At være ægte i sundhedsverdenen

GB_MG_1612

Uha, der er gang i sundhedsdebatterne i blogland lige for tiden, hva’? Jeg synes der er rigtigt mange interessante betragtninger, på trods af at størstedelen efter min mening er gentagelser som lige har været en tur i omformuleringsmaskinen. Det gør dem absolut ikke mindre vigtige (for jeg synes bestemt der bliver taget nogle vigtige emner op og jeg er enig i langt de fleste holdninger), men jeg synes bare man skal passe på med at få det til at lyde som om man lige har opfundet den dybe tallerken. Jeg har delt min mening om nogle af de omtalte emner i tidligere indlæg her og her.

Én blogger har formået at sætte ord på en vinkel, som desværre ikke har fået nær så meget opmærksomhed, men som jeg i dén grad er enig i. Amanda Louise skriver:

“Det kan godt være at jeg har taget det for givet at den virkelige verden ikke er en dans på roser, fordi jeg selv ved hvordan der ser ud bag facaden. Men jeg går alligevel ud fra, at mine læsere er selvstændige, selvtænkende individer med tilpas meget realitetssans til at kunne gennemskue at det der kommer ud, det ikke er HELE mig eller hele hvem-som-helst-med-en-fancy-Instagramprofil. Er det for meget at forlange? Kan det virkelig passe at man, for at være “ægte”, er nødt til også at checke ind i NamNam en ganske almindelig onsdag aften, eller skrive om at man har været forbi skolens fredagsbar og drukket to fadøl? Ville det være interessant læsning? I think not…”

Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg er egentlig ligeglad med hvorvidt det er interessant læsning, men sætningen om at være ægte fik sat gang i tankerne hos mig. Gør det mig mindre ægte at man ikke finder billeder af en skål med fredagsslik på min Instagram-profil? Gør det mig mindre ægte at jeg ikke viser billeder af min kedelige hverdagsmad? Gør det mig mindre ægte at jeg ikke har været omkring den lokale pizzamand en helt almindelig onsdag og fortalt alle om det på Facebook? Hvis jeg gjorde det, ville det være alt andet end ægte. Er det virkelig meningen at man skal lægge billeder op som kan få folk til at tænke “Åhh, pyhha, hun er trods alt helt normal og ægte og lige som alle os andre”? Skal det nu være en kamp om hvem der kan lægge flest billeder op af slikskålen for at bevise at man er ægte? 

Det jeg lægger op på de sociale medier er ikke et forsøg på at tegne et smukt glansbillede eller overbevise folk om at jeg er perfekt ved at gemme noget bag en facade – jeg poster det jeg synes er interessant, inspirerende, sjovt, pænt, åndssvagt, whatever. That’s just me. Vil du gerne se mit rod der flyder i min lejlighed, mit kæmpestore krusede morgenhår, min vask der bugner af beskidte tallerkener, min mascara der er tværet ud i fjæset efter en hård træning (for ja, jeg træner med make-up), min dødkedelige og knap så appetitlige aftensmad eller lignende, så må du altså lede et andet sted end på de sociale medier, for der er også grænser for hvad jeg vil dele med resten af verden. Når alt kommer til alt er jeg faktisk en ret blufærdig og privat person. Men gør det mig mindre ægte?

Translation: I’m too lazy to translate. Please use Google translate if you’re interested in some of my thoughts about being real in this health obsessed world. 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Det er også noget, jeg har tænkt en del over de seneste par uger, i kølvandet på den overordnede debat. Personligt kan jeg godt forestille mig, at folk, der ser min IG-profil, kan have svært ved at relatere, da der ikke er billeder af slik, udover lidt tørret frugt og 85% chokolade. Sagen er bare, at jeg ikke spiser andet “slik”. Jeg har ikke lyst til det, og jeg har ikke behov for det. Det samme gælder junk og sodavand – det siger mig ingenting.

    Af samme grund kan jeg til tider sidde med følelsen af at være ‘ekstrem’ eller ‘hellig’ og leve en smule stigmatiseret, nu hvor der er så meget fokus på, at det ikke bare er “ok”, men endda næsten en nødvendighed at tjekke ind med slik, junk, alkohol osv. for at understrege at man ‘lever livet’. Måske er jeg bare ekstrem – under alle omstændigheder kommer jeg ikke til at gradbøje mit eget syn på livskvalitet, bare for at virke mere tilgængelig :) Hvis folk tror, at min livskvalitet er mindre af den grund, så må de tro om igen.

