Vægttab, mindre fedtprocent, tydelig sixpack, opstramning, større biceps, markerede skuldre, faste baller… Den slags træningsmål er vist ikke ualmindelige, men hvorfor skal der absolut være et bestemt mål i forbindelse med træning? Det er mit indtryk, især ud fra det jeg ser på Instagram, at det er meget populært at have klare (ofte offentliggjorte) mål med sin træning og jeg synes selv det kan være godt – i perioder. Efter min mening behøver man ikke sætte sig nye mål lige så snart man har opnået ét, for så risikerer man at træningen bliver et konstant ræs efter at opnå noget. Måske ligefrem en sur pligt. Hvorfor ikke bare passe sin træning på almindelig vis – uden stress, krav og forventninger – og se hvordan resultaterne nok skal komme? Jeg mener i hvert fald ikke at man er mindre seriøs med sin træning af den grund.
Hvor mange er der efterhånden tilbage som træner af ren og skær lyst og på grund af alle de sundhedsmæssige fordele som ikke nødvendigvis kan ses på vægten eller tøjstørrelsen? Man opnår selvfølgelig nogle af de sundhedsmæssige fordele eksempelvis under vægttab (hvis vægttabet er nødvendigt vel at mærke), men er det så lyst eller egne forventninger der driver værket? Jeg prøver bare at sige, at man ikke behøver have et bestemt mål for øje. Det kan være en rigtigt god idé hvis man har svært ved at holde motivationen oppe, men på den anden side ville det for mig være demotiverende altid at skulle stræbe efter at opnå noget bestemt med min træning. Det jeg pt. gerne vil opnå med min træning er en følelse af velvære som kommer fuldstændig automatisk. Vi har alle en grund til at træne, men behøver den virkelig være så konkret at der skal være et mål? Hvad hvis man bare har lyst til at træne for sjov? Eller fordi man simpelthen ikke kan lade være?
Jeg er ikke helt sikker på om min pointe er tydelig nok, men jeg vil meget gerne høre om der er nogle af jer der går rundt med lignende tanker. Hvorfor træner I, og har I nogle målsætninger?
Translation: Some thoughts on exercise being goal dependent. Does it really have to be?
Sikke et godt indlæg, Christine :-)
Jeg har som sådan ikke nogle mål med min træning – jeg træner i crossfit Copenhagen, og dvs jeg træner på hold. Jeg har valgt crossfit, netop fordi at jeg har det sjovt, og hårdt – og timen går virkelig hurtigt. Jeg var ved at dø af kedsomhed til de såkaldte “mave, balle, lår” hold, og skulle virkelig tvinge mig selv afsted, imens jeg kiggede op på klokken hvert 5. minut, og så gider jeg bare helt ærligt ikke!
Med crossfit har jeg fundet en træning, som aldrig er ens, altid massere af adspredelse, det er pisse hårdt – men som sådan har jeg ikke nogle mål, udover at mit humør er afhængig af om jeg dyrker motion ;-) Jeg er en sand djævel, hvis jeg ikke får brændt en masse energi af, og jeg duer ikke til at ligge på sofaen. Og ja, selvfølgelig er det da dejligt, at jeg kan holde mig slank, og at man kan se små sidegevinster, som mere tonede arme, og at man kan se en fremgang i det antal kg. man nu kan back squatte, dødløfte osv, men hos mig er det ikke hovedformålet, og jeg lader mig ikke stresse af, hvis andre kan løfte mere end mig, for det er jo ikke min krop, og mit sind og mit formål.
Dejligt du kan lide det – det er jo lidt anderledes end det meste af indeholdet her :-)
Jeg synes virkelig også det er vigtigt at træne fordi det er SJOVT. Man kan selvfølgelig godt have det sjovt og nyde sin træning samtidig med at man har et mål, men jeg synes bare det er befriende at træne uden at skulle tænke “jeg SKAL tage 10 gentagelser mere og løbe 10 minutter mere for ellers når jeg ikke mit mål”. Præcis som du siger så er de små forandringer på kroppen som mere tonede arme og en rundere numse bare små sidegevinster man kan være heldig at få ;-)
Jeg har det meget ligesom dig. For det første ved jeg ikke hvad mit mål i så fald skulle være, og for det andet synes jeg det må være stressende(på den u-motiverende måde) hele tiden at have en hammer hængende over hovedet, der banker når målet ikke er opnået.
