Feriesnak + et personligt interview

I dag har jeg officielt sommerferie. Sådan på papiret i hvert fald. Jeg har ikke flere yogatimer for nu, og min mail bliver så småt lukket ned i takt med at jeg får afrundet de sidste projekter. I morgen aften rejser jeg nemlig til New York, hvor jeg de næste 3 uger skal deltage i Advanced Leadership Training, som er en slags overbygning på den yogauddannelse jeg allerede har taget i Strala-regi. Det bliver tre uger med masser af nye redskaber til min undervisning, masser af tid til at vende blikket mere indad og arbejde med mig selv, og endnu mere tid til at være sammen med alle de fantastiske Strala-mennesker – både dem jeg kender i forvejen og dem jeg får fornøjelsen af at komme til at kende.

Men det er jo ikke rigtig sommerferie

Hvis du er en af dem der har fulgt med i et stykke tid, ved du at jeg normalt holder sommerferie i Sydfrankrig, mit andet hjem, med min familie. Altid. Det er nærmest en familietradition. Og den tradition kommer jeg altså til at bryde lidt i år, hvilket har gjort mig ret emotionel især de sidste par uger. Jeg kan slet ikke forklare, hvor speciel min sommerferie er for mig og min familie og det bånd vi har. Det er også ekstra svært i år efter at min lille nevø er kommet til og skal med for første gang. Tanken om ikke at skulle dele den oplevelse med resten af familien gør lidt ondt må jeg indrømme.

Samtidig er det jo faktisk slet ikke en ferie jeg skal på. Det er en 3-uger lang uddannelse, som bliver super intens på alle måder. Og jeg glæder mig helt vildt, misforstå mig ikke, men jeg skal helt klart lige vænne mig til tanken om, at den sommerferie som jeg kender (og som har været en tradition i hvad der snart er to årtier), ikke bliver en realitet i år.

#readysetEASE

Det har lige taget mig noget tid at vænne mig til tanken om et helt nyt setup hvad angår sommerferie, men takket være Strala har jeg ikke fyldt mit hoved med bekymringer og ærgrelse og generelt negative tanker. Jeg er nemlig blevet langt bedre til at håndtere mine tankemønstre og især sådan noget som bekymringer, som jeg ellers tidligere havde tendens til at lade fylde alt for meget. Dét og meget mere kommer jeg bl.a. ind på i et interview, som jeg har lavet sammen med Tara til stralayoga.com. Jeg er simpelthen så taknemlig over at få lov at være med og rørt over at Tara har valgt at bruge creativity + ease som overordnede temaer i mit interview som blev ret personligt.

Interviewet findes lige her.

Offlinetid og noget om at dele

Nu hvor jeg rejser og skal deltage i en intens og omfattende uddannelse, giver det nok sig selv at der ikke bliver tid til at udvikle en masse nye opskrifter og generelt nyt indhold til bloggen. Desuden kan man vist også roligt sige at sommermånederne er agurketid i blogland, fordi folk bruger deres tid på andre ting som får dem væk fra skærmene.

Jeg kommer dog ikke til at gå offline de næste tre uger, for jeg vil rigtig gerne dele mit Strala-eventyr (og især effekten af det) med jer. At dele (og her mener jeg egentlig især via ord og tekster) er virkelig noget, som giver mere og mere mening for mig. Især efter at min skønne veninde Anna sagde dette:

“The more we share, the more we have – individually and together”

De ord har virkelig sat sig fast hos mig.

Vi ses

Jeg håber at I alle sammen får den skønneste sommer. Hvis I har lyst og tid til at følge med, kan I som altid finde mig på Instagram (@christinebonde), hvor jeg vil dele mine oplevelser, tanker, refleksioner osv. de næste tre uger. Mon ikke der også sniger sig noget turist-i-New-York-agtigt materiale ind hist og her ;-)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Når du kommer hjem fra dit Strala eventyr (hvor ser det dejlig ud på IG), kunne du så måske lokkes til at komme med lidt tips til gode yoga tights? Jeg er ved at slide mine yndlings op, og har lidt svært ved at finde nogle nye højtajlede og ikke helt gennemsigtige på numsen.

    • Hej Laura!
      Jo, det kan du tro. Jeg har efterhånden prøvet en del, så det var faktisk en god ide. Tak for tip :-)

  • Hej Christine,

    Har fuldt dig i noget tid (især dit arbejde med håndstand på Instagram, som jeg selv er meget inde i), samt på din smukke blog.

    Strala Yoga lyder virkelig spændende! Det er ikke noget jeg hverken har hørt eller set før… Hvordan er det i forhold til de andre Yoga-former, f.eks. Hatha eller Astanga?

    Dejligt at du holder (næsten) helt fri fra online-verdenen – det har man virkelig brug for til tider.

    God mandag!

    Dbh
    Jonas.

    • Hej Jonas!

      Dejligt du følger med og tak for de søde ord. Det sætter jeg pris på :-)

      Det kræver en længere forklaring at fortælle hvad Strala egentlig er for noget. Jeg vil altid anbefale at folk prøver det først :-) Men sådan meget overordnet er der mere fokus på bevægelsen frem for stillingen, naturlig bevægelse, at dyrke sin intuition og droppe no pain no gain-mentaliteten. Faktisk har jeg lige åbnet op for en ny Strala yoga workshop hvor jeg går i dybden med det hele. Du kan tjekke det ud her: https://www.facebook.com/events/1995310130533922/ Det ville super fedt at have dig med!

      Knus