Som I nok ved, spiser jeg meget ofte mad der kan klassificeres som vegansk. Jeg har da også 2 gange dedikeret en hel måned til at spise vegansk (læs fx her), men jeg er stadig ikke veganer. Jeg kommer sandsynligvis heller aldrig til at sætte sådan et label på mig selv, men derfor er min kost stadig plantebaseret. Netop det her med veganisme vs. plantebaseret kost og det at putte sig selv i kasser ved at kalde sig selv veganer eller plantespiser er noget som jeg synes er enormt interessant, og jeg brygger også på et separat indlæg om emnet. I den forbindelse havde jeg for en måned siden en interessant snak med Johanne som blogger under navnet Englerod og som er forfatter til den veganske kogebog Grønskolling – et navn jeg synes er ret sjovt eftersom min kæreste brugte det om mig i sommers da jeg posede med en kæmpemæssig vandmelon. Efter min snak med Johanne var hun så sød at tilbyde mig et eksemplar af bogen med henblik på at dele mine tanker om den, så den er modtaget som gave.
Jeg har efterhånden fulgt Johanne via hendes blog og Instagram-profil længe, og jeg har altid haft indtryk af at hun var meget afslappet omkring sin måde at spise på. Der er aldrig nogle formaninger eller prædikener om den veganske livsstil som lægger op til debat eller giver omnivore dårlig samvittighed af den ene eller anden grund. I stedet deler hun sin store glæde for madlavning og smukke, næringsrige råvarer på en måde som jeg synes er inspirerende og fuldstændig fordomsfri. Det var præcis samme fornemmelse jeg havde da jeg bladrede i gennem hendes virkelig fine kogebog som efterhånden har en del æselører på de sider med opskrifter jeg er nødt til at lave. Ærtefalaflerne her var den første opskrift jeg afprøvede og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver den. Jeg har fået lov at dele opskriften med jer her:
Ingredienser* til 28 stk:
- 200 g tørrede kikærter
- 200 g frosne ærter
- 1 dl vand
- ½ dl olie
- 1 chilli
- 2 håndfulde frisk persille
- 3 fed hvidløg
- 1 tsk salt
- 1 tsk tørret spidskommen
- 1 tsk tørret koriander
- Lidt friskkværnet peber
*Jeg havde ingen chilli, persille eller koriander, så jeg erstattede det med henholdsvis frisk spinat, forårsløg, cayennepeber og paprika.
Sådan:
- Udblød kikærterne i 10-12 timer.*
- Forvarm din ovn til 200 grader varmluft.
- Optø de frosne ærter og bland dem sammen med de øvrige ingredienser i en foodprocessor.
- Brug en spiseske til at forme falaflerne og bag dem i ovnen i 20 minutter.
*Normalt vil man koge kikærterne efter udblødningen, men det er et rigtigt godt trick at lade være lige når de skal bruges til falafler da det gør at de får den helt rigtige konsistens.
Man kan selvfølgelig også vælge at stege falaflerne på panden, hvilket Johanne også har beskrevet i bogen. Det ville jeg egentlig også have gjort for at sikre at de blev sprøde, men eftersom de næsten altid falder fra hinanden når jeg gør det, valgte jeg at putte dem i ovnen. Jeg forventede ikke samme sprødhed, men helt ærligt… Der er ikke en finger at sætte på hverken konsistens, smag ELLER sprødhed! Det synes jeg faktisk er ret imponerende. Jeg har i hvert fald prøvet at lave falafler mange gange, og jeg ender altid med en dej som ikke rigtigt vil hænge sammen eller blive ordentlig sprød. Johanne har altså formået at lykkes med det hele i en opskrift som ovenikøbet er vegansk og dermed ikke laves med æg som bindemiddel. Det er helt sikkert en opskrift jeg vil vende tilbage til og lave igen og igen og igen.
Jeg serverede dem som en del af en salat bestående af frisk spinat, rødløg, agurk, avokado, blåbær og chiafrø sammen med et glas hjemmebrygget vandkefir. Hvad ville du servere dem sammen med?
The beautiful and talented Johanne aka. Englerod gave me a copy of her cookbook “Grønskolling” (which doesn’t really translate but refers to a person who is crazy in love with greens – I suppose). I got to share one of the recipes and these falafels are without a doubt the best I ever had!