Jeg er egentlig ikke meget for at fortsætte den evige debat om kvindekropsidealet for jeg troede faktisk at vi var nået til et punkt hvor alle kropstyper var blevet mere eller mindre accepteret, men der er opstået en ny tendens, som efter min mening kan risikere at tage en forkert drejning. Det drejer sig om et populært citat, som umiddelbart virker rigtigt positivt ved at tage afstand til det meget tynde kropsideal som har været (og stadig er) meget eftertragtet, men alligevel kamuflerer et helt nyt kropsideal som kvinder kan føle sig mindst lige så pressede til at skulle leve op til. Måske kommer det her indlæg til at dele vandene blandt jer der læser med, men i så fald håber jeg at I vil dele jeres holdning.
“Strong is the new skinny” – dét citat popper op over alt, og jeg kan ikke lade være med at tænke “Jep, jeg vil gerne være stærk – men hvad er der nu galt i at være skinny?”. Så vi skal altså droppe tanken og idealet om at ville være skinny men i stedet satse på et nyt, som går på at være stærk (både fysisk og mentalt går jeg ud fra). Yes, det er egentlig et meget godt budskab. Problemet er bare, at det der med at være stærk godt kan blive tolket på en lidt overdrevet måde når det kommer til det fysiske og dermed udseendesmæssige. Især på Instagram falder jeg tit over før-og-efter-billeder hvor piger viser deres forvandling fra at være naturligt tynde til at have bygget rigtigt meget muskelmasse på. Og først og fremmest: stor cadeau til dem for deres indsats og respekt herfra! Jeg står af når man begynder at kritisere før-billedet ved at sige hvor usundt og grimt det ser ud at være “afpillet” eller “svag” fordi man ikke kan se de markerede muskler – i nogle tilfælde bliver det virkelig fremstillet som om at ingen markerede muskler er lig med usund og uattraktiv. For nu ikke at forvirre nogen vil jeg gerne slå fast at jeg personligt synes det er flot med markerede muskler til en vis grænse, men det er langt vigtigere for mig at FØLE mig stærk og vide at min krop derfor kan præstere – funktionalitet er virkelig vigtigt for mig. Jeg kan da også godt lide følelsen af at kunne løfte tungt fordi jeg ganske enkelt elsker at styrketræne, men jeg stræber hverken efter et åleslankt ideal eller at se mest mulig muskuløs ud. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på dem som virkelig har svært ved at få markerede muskler og som forgæves forsøger at leve op til idealet. Når det så er sagt tager jeg virkelig hatten af for dem som kæmper for at få en muskuløs krop, og jeg ved også godt at det så langt fra er alle der gør det fordi de føler sig underlagt et særligt kropsideal.
Min pointe er at jeg synes det er en skam at der konstant skal være et bestemt kropsideal uanset hvad det kropsideal måtte være. Selvom jeg synes at det at være stærk (både fysisk og psykisk) er noget som er værd at stræbe efter, så bryder jeg mig ikke om når det bliver fremstillet som et ideal der udelukkende går på det udseendesmæssige. I så fald er “strong” ikke et bedre ideal end “skinny” fordi det får nogen kvinder til at føle at der er noget nyt de skal leve op til med deres udseende. Desuden er der nogen som slet ikke er interesserede i at ændre deres krop til at se mere muskuløs ud. Nu tænker nogle af jer måske “Jamen sund er vel et godt kropsideal?” og ja, det er det, men så snart det begynder kun at gå på det udseendesmæssige kan det godt gå galt.
Hvad siger I?
Translation: To be honest, I’m too lazy to translate. Please use Google Translate if you’re interested.
Rigtig godt indlæg! – jeg kunne ikke være mere enig :)
Er glad for, at du poster opslag som dette, for det er virkelig hårdt hele tiden at skulle leve op til et bestemt krops ideal. Om det så er at være tynd eller stærk, er følelsen af ikke at kunne leve op til et ideal, hvilket man sjældent kan, rigtig svær at håndtere.
