Tights fra Sense of Karma (her)
Ja ja, det kan da godt være det vækker mest begejstring når 2 bliver til 3, men der blev altså også jublet i søndags da 5 blev til 10 (måske nåede I at se det på min Insta Story?).
Er du ikke helt med?
Det er på tide med en lille update på min håndstand. Jeg er jo i gang med et forløb hos Niels Jørgensen som jeg startede på for to måneder siden. Han står for programlægningen og coacher mig i gennem den proces (eller skulle jeg sige rutsjebane) det er at ville lære at stå på hænder. De af jer som har fulgt med længe kan måske huske, at jeg for knap 2 år siden begyndte at udforske håndstanden med #håndstandforbegyndere, men dengang var det meget ustruktureret. Nu har jeg trænet målrettet mod en fritstående håndstand i godt 2 måneder, og selvom jeg nogle gange føler at jeg stagnerer, udvikler jeg mig gradvist hele tiden. I søndags føltes det som noget af et gennembrud da jeg endelig formåede at vippe mig fri fra væggen og fange en nogenlunde lige og stabil håndstand i 10 sekunder. Endelig blev de 5 sekunder, som jeg jublede over for halvanden måned siden, til 10! Den succesoplevelse havde jeg nok også brug for især nu hvor vi tager hul på den næste progression; opsparket. Indtil videre har jeg kun vippet mig fri af væggen (både med ryggen til og med brystet mod), men nu hvor jeg efterhånden får nogle gode sekunders hang time hver gang, skal jeg selvfølgelig også begynde at have styr på at sparke op i håndstanden. Puha, det er svært!
Noget af det der har fascineret mig meget i det her forløb er hvordan min håndstandstræning påvirker min øvrige træning. Der er så mange ting i BODYFLOW og yoga som lige pludselig er blevet meget lettere. Fx det at skulle stå i bird pose, som er en øvelse der indgår i det nuværende BODYFLOW-program, har aldrig føltes så let for mig. Jeg er overbevist om at det hænger sammen med mit håndstandsprojekt, som først og fremmest udgør en noget større udfordring, og som samtidig giver mig en masse overførbare redskaber og teknikker. Derudover har jeg fået en langt bedre kropsfornemmelse (noget der virkelig er undervurderet), og samtidig får jeg trænet noget som jeg i dén grad har godt af; min tålmodighed. Bare fordi jeg øver mig i at vende på hovedet nogle gange om ugen.
Ret interessant, ikke?
⎛ Indlægget er sponsoreret af Ellos, som i forbindelse med lanceringen af deres nye yogaserie, Sense of Karma, har ladet mig teste noget af deres tøj. Jeg er især vild med tightsene fordi de er højtaljede, uden syninger og bløde men samtidig strammer ind alle de rigtige steder. De fungerer i øvrigt også glimrende til både styrketræning og HIIT! Det sejeste er dog at de er en del af en kollektion, som hovedsageligt produceres af bæredygtigt materiale, og som er lavet i samarbejde med help@hand. For hvert solgt produkt går 3 kroner til et velgørende formål. Så kan man altså tale om god karma! ⎠
Super flot håndstand….hilsen en gammel gymnast, i øvrigt giver håndstand også super flot toning til arme og skuldre
Tusind tak, Gitte! Jeg kan desværre ikke stå der særligt længe, og jeg er som sagt kun lige begyndt på opsparket, men det begynder da at ligne noget. Og ja, jeg kan også begynde at se og mærke, at arme og skuldre er blevet trænet lidt ekstra 😄