Jeg kan dog sagtens se og indleve mig i, hvor fantastisk det må være at have gennemført den marathon, man har trænet op til i et år, eller kunne løfte de der 10 ekstra kilo.
Men hvornår er nok, nok. Og vil mere ikke altid have mere. Og hvornår må man sætte hælene i, for når man først har indført regler om “2 hold og dagen, 30km om ugen eller lign.” – bliver det pludselig mere og mere tidskrævende og det MÅ da betyde ofringer på den sociale-, kærligheds- eller frihedsmæssige front. (Igen, mere vil have mere.) Desuden ville jeg være bange for ikke at gennemtænke disse træningsmål og deres konsekvenser. For med mere træning kommer mere mad, mere restution, mindre tid til andre ting osv.
Jeg er i hvert fald et sted i mit liv, hvor det er helt ideelt “bare” at træne af lyst, for øget velvære og for at opnå de helbredsmæssige fordele.
Jeg er fuldstændig enig! Der behøver altså ikke være et eller andet højere formål med træningen, og det betyder ikke at man ikke tager sin træning seriøst. Jeg vil da mene at man er dybt seriøs med sin træning hvis man træner for sit velbefindende? Det er selvfølgelig lidt noget andet i forhold til at træne op til en marathon, og hvor må det være FEDT at kunne sige “jeg gjorde det”, men de træningsmål jeg nævner har det til fælles at de ligger i hvad jeg vil kalde for forfængelighedskategorien. Slankere arme, faste baller og smallere talje skal nok komme som en sidegevinst, så hvorfor stresse helt vildt over det.
Jo da, min mave kunne da være mere flad og mere markeret. Og jo, mine lår kunne være smallere. Og jeg kunne godt tabe mig noget mere. Men jeg vil, som du siger, lave noget, som jeg synes er SJOVT! Nu har jeg fundet polefitness og kommer med glæde afsted minimum 4 gange om ugen (bortset fra i øjeblikket, hvor jeg er skadet, så bliver det kun til tre gange). Jeg elsker det, det er udfordrende og fantastisk! Førhen var jeg på FitnessWorld hold, men kiggede også for ofte på uret. Og løbeturene blev kun udført, fordi jeg ellers ville få så dårlig samvittighed. Nu dyrker jeg sport for min fornøjelses skyld, og jeg kan mærke, at jeg er meget stærkere end tidligere, og så håber jeg, at der følger nogle flere goder med :)
Jeg kom helt til at smile af at læse din kommentar! Det lyder virkelig til at du gør det for fornøjelsens skyld – det handler om at finde noget man glæder sig til at gøre. Og med 4 x pole om ugen tror jeg godt du kan regne med en hel del sidegevinster ;-)
Super godt indlæg ;) Synes at den træningsverden er lidt vild nogen gange ;) Folk gør meget opmærksom på deres mål :)
Hvis du har lyst skal du være velkommen til og deltage i min konkurrence om et Maria Black smykke :) http://www.karina-blog.dk/maria-black-konkurrence/
Tusind tak, Karina :-) Ja, det kan i hvert fald nogle gange virke som én stor konkurrence hvor det handler om at løbe længst og hurtigst, løfte tungest, forbrænde mest og tabe flest kilo, så jeg synes det er vigtigt at huske at træning ikke nødvendigvis behøver være så centreret omkring målsætninger.
Jeg træner 90 % af tiden fordi jeg ELSKER følelsen bagefter – de sidste 10 % er fordi jeg gerne vil tabe mig. Forstået på den måde at 9 ud af 10 løbeture/boksehold/træningspas er noget jeg ser frem til, men så er der lige der, hvor jeg ikke rigtig føler mig i stødet så minder jeg mig selv om “mit mål”.
Bagefter er følelsen jo den samme – “aaaaaahhhhhh”-følelsen :-) Men jeg tror de fleste mennesker er generelt dovne, så selvom det er kanon dejligt at træne, så er det jo også mega lækkert at ligge på sofaen ;-)
Jeg synes faktisk det er en rigtigt god måde at gøre det på. For selvfølgelig vil der være dage hvor det bestemt ikke er lysten der driver værket fordi sofaen eller andet lokker mere, og i sådan et tilfælde kan det være godt at have et mål som motivationsfaktor. Min pointe er nok bare at det mål ikke behøver være vægttab men måske at man ved man får det så dejligt bagefter, og så er vægttab måske en bonus på den lange bane :-)
Jeg træner fordi jeg har fibromyalgi. Det tager smerterne væk, så det er vigtigere for mig at få trænet noget hver dag eller næsten hver dag frem for, hvilken træning det lige præcist er. Mine valgmuligheder er gåture, løbeture, svømning og kettlebell. Det er altsammen noget, jeg kan gøre alene og det passer mig også godt :)
Nogle gange sætter jeg personlige mål for mig selv, f.eks. at løbe et bestemt halvmaraton eller svømme to kilometer og når jeg så har nået det, så interesserer det mig ikke og så kommer jeg tilbage til det, som jeg selv kalder hygge-træning (eller som du kalder velværetræning?). Hvor jeg træner og bare slapper af i mens. Det er ren hygge :) Så kan det godt være at jeg en måned senere ikke kan løbe eller svømme så langt, men det er også okay.
