Sådan blev jeg en bedre (naturlig) løber

Jeg blev ikke nogen bedre løber af at balancere på mine hænder og kravle rundt på nogle klipper, men det er alligevel et meget godt billede på den forandring jeg har gennemgået i forhold til løb. Jeg har fundet en løbestil og et tilhørende mindset som har givet mig en frihed, der gør det til en ren fornøjelse at løbe. Jeg nyder det som aldrig før og kan pludselig se, hvordan det hjælper mig i andre apsekter også. Og det troede jeg nærmest aldrig jeg skulle sige, på trods af at jeg på et tidspunkt i mit liv nærmest ikke lavede andet end at løbe.

I dette indlæg vil jeg give jer et indblik i min løbehistorie og hvordan Strala blev en del af den.

Mange kilometer og mange smerter

Vi skal helt tilbage til 2010 omkring min gymnasietid hvor jeg virkelig elskede løb. Så vidt jeg husker var det på daværende tidspunkt den eneste form for motion jeg lavede – og det var sådan set også rigeligt, for jeg løb rigtig, rigtig meget. En løbetur var sjældent kortere end 10 kilometer, og jeg tror i hvert fald at jeg løb 4 gange ugentligt. Mindst. Jeg kunne virkelig godt lide at løbe, men nok mest fordi det var en lettilgængelig motionsform som gav mig et adrenalinkick og en god fornemmelse i kroppen (når det var overstået vel at mærke).

Jeg havde endnu ikke fået øjnene op for hverken yoga eller styrketræning, og dét kombineret med min store løbemængde var sandsynligvis årsagen til, at jeg bøvlede med en del skavanker. Jeg havde ofte smerter omkring mine knæ, og selvom det ikke blev klassificeret som en decideret skade, så burde jeg, set i bakspejlet, have lyttet til min krop og taget det lidt mere alvorligt. Med det mindset og den respekt, jeg har for min krop i dag, ville jeg i hvert fald aldrig have fortsat med at løbe på den måde som jeg gjorde.

No pain no gain-mentalitet

Inden jeg fik interesse for løb, var jeg en klassisk håndboldpige, og sporten havde helt sikkert givet mig en no pain no gain-mentalitet som gjorde at jeg ofte ignorerede smerter. I min håndboldtid havde jeg også lidt problemer med mine knæ, men jeg vænnede mig til at ignorere smerterne mere eller mindre, fordi det var helt almindeligt dengang. At ignorere smerterne var én af de dumme ting jeg gjorde. En anden dum ting var at betale en formue for at få lavet et sæt indlæg til mine sko hos en bandagist, fordi mine trænere og en fysioterapeut mente at jeg var platfodet. Jeg vidste desværre ikke bedre dengang og stolede selvfølgelig på at de fagfolk, som jeg havde omkring mig, vidste bedst. Men det kan jeg uddybe i et andet indlæg, hvis I er interesserede.

Når man tænker på, hvilket mindset jeg havde, og hvor ofte jeg mærkede ubehag omkring mine knæ, er det virkelig heldigt, at det aldrig udviklede sig til noget alvorligt og kronisk. Det jeg var allermest udfordret af var skinnebensbetændelse, som begyndte at komme oftere og oftere i takt med at jeg løb mere og mere. Når smerten var værst, var jeg nødt til at holde pause fra mit løb, og det gjorde jeg trods alt. Men jeg hadede at blive forhindret i at løbe, og det frustrerede mig så meget at skinnebensbetændelsen blev ved med at vende tilbage. Igen og igen. Langsomt begyndte jeg også at miste interessen lidt, så løbeskoene blev lagt på hylden i en lang periode.

Et tilfældigt møde med letvægtssko

I 2014 genfandt jeg interessen for løb da jeg, faktisk lidt ved et tilfælde, begyndte at løbe i en helt anden sko end jeg var vant til. Jeg havde indtil da altid løbet i en løbesko med masser af hældrop, masser af affjedring og generelt masser af støtte. Jeg troede at jo mere støtte der var i skoen jo bedre, men heldigvis kom jeg på helt nye tanker, da jeg begyndte at løbe i en minimalistisk letvægtssko, som var designet til at foden skulle kunne bevæge sig så naturligt som muligt.

Mine nye løbesko var meget mere fleksible og rummelige, og jeg mærkede med det samme hvordan løbefornemmelsen blev anderledes. Jeg havde meget bedre kontrol i mine bevægelser – afsæt og landinger – og vrikkede aldrig om, som jeg ellers havde tendens til i mine gamle løbesko (hvilket ikke var rart med sådan en høj sål!). Det føltes ganske enkelt befriende at løbe i en sko, som ikke fikserede mine fødder eller tvang mig til at løbe på en bestemt måde. Uden at jeg egentlig tænkte over det, ændrede det nok min løbestil en lille smule, på trods af at jeg ikke anede noget om hverken barfodsløb eller minimalistisk løbestil.

