Jeg er altså lidt vild med Tupperware… Min spiralizer-wannabe er for eksempel et af de køkkenredskaber jeg absolut ikke kan undvære. Det samme gælder min VentSmart-boks som er perfekt til opbevaring af frisk spinat da den forlænger holdbarhedstiden. Derudover har jeg efterhånden fået samlet en del almindelige bøtter som jeg primært bruger som madkasse eller til opbevaring af forskellige rester i køleskabet.
For noget tid siden måtte min gamle Braun minihakker lade livet, og til at starte med vidste jeg nærmest ikke hvordan jeg skulle kunne leve uden den. Jeg var dog for doven (og nok også for nærig) til at investere i en ny lige med det samme, så jeg brugte i stedet min foodprocessor. I en kort periode. For det meste syntes jeg nemlig det var ret bøvlet at finde mit skrummel af en foodprocessor frem når jeg bare lige skulle hakke nogle mandler eller snitte et løg.
Timingen kunne derfor ikke være bedre da min dejlige mutti valgte at forære mig denne lækre lille minihakker fra Tupperware! Og lad jer nu ikke snyde af det smukke, lyserøde ydre, for dens tre knivblade er ikke for børn! De kan uden problemer snitte løg og krydderurter, hakke mandler m.m. til den ønskede konsistens. Minihakkeren består af en beholder som kan rumme 3 dl, 3 knivblade, et låg med træksnor og 2 plastikdimser til at beskytte knivbladene (og fingre!). Den er faktisk lidt oldschool da den fungerer ved at man trækker i en snor. På billederne ovenfor har jeg forsøgt at illustrere hvor mange træk der skal til for at hakke mandler enten fint eller groft. Den sparer mig for tid, er super nem at rengøre og fylder ingenting i skabet. Og så må jeg indrømme at jeg faktisk synes det er lidt sjovt at bruge den på grund af træksnoren. Der går nærmest sport i den når jeg skal finde den perfekte rytme og det perfekte antal træk for at opnå den ønskede konsistens. Hæhæ, og al aktivitet tæller jo, ikke? Jeg ved ikke præcist hvad den koster, men jeg gætter på omkring 400 kr. Jeg er sgu blevet lidt af en nørd når det kommer til køkkenudstyr (tak for det, mor), og jeg elsker at opdage nye ting. Jeg går faktisk også og overvejer en lidt større investering til køkkenet…
Har I også køkkenudstyr som er uundværligt?
Translation: This herb chopper from Tupperware has become one of my kitchen essentials. It’s so convenient when you want to chop nuts or cut onions in a short amount of time.
Måske et lidt skægt spørgsmål; Hvordan laver du den fine lyserøde cirkel på billedet? En app, eller? :)
I Photoshop :-)