Jeg er egentligt ret ligeglad med hvad andre synes om min træning, min krop eller andet i mit liv for den sags skyld. Andres anerkendelse samler jeg ikke på – det er langt vigtigere for mig at leve op til min egen integritet. Den er samlet i det udtryk, der på japansk hedder ikigai, som svarer på spørgsmålet: Hvad er din livsberettigelse? eller Hvad lever du egentligt for? :)
Jeg ved godt, hvad jeg lever for: Heriblandt et aktivt sportsliv :)
Jeg ville ønske jeg kunne smide et like til din kommentar! ;-)
Faktisk har jeg det meget lige som dig. Jeg har en skæv rygsøjle hvilket gør at jeg spænder uhensigtsmæssigt meget op i den ene side, men ved at være aktiv hver eneste dag kan jeg holde smerterne nede. Det er sådan set ligegyldigt hvilken form for aktivitet, og jeg elsker alt fra løb, yoga, hård styrketærning, spinning, gåture og holdtræning, så jeg vælger den form for aktivitet jeg har lyst til på den pågældende dag. Fordi jeg har lyst og fordi jeg nyder det og ofte hygger mig med det.
Det er da også fuldstændig ligegyldigt hvad andre mener om ens træning. Sådan skulle det i hvert fald helst være! Jeg kan nu heller ikke finde noget negativt at sige om at man gerne vil gøre noget godt for sin krop :-)
Jeg træner faktisk uden deciderede “mål”. Altså udover at føle mig sund og veltilpas. Jeg ved ikke om man kan kalde det spontant, da jeg typisk laver de samme ting; løb, squat, mavebøjninger og roning, men jeg træner det jeg har lyst til og har ikke planlagt min træning i forvejen. Ikke engang hvor mange gange om ugen jeg SKAL træne, selvom jeg helst gerne vil træne mindst 4.
Jeg kan godt følge dig i, at det kan være frustrerende og demotiverende hele tiden at skulle opnå mål (måske lidt usundt for sindet egentlig?), i stedet for bare at nyde den fantastiske følelse af velvære, som træningen giver. :-)
Samme her. Jeg planlægger heller ikke hvor mange gange jeg skal træne eller hvordan jeg skal træne (selvom den form for planlægning godt kan være smart i perioder), men jeg træner når jeg har lyst og det jeg har lyst til. Ikke så mange forpligtelser :-)
Super godt indlæg! Jeg er også enig med dig i det du skriver! Jeg træner selv for at holde mig sund og for at forebygge diverse sygdomme og selvfølgelig fordi jeg godt kan lide at træne. Dog må jeg indrømme at jeg går ekstra meget til den hvis jeg ved jeg skal ned i en bikini ;)
– Maria
Dejligt du kunne bruge det! Jeg kan da også godt finde på at skrue lidt ekstra op for intensiteten af træningen hvis jeg har nogle små mål eller bare har lyst til at give den mere gas :-)
Tak for en super godt indlæg! Jeg kunne ikke være mere enig. Det er selvfølgelig op til hver enkelt hvorfor man vælger at træne, men pga de sociale medier er det blevet så nemt at offentliggøre sine mål og resultater hvilket også er fedt, men det kan samtidig godt lægge et pres om at alle skal have sixpack eller se ud på en bestemt måde og træne på en bestemt måde. Det kan være rigtig god inspiration, men for dem som måske har svært ved at sortere i det de læser og ser kan det godt opfattes forkert. Alle behøver nemlig ikke træne for at blive tynde, fit eller få sixpack. Det er op til en selv om man træner fordi de er sjovt, en pligt eller fordi det giver en god samvittighed. Jeg tror bare det er enormt vigtigt at huske at lytte til sin krop og ikke gøre noget fordi alle andre gør det.
