Min scenedebut – kiksere og nerver

Jeg er sådan lidt træt i det i dag. Men på den bedst tænkelige måde. Min krop er mør efter mange timers træning og forberedelser, og mit hoved er fuldstændig fyldt op af indtryk, oplevelser og input.

BE LOUD på Docken i går var på alle måder en kæmpe oplevelse.

Min træthed kan vel også sammenlignes med den følelse jeg har dagen efter en eksamen. Det er ikke fordi jeg vil sidestille det at stå på scenen til BE LOUD med en eksamen, for jeg havde virkelig, virkelig, virkelig glædet mig til det, men det er alligevel samme følelse af at en masse forberedelser og forventninger kulminerer. Jeg skal da også indrømme at jeg havde en lille smule nerver på da klokken nærmede sig 17.10 hvor mit team og jeg skulle præsentere BODYFLOW. Hvis jeg havde tænkt meget over, at det var første gang i mit liv jeg skulle stå på en scene foran så mange mennesker (hvoraf mange i øvrigt er vildt dygtige instruktører og trainers), var jeg nok blevet endnu mere nervøs. Men det var egentlig ikke derfor at jeg havde nerver på. Der var én ting som jeg ikke følte at jeg havde styr på, og det var staging – altså koordination ift. hvordan vi 4 instruktører skulle placere os på scenen for hvert track. Sådan en åndssvag lille ting! Faktisk er det dét jeg har forsøgt at tegne med prikkerne på billedet så jeg kunne huske det på den måde. Haha. Af én eller anden grund ville det bare ikke sidde fast, hvilket virker helt latterligt når jeg vil mene at der er andre ting som er mere komplicerede at holde styr på som fx koreografi.

I fredags mødtes mit team og jeg for at øve sammen for første gang, og heldigvis havde vi en rigtigt god øvesession. Sådan virkelig god. Vores mål var at fokusere meget på at være synkrone og flydende i vores bevægelser, og på magisk vis gik det virkelig let. Som jeg også sagde til de andre, var det vitterligt som om jeg kunne fornemme dem omkring mig og slet ikke behøvede at kigge på dem da jeg stod på scenen. Det var virkelig en speciel følelse og gav en helt ny dimension til programmet – i hvert fald for mig.

Dén del var jeg virkelig glad for, men jeg var langt fra tilfreds da jeg kom ned fra scenen. Det var nemlig ikke ligefrem alt der gik efter planen. Inden jeg trådte op på scenen var jeg fuldstændig afslappet og med en følelse af at have styr på det jeg skulle have styr på. Da vi når til track 3 og det bliver min tur til at undervise, går det nærmest galt med det samme. Min mikrofon begynder at skratte og lyden forsvinder fuldstændigt. Jeg når bare lige at tænke noget i retning af the show must go on da der pludselig står en teknikmand bag mig i fuld gang med at tage min mikrofon af (hvilket ikke er så let da ledningen sidder på indersiden af min trøje) og give mig en anden på. Kikset og pinligt. Det føltes som om han stod der i en evighed, og jeg glemte alt hvad jeg havde planlagt men får fuldført så godt som jeg nu kan. Heldigvis (og det er jeg ovenud glad for) var der efterfølgende mange der kom og sagde at jeg håndterede det godt og at man slet ikke kunne mærke at jeg blev hylet ud af den. Så virker mit pokerfjæs måske after all! Haha. Generelt fik jeg faktisk så mange søde ord med på vejen at jeg blev helt forlegen.

Det var altså ikke helt smertefrit at få taget min scenemødom, men hold op hvor var det bare FEDT. Jeg føler mig så heldig og priviligeret over at få lov at være med, at lære så meget og få så mange nye, dejlige venskaber. Les Mills-familien er altså virkelig givende.

Fun fact: Hele seancen med mikrofonskiftet og min reaktion er blevet fanget på video og det er sgu meget sjovt at se… Måske jeg skulle dele den med jer 😉 Jeg håber dog at der dukker nogle billeder op fra eventet, og ellers kan I lure lidt under #BELOUD2016 på Instagram.

Var der nogle af jer der deltog? Eller er der måske nogle af jer der har lyst til at være med når fitnessfesten bliver afholdt igen til marts?