Jeg tror desværre altid der vil være et mere eller mindre synligt kropsideal som folk føler de skal leve op til, men man kan håbe at de idealer bliver mere sunde og opnåelige i fremtiden :)
Først og fremmest.. hvor er det fedt du tager emnet op til debat :-)
Jeg kan sagtens sætte mig ind i din tanke om hvor “fustrerende” det er, at der hele tiden er en eller anden form for ideal at leve op til og hvor svært det må være for især mange unge piger at leve op til. Jeg synes der burde komme langt mere fokus på hvad rigtig sundhed er! Det kan godt være man er slank og markeret, men hvis man lever med tanken om at man SKAL ned at træne og skal spise en bestemt kost, er det så det værd? Er man så sund? Efter min mening kan man ikke være sund hvis det man gør for at være sund er noget der skal gøres og påvirker ens humør og væsen i den forkerte retning! :-)
Det er virkelig også en god pointe! Så kan man være nok så sund fysisk, men mentalt er det måske ikke lige så godt fordi man tænker så meget på træning og kost. MEN jeg tror dog at der skal meget til før det kommer så vidt, og jeg vil også gerne forsvare alle “fitness freaks”, for selvom man går rigtigt meget op i kost og træning behøver man hverken være fanatisk eller have ortoreksi (eller hvad folk kan finde på at tro) – der er forskel på dét og at have en kæmpe passion for noget :)
Super inspirerende indlæg, og rammende! Det er for mig et ret personligt emne, men jeg prøver alligevel at kommentere på det…
Jeg har tabt 34 kilo, hvilket er meget for en pige på små 156 cm. Men selvom jeg ved det er en sejr, så prøver jeg konstant at stræbe efter mere. Jeg vil gerne lidt mere fit… Jeg blev “færdig” med mit vægttab for et års tid siden, og det har virkelig ændret min verden. Mit syn på verden og på mig selv… det passer virkelig at man kan se verden med nye øjne, for nu er jeg mere “normal” og sniger mig ikke længere langs væggene for ikke at blive set. det gjorde jeg før!
Men min hud bliver aldrig fit, og jeg bliver nok aldrig åleslank, men jeg kigger virkelig langt efter de “perfekte” piger i fitness og på gaden.
Desværre har en ulykke sænket mig lidt pga. smerter, men det er stadig godt at træne for at styrke kroppen. Mit nytårsforsæt var derfor at træne to gange ugentligt. tre gange er bedre, men det dræner mig fuldstændig, da jeg ikke kan andet de dage jeg træner…
Og efter at have læst dit indlæg må mit mål være at blive ved med at træne de to gange om ugen, for det er jo sundt, og så er jeg sund…. Ikke åleslank, ikke fit, men sund. Og det er jo også en sejr :D
Det blev en lang smørre, håber du bærer over med mig… Tak for et fedt indlæg og et spark bagi ;-)
Jeg er sgu imponeret. Først og fremmest over at du har tabt 34 (!!!!!) kg., og dernæst at du skriver den her kommentar og deler hvordan du har det. Det er virkelig sejt! Jeg tror din kommentar kan have betydning for mange andre piger, for jeg er sikker på der er mange flere der har det som dig. Selvom jeg siger til mig selv at jeg ikke stræber efter et åleslankt ideal eller kæmpestore muskler, så kan jeg da alligevel godt MÆRKE at der findes et kropsideal.
Tak for en interessant og vigtig kommentar! Jeg er så glad for at indlægget kan være med til at motivere dig :)
Jeg kan ikke være andet end enig!
Det er lidt ligesom at det pludselig er blevet sundt at spise pulver/pille-mad. Jeg bliver så forvirret når jeg læser folk skrive “Jeg er så glad for min nye SUNDE livsstil” – “min kost består primært af aminosyre-piller og protein-pulver”.. Sig mig – hvornår blev det lige sundt at spise pulver??
Præcis! Der må jeg virkelig give dig ret. Jeg kan næsten ikke lade være med at tænke “sSå spis dog rigtigt mad!” – selvfølgelig er det lidt en anden sag hvis det drejer sig om folk der skal stille op i konkurrencer eller har brug for diverse kosttilskud af andre grunde, men generelt synes jeg ikke det er nødvendigt at inddrage vitaminpiller, proteinpulver etc. i en varieret kost. Dog kan jeg personligt godt finde på at gøre det i perioder, hvis jeg ved jeg kommer til at mangle det i en periode, eller hvis jeg ganske enkelt bare gerne vil prøve noget nyt af som eksempelvis chlorella, spirulina eller lignende.
Jeg synes det er et meget vigtigt emne, du tager op, og jeg vil give dig HELT ret! :) Hvornår bliver det sund og glad, man vil stræbe efter? Det er jo netop sundhed :)
Godt indlæg!
Nemlig. Og sund og glad skulle helst ikke sidestilles med et kropsideal, og slet ikke et som kun få kan leve op til.
Vigtigt indlæg i debatten om kropsidealer, sundhed og kvinder.
Personligt har jeg altid været den tynde (men slappe og usunde) og hoppede kæk på Strong is the new skinny. For mig betod stærk=styrketræning=sundere, dvs. bedre end slap og tynd. Det betød mere fokus på træning og kost og sundhed.
Jeg kan sagtens følge din pointe i det med kropsidealer. Har man et lavt selvværd, er det nemt at lade sig blænde af diverse kropsidealer og måske tolke dem på en ikke altid sund måde, hvilket giver sig til udtryk i den måde man forsøger at nå idealet – og hvordan målet/idealet ser ud for dem.
Sundhed handler for mig ikke kun om kost og træning. Det handler ikke kun om at sove nok (kvalitetssøvn), drikke nok vand, spise på den ene eller den anden måde, cardio eller styrke etc. Det handler også om det psykiske.