Tilbage til naturen og yoga i løbeskoene

Jeg ved ikke helt hvordan eller hvorfor, men på et tidspunkt fik jeg pludselig en interesse for alt det her med løbestil. Ikke fordi jeg fra den ene dag til den anden havde sat mig for at ændre på min egen løbestil, men fordi det talte til mit back to nature-hjerte. Det hænger helt klart sammen med min kærlighed til Strala yoga som netop er et glimrende redskab til at komme tættere på naturen – både den som fysisk omslutter os, men også den som lever indeni os.

At løbe på en mere naturlig og minimalistisk måde gav i hvert fald rigtig god mening for mig, og jeg kunne (og kan stadig) drage masser af paralleller til hele Strala-mindsettet. Især nu hvor jeg er gået over til at løbe i en minimalistisk sko fra Vivobarefoot, som gør at min løbeoplevelse føles endnu mere naturlig og let. Naturlig bevægelse og lethed er nogle af de helt centrale elementer i Strala, så det gik ligesom op i en højere enhed. I Strala taler man også meget om at bevæge kroppen som en helhed, uden at isolere noget og uden at bruge mere energi end lige netop det der skal til, så man kan skabe frit flow igennem hele systemet og blive mere effektiv i sine bevægelser. Det er i dén grad noget jeg kan mærke, og som kommer mig til gode, under mit løb, nu hvor mine fødder og tæer ikke længere er fikserede indeni skoene, men kan få lov at bevæge sig frit og dermed arbejde under nogle langt bedre forudsætninger.

Min løbeoplevelse føles ikke kun friere men også rigere. Rigere fordi jeg har bedre jordforbindelse og ganske enkelt kan registrere mere på grund af den helt flade, tynde sål på mine løbesko. Jeg løber med langt mere sensitivitet (et ord som i øvrigt også er key i Strala) forstået på den måde at jeg har en langt bedre fornemmelse af, hvordan jeg lander og sætter af, og hvordan jeg kan gøre det på den mest skånsomme men også mest effektive måde. Min øgede sensitivitet gør også at jeg med det samme registrerer, hvis noget ikke føles godt. Og jeg mener ikke at blive forpustet eller at mærke træthed i musklerne, men en følelse af at noget ikke føles som det skal. Noget som kan risikere at skade mig på længere sigt. Fx ømhed eller ligefrem smerte i sener eller led, både før, under og efter løb. Den slags har jeg fået meget større respekt for.

Min nye (og nuværende) løbestil

Det er ikke kun mine barfodssko og min Strala-tilgang til det at løbe, som har gjort en forskel for mig. Jeg vil tro det er et par år siden at jeg begyndte at eksperimentere med at lande på forfoden og på den måde ændre løbestil. Jeg startede utroligt stille ud (og det vil jeg virkelig anbefale at man gør!), og prøvede mig egentlig bare frem, så jeg langsomt holdt op med at lande på hælen (noget som virkelig er kommet mig til gode og gjorde skiftet til barfodssko nemmere). I stedet for at alliere mig med en løbecoach eller lignende, valgte jeg at stole på min intuition (tak til Strala for at give mig en bedre forbindelse til dén) for at finde frem til en løbestil der passede mig.

Long story short: Jeg startede med at lande udelukkende på forfoden, hvilket føltes meget mærkeligt i starten og som gav mig ufatteligt ømme lægmuskler, men jeg har efterhånden fundet en løbestil, hvor jeg nu lander mere midt på foden. En form for fladfodsløb er det vel. Jeg øver mig også i at lande under mig selv i stedet for foran kroppen, og det føles bare bedre og bedre og bedre. Naturligt, let, befriende og ikke mindst sjovt! Det er helt vildt hvilken forskel det har gjort for min løbeøkonomi, min sundhed (i og med at jeg 7-9-13 ikke mærker det mindste ubehag omkring mine knæ eller skinneben) og især min glæde ved at løbe. Jeg kan virkelig mærke hvordan mit løb er blevet et sted hvor leg, nydelse og nærvær kan blomstre. Hvis ikke alt det er udtryk for, at jeg er blevet en bedre løber, ja, så ved jeg virkelig ikke.

Er der nogen af jer som også løber i barfodssko eller eksperimenterer med minimalistisk løbestil?