Tanker fra en Global Nutrition and Health-studerende

_MG_8014_MG_8012_MG_8025
Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte det her indlæg. Det skal handle om min uddannelse, mit studie, og at det hele både er mega frustrerende og utroligt lærerigt lige for tiden.

Det er efterhånden virkelig lang tid siden jeg lovede at lave et indlæg om min uddannelse, og det skyldes altså ikke kun glemsomhed og dovenskab at det endnu ikke er blevet udgivet, men at jeg simpelthen ikke har kunnet finde rundt i mine egne tanker omkring det. Det kan jeg sådan set stadig ikke helt, men jeg er mere afklaret end før. Det lyder måske meget dramatisk, men jeg har også haft lyst til at opgive det hele op til flere gange. Der er ingen tvivl om at jeg har fundet min helt rette hylde – ernæring og sundhed er det jeg brænder for. Det er dét jeg virkelig håber på at arbejde med i fremtiden, men jeg har måttet indse at jeg simpelthen ikke lærer nok på min uddannelse. Jeg får i hvert fald ikke det ud af den som jeg havde håbet på. Det havde jeg allerede på fornemmelsen i begyndelsen, men man er jo nødt til at give det hele en chance og håbe på det bedste. Det blev bare aldrig bedre… Så hvorfor skiftede jeg ikke bare uddannelse? Fordi jeg faktisk ikke synes der findes én uddannelse i Danmark som kan tilbyde præcis det jeg ønsker mig. Det ville selvfølgelig også have været et drømmescenarie – et scenarie som de færreste nok får lov at opleve gennem tiden som studerende – men jeg ville bare ønske at min uddannelse var meget mere dybdegående, nørdet og målrettet. Jeg ved godt at (især) sundhed er noget som skal ses i et bredt perspektiv, men jeg synes bare ikke det er særligt fedt at have fag som Philosophy of Science, Evaluation and Documentation, Research Methods og Project Management når substansen, det aller-allervigtigste, ikke bliver gennemarbejdet nok. Det er en sundhedsuddannelse for pokker! Jeg ville ønske at fag som fysiologi, biokemi og psykologi fik lov at fylde meget, meget mere, og at man formåede at holde sig til det overordnede fokus; ernæring og sundhed.

Tiden flyver afsted, og der er snart kun et år til jeg er færdig. Jeg gør mig egentlig ikke de helt store bekymringer om fremtiden som sådan, for min plan er at fortsætte med at læse, når jeg har færdiggjort min bachelor. Det der bekymrer mig er at jeg simpelthen ikke står særligt godt med dén uddannelse alene, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at blive optaget på eksempelvis en kandidatuddannelse. Heldigvis er det noget jeg har været opmærksom på gennem hele forløbet, så jeg har investeret en hel del tid og penge i at tilegne mig relevant viden og erfaring ved siden af mit studie. Jeg har desuden haft 2 uvurderlige praktikforløb hos LBP Fitness, som har givet mig SÅ meget og hjulpet mig til at se, hvor min plads skal (og ikke skal) være i den her sundhedsverden (så hvis du læser det her, Lonnie… Endnu engang TAK!).

Jeg vil nok altid være nysgerrig i forhold til sundhed – særligt med et ernæringsmæssigt perspektiv – men jeg bliver mere og mere interesseret i den rolle som træning og generel fysisk aktivitet spiller for vores helbred. I disse tider er der, efter min mening, et nærmest altoverskyggende fokus på hvad træning kan gøre for vores æstetik, men jeg synes det er langt mere interessant at se hvordan træning kan bruges til at skabe en krop som er stærk, smertefri og velfungerende. Der er utroligt mange uddannelser netop inden for dét område som jeg drømmer om at tage i fremtiden, men jeg vil gerne have det fundamentale 100% på plads. Derfor har jeg efter lang tids overvejelse valgt at tage uddannelsen til personlig træner, og i lørdags havde jeg min første undervisningsdag. Jeg vil rigtigt gerne bruge uddannelsen som springbræt og kommer nok ikke til at bruge den på den helt traditionelle måde. Det må tiden vise. Foran mig venter der 6 weekender med intensiv undervisning på PT-uddannelsen, og samtidig har jeg en masse store projekter og eksaminer på mit studie. Hvis ikke december var en travl og stressende måned i forvejen, så tror jeg i dén grad den bliver det i år… Men jeg håber virkelig at jeg kommer ud på den anden side med begge uddannelser i bagagen!