Det er lige præcis det, der er min pointe! :-)
“Ældre” indlæg, men tillader mig lige at svare. Jeg løber og træner lidt og har det skide sjovt, fordi jeg får mine tanker væk også handler det egentlig bare om, at få pulsen op. Derofr løber jeg heller ikke hver anden dag og jeg har bestemt ikke noget træningsmål, som at tabe mig, tone kroppen op osv. At det sker, er vel bare et plus. Jeg løber for at få den energi. Jeg glæder mig til hver en tur, jeg kan komme ud på. Jeg løber bare, når jeg har tid og jeg vil. Om det så kun er 10 minutter jeg lige får “luftet” benene eller en time, så er det lige fedt, hver gang.
Har simpelthen så svært ved at forstå, hvordan man kan (Undskyld, at jeg generalisere mm.) kan stå inde for 4 vægge hver dag i halvanden time, hvis ikke mere, også dyrke sit eget ego. Så kan de skrive på deres fine blogge: “Jeg havde virkelig ikke motivationen i dag.” Jamen, hvorfor så gøre det? At de måske ikke lige træner i dag forhindrer vel ikke sickpacken i at komme et år efter. Altså jeg har mødt mange, hvor hele deres liv, bliver den sixpack. De frasiger de hyggelige aftener, hvor man måske spiser lidt for mange kalorier osv. osv. osv.
Jeg lever selv utrolig meget i nuet og har selvfølgelig mål i fremtiden mm.
Jeg ved det ikke. Det er så langt fra, hvad jeg vil, så tænker det er derfor, at jeg er lidt i mod det.
Et lidt forsinket svar til dit interessante indlæg :) Jeg har tabt mig 25 kg siden januar ved endelig at tage en beslutning om at lette mig fra sofaen og spise sundt – du ved, luk munden og let røven- kuren :D Jeg fik mig meldt i et fitnesscenter og efter at have tabt de første 10 kg kunne jeg begynde at løbe, så nu træner jeg fitness og løb 4-5 gange ugentligt. Nu har jeg nået mit mål, føler mig slank og stærk og har fået masser af energi, men jeg skal ikke tabe mig mere – så nu vil jeg bare træne for min nydelses skyld og for fortsat at føle mig stærk og fuld af energi. Jeg er flere gange blevet opfordret til at bruge pulsbælte i mit center, men jeg vil ikke være besat af at skulle forbrænde et vist antal kalorier – jeg vil være høj på glæden ved at bruge min krop :)
Åh… Et eller andet sted har du ret… Man skal jo også være tilfreds!
Men… Lige nu virker det for mig at have klare mål – med belønning ;) Målet er at tabe 30 kg (kan måske nøjes med 25…) Men det er simpelthen uoverskueligt! Så jeg har klare delmål – i starten var det pr. 5 kg… Men det fungerede bare ikke… Tværtimod kunne jeg mærke at jeg blev ramt af mine teenageårs skræmmende tanker og blev i stedet påvirket negativt…!
Jeg har nu i stedet sat mig nogle helt nye mål – som ikke handler om vægt! Ja, at tabe sig er en bonus, men det er ikke målet i sig selv! Ligenu…!
Jeg har i stedet lavet et 5 ugers træningprogram, hvor hver overstået træning og dag får et kryds. Når alle 5 uger har et kryds på jeg købe en lilla Kari Traa Butterfly-top. Nu 2,5 uge inde i træningsprogrammet kan jeg for første gang sige: Jeg har rent faktisk holdt fast i min træning! Jeg er rent faktisk begyndt at glæde mig til at skulle løbe! (løber 3 gange om ugen – er ved at træne op til 5 km på 30 minutter) Jeg har slået min egen rekord i løb, jeg kan føle forskellen på min krop og for allerførste gang er jeg “næsten” ligeglad med vægten – jeg kan nemlig mærke forskellen på min krop! OG DET FØLES FEDT! Men.. Jeg ved også, at når jeg har overstået de her 5 uger og har fået min top (som jeg virkelig kæmper for!)… så skal der laves et nyt træningsprogram – med ekstra fokus på bestemte områder… igen… med en ny gave! (skal være træningsrelateret). – og sådan bliver det ved, indtil jeg er tilfreds når jeg kigger mig i spejlet…
Så det handler vel om, at man skal nå der til hvor man bliver tilfreds – og så måske have nogle realistiske mål samt nogle gode venner der siger til, når man ikke selv kan se at nu er det nok?