    Jeg synes, at det er fint at tendensen er så rummelig – jeg ville bare ønske, at der var endnu mere plads til et bredere spektrum af, hvad der konstituerer livskvalitet :)

    • Og nej, for mig virker du bestemt ikke mindre ægte – jeg synes, at det er dejligt, at du deler ud af dit velovervejede syn på egen sundhed – og jeg har sgu ikke behov for at se andres rod, jeg har nok i mit eget ;)

    • Tusind tak for din kommentar, Tanja! Du fik lige sat ord på nogle af de detaljer jeg ikke formåede at flette ind. Til tider føler jeg mig ærligt talt også stigmatiseret og stemplet som en sundhedsfreak der ikke forstår at leve livet fordi jeg lever det uden alkohol, sukker og lignende. Folk glemmer bare, at der faktisk findes nogen mennesker som altså ikke lider afsavn ved at undvære McDonald’s mad eller lignende. For DEM er det måske et liv i askese, men jeg føler overhovedet ikke jeg mangler noget – tværtimod får jeg så meget andet ved at skulle være kreativ med min mad og finde på alternativer til eksempelvis sukker.

      • Selv tak, Christine! Havde lige behov for at ytre mig :) og mht. definitionen på, hvad der konstituerer sundhed, så tror jeg umiddelbart, at vores definitioner ligner hinanden ret meget.
        Hvis bare folk ville indse at “sundhedsrealisme”-postulatet er enormt individuelt – når folk skriver, at de er sundhedsrealister, så tænker jeg “jamen, det er jeg da også”. Så i virkeligheden siger det ikke ret meget om hverken realisme eller sundhed. Vi lever jo alle med forskellige realiteter og sundhedssyn :)

        • Spot on – igen. Især den med sundhedsreaisme har du SÅ meget ret i. At kalde sig sundhedsrealist betyder tilsyneladende at man har et realistisk forhold til sundhed. Okay. Det kan vi da godt sige. Men hvorfor skal sundhedsrealisme defineres ud fra hvordan man prioriterer mellem sundt vs. usundt? Er man kun realistisk omkring sundhed hvis man gør plads til slik? Efter min mening kan vi alle kalde os sundhedsrealister (selvom det for mig virker lidt meningsløst), for vi har hver vores opfattelse af sundhed og hvordan vi forholder os realistisk til den.

  • Jeg har også tænkt meget over det efter at have læst Amandas indlæg og har også endt med selv at skrive om det. Det er en utrolig interessant debat, der sparker lidt til alle os bloggere om hvad vi vælger at vise. jeg synes at debatten mangler fokus på læsernes eget ansvar. Jeg antager at mine læsere godt kan regne ud at de ikke får et helt billede af mig som menneske, men det jeg vælger at lægge ud er det jeg synes er relevant. Det skaber måske et ensidigt fokus på sundhed, men det betyder ikke at jeg skjuler noget – det er bare ikke bloggens fokus.

    Jeg synes du gør det super godt her på din blog og formår at formidle et meget positivt budskab med hensyn til sundhed, og jeg føler mig ikke snydt som læser fordi du ikke lægger absolut ALLE måltider ud! Alle ved at en blog er et udsnit af en hverdag med et specifikt fokus, det er jo ikke en dagbog ;)

    Anna – http://wonderwomanwannabe.dk

  • Hej Christine.
    Sikke en god overvejelse. Jeg tror det handler om, at man som læser bliver meget nysgerrig på jer bloggeres liv. Man får virkelig lyst til at læse mere om jeres personlighed og hverdagsliv, og dem der giver læserne dette, oplever sikkert også at have/beholde en meget bred læserskare. Jeg må være ærlig og sige, at jeg faktisk ikke klikker herind lige så ofte længere, som jeg har gjort tidligere. Men det er sikkert meget naturligt, at man mister lidt faste læsere ved at vælge en “retning” for sin blog (sundhed), og jeg håber ikke, du bliver træt af det.
    Det er alligevel fedt at høre, at du tænker selvstændigt omkring det og skriver om det, der interesserer dig, i stedet for “bare” at have en all-round blog. Og det er SELVFØLGELIG i orden, at man – som du – vælger at sige “hertil og ikke længere”! Det gør dig ikke spor mindre ægte. Man bliver bare nysgerrig :-)