkelig (!!!) være ubehageligt at have mad i maven når man dyrker Bikram yoga (og ja, jeg taler af erfaring), og det fungerer overraskende godt for mig at gøre det på helt tom mave. Der skal i hvert fald helst gå 3 timer fra jeg har indtaget et måltid til timen starter. Jeg drikker ca. en halv liter vand under timen og en halv liter mere inden jeg forlader studiet, og derudover drikker jeg minimum 2 liter vand fordelt over resten af dagen.

Noget som jeg er begyndt at bemærke og sætte mere og mere pris på er de ord som instruktørerne fletter ind i mellem set up cues til øvelserne. Det er altid præcist de samme øvelser man skal i gennem, og måden man bliver guidet ind og ud af dem er også næsten 100% den samme uanset hvem der underviser, men instruktørerne har alligevel bare en imponerende evne til at holde mig nysgerrig og interesseret. Der er altid lige en ny detalje, et nyt input, en ny opmuntring eller andet der på én eller anden måde motiverer mig – både under og efter timen. Faktisk går jeg tit derfra og føler mig inspireret på et højere plan, og jeg har også skrevet en del ned i min lille “Ting jeg er taknemlig for i dag”-bog, som jeg overvejer at indvi jer i.

Men er det så bare easy peasy og en dans på roser? NEJ. Jeg har i dén grad også haft nogle dage hvor alt bare har føltes som én stor struggle. Nogle dage har det føltes som om at rummet var 80 grader i stedet for 40, og jeg har nærmest følt at jeg var ved at blive kvalt fordi jeg ikke kunne komme ordentligt af med varmen eller fordi jeg var ved at drukne i mit eget sved. Charmerende, I know, men den er god nok. Andre dage har jeg haft sindssygt svært ved at samle mig, og når jeg ikke er mentalt til stede, er det tydeligt at jeg slet ikke kan udføre øvelserne helt så godt. Jeg har også prøvet pludselig at føle mig vred og frustreret – ikke over selve timen eller ikke at kunne udføre en øvelse, men fordi der på én eller anden måde bliver trykket på nogle knapper rent følelsesmæssigt i nogle bestemte stillinger. Jeg aner ikke hvordan eller hvorfor. Nogle dage har jeg virkelig også haft svært ved at komme afsted, men primært hvis jeg har udskudt det til om eftermiddagen. Det er ikke selve yogaklassen jeg ikke har haft lyst til (endnu), men nogle gange er det bare lidt mere rart at blive liggende på sofaen sammen med kæresten ;-)

…mon jeg klarer mig i gennem 15 dage mere?

Yaaaay, I’m halfway through my Bikram Yoga Challenge! I’m still very excited and curious, and I really feel and see improvements in my balance, my bodily awareness, my flexibility, and my mental focus. 

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.