Larm

larm

{ Kan du finde Holger i ingenmandsland? }

Det her indlæg skulle måske være forblevet en kladde eller bare et indlæg som jeg skrev til mig selv for at få mine tanker ud af hovedet og bearbejde dem mens de kom ud i gennem fingrene og ned på tastaturet. Ikke fordi det er hemmeligt eller synderligt privat, men fordi det nok ikke rigtigt har nogen relevans for andre end mig selv.

Og så alligevel…

Måske er der nogen af jer der sidder med de samme tanker, og i så fald kan det måske være en hjælp at følge med i mit tankemylder.

Jeg har kun lige nævnt det, men jeg har slet ikke fået forklaret hvad min tur til Island egentlig gjorde ved mig. Der er dog stadig elementer fra den tur som jeg ikke helt kan forklare. For eksempel at jeg tudede den første dag fordi det hele bare var så overvældende. Jeg ved at tårerne ikke kun skyldtes den der åh-jeg-har-følt-mig-stresset-og-nu-kan-jeg-endelig-slappe-af-fornemmelse, men også at jeg simpelthen bare blev så rørt over hvor utroligt smukt der var og hvor meget jeg egentlig sætter pris på at være i rolige omgivelser i allerbedste back to nature-stil. Kald mig bare hippie, men det bliver mere og mere tydeligt for mig hvor meget jeg elsker naturen og den effekt den har på mig. Jeg kom da også nærmest i gennem hele følelsesregistret den dag vi kørte rundt og udforskede store dele af sydsiden på øen. Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse, og jeg blev konstant overvældet af kontrasterne. Overvældet af hvor smukt der var og hvor barskt der var. Hvor roligt og hvor råt der var. At det på én og samme tid var både trygt og uhyggeligt. Afslappende og voldsomt. Storslået og alligevel utroligt simpelt.

Læs også: Frugt gør mig emotionel

Naturen på Island er bare noget helt særligt, og det tror jeg ikke man behøver at være hippie-agtig-nature-girl ligesom mig for at synes. De kontraster jeg oplevede gennem naturen fik på én eller anden måde sat gang i en masse tanker i forhold til min hverdag og hvordan jeg prioriterer. Det der med at være tæt på naturen (i mere end én forstand) fik mig simpelthen til at tænke over hvad der egentlig er vigtigt i mit liv. Og ja, det lyder måske både frelst og kliché-agtigt, men det er måske først når jeg siger, at det føles som om jeg har fået en åbenbaring at du begynder at himle med øjnene. Okay, åbenbaring var måske et voldsomt ord, og jeg fik altså ikke en besked fra de højere magter, men jeg fik om ikke andet åbnet mine øjne.

Jeg tror det er meget normalt at man til en vis grad reviderer sit liv når man er på ferie. Det er der ganske enkelt mere tid til at gøre. Dét der nok gjorde allermest indtryk på mig i løbet af de 5 dage jeg befandt mig på Island var hvor meget jeg elskede stilheden. Og jeg mener ikke bare den der ro man får når man holder ferie og kommer lidt væk fra hverdagen og de vante rutiner. Jeg mener stilhed i ordets ganske simple forstand. Ingen larm. Bare fuldkommen stilhed. Både i mine fysiske omgivelser (aka. ingen støj fra Københavns summen) men også i mit hoved. I de 5 dage var der ingen bekymringer og ikke noget tankemylder. Til gengæld tror jeg at min hjerne har forsøgt at kompensere for den stilhed ved at øge min mentale aktivitet til det dobbelte da jeg kom hjem. Eller også har jeg bare fået så meget ro i 5 dage, at det først er nu jeg bemærker hvor meget larm der egentlig er i mit liv.

Det er først og fremmest larm i form af støj. Høje eller forstyrrende lyde. Det kan selvfølgelig ikke helt undgås når jeg bor i København, men det er alligevel noget jeg ville ønske der var mindre af. Noget jeg kunne tage en pause fra. Mit liv er dog også fuld af larm på andre måder. Der er så meget der larmer, støjer og fylder og optager unødvendigt meget plads. Jeg har for eksempel altid elsket tanken om kun at eje ting som jeg virkelig har brug for og som jeg virkelig sætter pris på, og på den måde lever jeg nok også mere minimalistisk end de fleste. Det er dog ikke kun i stil med minimalismen og den der smid-væk-og-skær-ind-til-benet-mentalitet som er meget populær lige nu. Jeg trænger til at få mere retning retning i mit liv og finde dét der virkelig giver mening (uden for meget fyld og fluff som jeg elsker at kalde det), men samtidig vil jeg også tillade mig selv at følge flowet og være intuitiv og åben. Det ville give mig mere ro. For mig, lige nu, er det utroligt svært at forene de to aspekter, og det skaber en masse larm i mit hoved. Især fordi jeg lige nu befinder mig et sted i mit liv hvor jeg ikke er sikker på noget som helst – om jeg har valgt den rigtige vej, om jeg gør det godt nok, om jeg overhovedet er god nok…

Kender I det der med at livet bare larmer?

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Jeg kender det SÅ godt! Både den “almindelige larm” og den lidt mere underlige larm i form af ting, tanker etc.

    Jeg skar meget almindeligt larm fra, da jeg blev selvstændig og jeg har hver dag 6-7 timer i næsten komplet stilhed. Men alligevel kan jeg mærke, at jeg har meget anden larm i øjeblikket og det er jeg så ved at finde ud af, hvordan jeg kan få ryddet op i..

    Spændende indlæg, Christine!

    • Hvor er jeg glad for at du kan relatere til det, Jane. Jeg har også fulgt meget interesseret med i dine indlæg omkring det at være introvert, som jeg også kan nikke genkendende til. Tusind tak for din kommentar ✨

  • Vi bor på landet, hvor støjen er helt anderledes. Når jeg er i fx Aarhus på kurser eller som pt for at skrive BA, så er det bare så belastende at jeg ikke hører Radio/lydbog og helst foretrækker RO resten af dagen. Og jeg er ikke særlig sensitiv eller noget.
    Jeg tror den ‘almindelige’ støj betyder noget. Også for hvor hurtigt ens tanker render, hvor godt du sover etc.

  • Virkelig interessant indlæg. Det med at finde ind til det vigtigste og forsøge at undslippe alle de forstyrrelser, der kan være, er jo virkelig svært!
    Så må jeg altså også lige sige: Selvfølgelig er du god nok, præcis som du er! Jeg synes faktisk, at du er mega sej, selvom jeg overhovedet ikke kender dig ;-)
    Du inspirerer mange mennesker, og du virker udadtil til både at være tjekket og eftertænksom.
    Jeg har ikke fulgt dig så længe, men siden jeg fandt din blog for måske 3 måneder siden, har jeg læst hvert et indlæg. Så du KAN noget – og sikkert meget mere (og det har du selvfølgelig hørt før, det ved jeg godt..)