Hvis du grundlæggende er utilfreds med din krop, har lavt selvværd m.m., så er det ligemeget hvor sund du er fysisk. For det vil ikke være nok. Omvendt kan din fysiske sundhed påvirke din psykiske og omvendt. Det er ikke sort-hvidt.
Men jeg er overbevist om at mange især kvinder kan komme langt, hvis de accepterer sig selv og deres krop. Meget lig det som Eva skriver om her: http://evatorgersen.dk/sund-er-det-nye-slank/
Når man opfatter citatet på den måde som du gør synes jeg også det lyder positivt, men jeg mener bare, at man ikke behøver have svulmende muskler eller være bare lidt markeret for at være sund. Jeg elsker som sagt selv at styrketræne fordi man gør noget godt (og sundt!) for sin krop. Dog vil jeg mene at selvom man er “slap” og tynd kan man sagtens være sund. Min pointe er nemlig at der sidder nogle piger/kvinder derude som bare ikke får dén muskuløse krop af at styrketræne, og måske er de heller ikke interesserede i at få en krop der ser sådan ud. Så selvom det i min verden er positivt at være stærk, så behøver det ikke at kunne ses.
Og jeg er helt enig med dig i at sundhed også handler om det psykiske, og jeg har til en vis grad også en holistisk holdning til sundhed lige som Eva :)
Meget interessant debat og hvor er det dejligt du tager den op.
Jeg har altid været en slank og trænet pige, men har måske ikke haft verdens bedste selvværd. Jeg hoppede glædeligt med på bølgen. Jeg ville være trænet, markeret og så skulle jeg spise sundt. I starten var det en vidunderlig livsstil og jeg elskede at spise sundt. Det har jeg nu altid gjort, men jeg skruede lige en tand mere op og interesserede mig for at få en masse grøntsager og proteiner..
Efter noget tid kom der en forfærdelig kontrol over træning og min kost. Og mit lave selvværd fik det bestemt ikke bedre, selvom jeg så masser af resultater, for det kunne, efter min mening, sagtens gøres bedre. Så jeg fortsatte og til sidst havde jeg ikke mere kontrollen over min træning og min kost og mit selvværd var totalt i bund. Fedt var nu udelukket fra min kost og jeg havde mistet meget socialt, fordi jeg blev totalt besat af at leve op til det, der bliver kastet i hovedet på os over det hele i medierne.
Nu sidder jeg her. Sygemeldt og med mit medlemskab hos fitness i bero. Ingen skole, ingen fritid, ingen indflydelse på hvad jeg skal spise, ingen shopping.. I det hele taget ikke noget teenageliv. For det er blevet taget fra mig. Jeg har fået konstateret anoreksi og uden jeg har vidst det, har anoreksien frataget mig alt hvad jeg havde. Godt humør, humor, mit sociale liv, min gode personlighed, og vigtigst af alt, min krop. Den er udmattet, mit hjerte fungerer ikke og jeg er totalt underernæret.
En anden historie om, hvad kropsidealer kan føre til. Og hvor jeg dog ønsker, at andre er bedre til at sige fra.
Hej Luna
Jeg er igang med at forberede min sidste hhx eksamen, DIO (det internationale område), hvor jeg skriver om kropsidealer. Jeg er nu igang med mit nye afsnit og vil her kommer ind på ‘Strong is the new skinny’ konceptet, hvor jeg vil skrive om hvorvidt der er godt eller negativt for det danske kropsideal og hvilke konsekvenser sådan et fænomen får. Jeg har tænkt på at komme ind på vinklen hvor man ikke længere kan styre sin træning, og tænkte på om jeg måske må bruge din kommentar som eksempel? Det bliver selvfølgelig anonymt og vil blot hurtigt blive nævnt :-)
Håber du ser denne kommentar, da jeg skal op på onsdag.
Mvh Stine Nordgaard
Absolut et vigtig emne, men hvorfor er der ingen der diskuterer hvor vidt al’ den træning overhovedet er sundt for kvindekroppen?! Forskellige studier har da påvist en sammenhæng mellem hård træning og fysiologiske ændringer i kvindekroppen, med alt fra manglende menstruation, osteoporose, kardiovaskulære problemer, muskuloskeletale skader og manglende fertilitet. Og her er de potentielle psykiske lidelser ikke engang nævnt!! Når jeg ser mig omkring ser jeg efterhånden ikke sunde piger/kvinder, men sygelig tynde og muskuløse “androgyne unge drenge”. Sikke en skam…Det er altså ikke charmerende med store triceps eller six-pack på en kvinde, og de naturlige former er ved at blive trænet væk. Jeg synes at hele det der trænings-halløj er ved at tage overhånd godt hjulpet på vej af de sociale medier, og “se mig” kulturen. Hvem i alverden bestemmer disse sygelige kvindeidealer?!