Translation: A lot of thoughts about my education and hopes for the future. 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Spændende indlæg Chris. Jeg forstår godt din frustration, jeg ville også meget hellere have brugt mere tid på sygdomslære og fysiologi på mit studie end på sundhedsinformatik som handler om hvordan computer databaser er bygget op. Men med min uddannelse ender man jo ud som sygeplejerske uanset hvad og det er først når man har fået sin nål at man skal ud at lære hvad det virkelig vil sige at være sygeplejerske. Der er din uddannelse jo meget anderledes i det der ikke kun er et specifikt job eller en specifik titel der venter dig når du er færdig. Det i sig selv ville have været skræk indgydende for mig- jeg forstår ikke så godt de uddannelser og jobs hvor man selv skal definere sin titel og sine opgaver- ikke at det ikke lyder spændende, men jeg kan slet ikke forholde mig til det da det er så forskelligt fra det job jeg har i dag. Men du gør jo det eneste rigtige, supplerer med den viden som du kan få gennem andre uddannelser og kurser og lur mig om du i sidste ende ikke er langt bedre stillet end så mange andre som kommer ud med det samme diplom…;)

    • Uanset hvilken uddannelse man går på, kan man nok ikke undgå at skulle omkring nogle fag som virker mindre relevante end andre (…no shit, Sherlock). Det gør mig bare frustreret at vi skal bruge SÅ lang tid på den slags fag, når der ikke bliver brugt tilsvarende mere tid på de helt fundamentale og allervigtigste fag.
      Det bliver helt sikkert også en kæmpe udfordring at skulle ud på arbejdsmarkedet, når jeg ikke som sådan får en titel der kvalificerer mig til en bestemt stilling. Det gør mig sgu også lidt nervøs nogle gange. Jeg må bare vælge at se positivt på det, for det åbner trods alt en hel masse muligheder for mig. Desuden skal jeg nok bare være glad for at jeg har satset på det jeg brænder for og valgt en uddannelse inden for det rigtige område. Alt det nørdede og detaljerede må jeg så klare på egen hånd som supplement til mit studie ;-)

  • Hej Christine
    Ved godt at dette indlæg ikke er helt nyt, men tænkte at jeg alligevel lige ville smide en kommentar.
    Jeg står i helt samme situation som dig lige nu. Jeg læser også Global Nutrition and Health og er lige nu i gang med mit første praktikophold.
    Da jeg startede på uddannelsen tænkte jeg at det bare var min drømmeuddannelse og at det var dejligt endelig at komme i gang med at studere, og så endda noget der interesserer mig. Men lige som dig synes jeg også der er en del irrelevante fag, og føler egentlig ikke at jeg bliver specielt meget klogere på kost, træning og kroppen, som er noget af det der interesserer mig meget. Derudover er jeg rigtig træt af den måde uddannelsen er bygget op, især i forhold til eksaminer. Jeg føler ikke det er særlig professionelt. Ved ikke om du har oplevet det?
    Forleden dag var der en der spurgte mig, om jeg ikke havde overvejet at skifte studie, da hun mente at vi ikke kan bruges til noget. Og det gjorde mig ret frustreret og fik mig til at tænke. Jeg har hele tiden vidst at man ikke fik en titel med denne uddannelse, og at man lidt skal ud og opfinde og sælge sig selv. Og lige nu virker det skræmmende, da jeg ikke føler jeg kan byde på noget specielt (kostvejledere og personlige trænere ved nærmest mere end jeg gør). Men på den anden side er denne uddannelse også den eneste der lige umiddelbart siger mig noget, så ville ikke vide hvad jeg ellers skulle.
    Hov, jeg havde da vidst lige en masse tanker. Hi hi.
    Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om hvad du har gjort udover studiet og eventuelt hvilke bøger du læser. Er lidt nysgerrig og frustreret og mangler nok lige lidt inspiration. :)

    • Hej Ditte! Bare rolig, du er bestemt ikke den eneste der går rundt med de tanker. Jeg har også været der! Mange gange. Hvis du kigger lidt rundt på bloggen, kan du finde lidt information omkring hvad jeg gør for at supplere ift. mit studie. Du må også meget gerne sende mig en mail, hvis du har flere spørgsmål :-)

  • Hej Christine.
    Jeg står lige nu overfor at skulle vælge mellem at søge ind på ”Global Nutrition and Health’ eller ‘Ernæring og sundhed’. Kan høre at du ikke har været helt tilfreds med Global nutrition and health, og det for mig til at tænke. Havde du nogensinde i tankerne at starte på Ernæring og sundhed? Eller hvad var grunden til at du valgte den globale og engelske uddannelse?

    • Hej Kamille! Det afhænger meget af hvad du vil bruge den til. I dag er jeg faktisk rigtigt glad for at jeg valgte GNH frem for ES. GNH er dog blevet ændret en del (i hvert fald i Aarhus), så sørg for at sætte dig godt ind i den og allerede gør dig nogle tanker om hvad du vil bruge den til :-)

  • Tusind tak for svar! Jeg synes det er utrolig vanskeligt at sige allerede nu hvad jeg vil bruge min uddannelse til mere specifikt. Jeg har overvejelser om jobs indenfor sygedoms forebyggelse og personlig konsultation (arbejde med hver individs specifikke problemer og behov), men er ogsaa meget begejstret for projektledelse, community orienteret arbejde (for eksempel ideen om at give folk viden om og mulighed for at dyrke en baeredygtig livstil ved tilgang til forest garden og sunde og healende aktiviteter som yoga osv.). Er nysgerrig paa hvad der faar dig til at sige, at du nu er glad for at du har valgt GNH frem for ES? Og hvad taenker du efter jeg har fortalt kort om min interesse indenfor sundhed – tror du GNH kunne faa mig paa rette spor? En sidste ting, jeg vil hoere til er ogsaa hvorvidt stoerste delen paa uddannelsen er danskere eller stoerstedelen er tilflyttere? Tak paa forhaand. Kamille