Undskyld far

Jeg har løjet for min far (og faktisk også jer der læser med), men jeg er ikke sikker på at der bliver brug for en undskyldning.

Det er nok mere rigtigt at sige at jeg har omgået sandheden lidt lemfældigt.

Den opmærksomme læser har måske undret sig over at jeg ikke har nævnt noget om sommerferie i Frankrig. Jeg plejer jo at være afsted med min familie hver eneste sommer i mine forældres feriebolig, men i år har det været meget usikkert hvordan sommeren ville komme til at se ud. Jeg har været jobsøgende og vidste ikke om jeg ville ende i et helt nyt job og dermed have svært ved at forlange 2 ugers ferie. Derudover sprang Nicklas ud som selvstændig lige efter at han var blevet udlært, og ingen kunne vide hvordan det ville gå ham økonomisk eller om der ville blive tid til ferie.

Læs også: Træning i Frankrig #2

Da alting lige pludselig faldt på plads for os begge, blev flybilletterne bestilt i løbet af nul komma fem. Inden da havde jeg flere gange sagt til mine forældre at det var svært at sige om vi kunne komme med på ferie, og at de ikke måtte satse på det. Og det kunne de selvfølgelig godt forstå, men jeg er ret sikker på at de ikke fortalte hvor ærgerlige de i virkeligheden var. Da billetterne pludselig var bestilt, fik jeg af én eller anden grund ikke givet beskeden videre med det samme, og det fik mig til at tænke på hvor sjovt det kunne være at holde det hemmeligt og overraske dem dernede. Hvis vi kunne undgå diverse forsinkelser, ville vi lande 15 minutter før dem, og det kunne være så sjovt at komme gående i lufthavnen, helt casual, og se deres ansigter.

Der er bare lige dét at jeg har ret svært ved at holde sådan noget hemmeligt – især over for nogen der står mig så nært. Jeg havde jo mest af alt lyst til at hoppe og danse og fortælle dem det, men vi besluttede os for at vi ville indvi min mor i vores skumle planer og kun være en flok løgnere over for min far 😜 På den måde kunne min mor også sørge for at vi fandt hinanden i lufthavnen osv. Det betød så bare at der var én mere som måtte lyve for min stakkels farmand, men mon ikke han tilgiver os når han ser os komme trillende med vores kufferter?

Når det her indlæg bliver udgivet, sidder jeg sikkert og kigger ud over Middelhavet og håber på at hovedpersonen stadig ikke har fattet mistanke. Jeg tror nu nok at jeg kommer til at sige undskyld alligevel 😉