Bananpandekager er gået hen og blevet min yndlingsform for pandekage. Først og fremmest smager de hamrende godt. Når man bruger perfekt modne bananer (dem som let slipper klasen og har små brune prikker), får man så meget sødme at man ikke behøver tilsætte sukker eller anden form for sødning til dejen. Derudover er de virkelig nemme at lave, fordi de er små og tykke (lidt ala amerikanske pandekager) og nemme at vende på en pande. Op med næringsværdien og ned med sværhedsgraden – dét ka’ vi li’!
Veganske og glutenfri bananpandekager
Jeg har lavet rigtig mange former for bananpandekager igennem tiden. Faktisk har jeg også en anden opskrift på de veganske og glutenfri af slagsen lige her, og den er bestemt også værd at prøve, selvom den næsten er 4 år gammel. Det er ikke særlig svært at lave veganske bananpandekager, for bananerne alene har en evne til at få dejen til at hænge sammen, så man ikke behøver at lave en æggeerstatning. Af samme grund er de også ret nemme at lave i en glutenfri variant, fordi dejen har let ved at hænge sammen.
I denne opskrift har jeg brugt boghvedemel og kastanjemel, og jeg vil helt klart anbefale at afprøve denne kombination! Sammen giver de en sød, rund og nøddeagtig smag, som jeg synes passer perfekt til smagen af banan. Jeg har dog prøvet opskriften med flere forskellige meltyper, og det meste kan lade sig gøre, men det ændrer selvfølgelig en lille smule på smagen.
Pandekageplader vs. stegepande
Jeg har lavet disse bananpandekager med pandekagepladerne, som man kan købe til Tefal Snack Collection. Det er en maskine med ufatteligt mange anvendelsesmuligheder, og jeg kan i dén grad anbefale den. Med pandekagepladerne i maskinen skal jeg ikke bekymre mig om, om dejen hænger fast, og jeg skal heller ikke holde øje med, hvornår pandekagerne skal vendes. Det er da virkelig nemt! Man kan sagtens lave pandekagerne i en almindelig pande, men det kræver muligvis lidt olie til stegning alt efter hvor god panden er.
Opskrift på bananpandekager
Ingredienser
14 små bananpandekager
- 5 bananer (ca. 400 gram)
- 100 g boghvedemel
- 100 g kastanjemel
- 4 dl plantemælk
- 10 g kokosolie
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljepulver
- Et nip salt
Forslag til toppings
- Ahornsirup
- Friske bær
- Kokoschips
- Kakaonibs
Fremgangsmåde
- Opvarm Tefal Snack Collection med pandekagepladerne eller en helt almindelig pande.
- Blend alle ingredienserne sammen i en blender til en glat, ensartet dej.
- Fyld pandekagepladerne med dej og giv dem 4-5 minutter i maskinen. Bruger du en pande, skal pandekagerne selvfølgelig vendes. De er klar til at blive vendt, når kanterne begynde at få lidt farve.
- Server bananpandekagerne med det samme og husk selvfølgelig masser af toppings!
TIP: Skal du lave en overdådig brunch, kan du fx servere bananpandekagerne sammen med en chiagrød med bærcreme (opskrift HER) og en omgang sprød chokoladegranola (opskrift HER).
Indlægget indeholder reklame-links (læs mere om min reklame-politik her)