I dag har jeg langt om længe kastet mig ud i en hjemmelavet matchadrik. Jeg har elsket matcha lige fra første gang jeg smagte det, og siden da har jeg haft lyst til at købe mit eget og udsætte det for nogle eksperimenter i mit køkken. Egentlig ville jeg prøve at lave noget spiseligt, men da jeg kom hjem fra træning tidligere, cravede jeg virkelig noget let og forfriskende som kunne slukke min tørst og samtidig give mig et skud grønt.
Måske vil du også kunne lide: Let og forfriskende grøntsagdsdrik
Jeg endte med at lave denne grønne drik som nok bedst kan beskrives som en hybrid mellem en greenie og en iste med matcha. Jeg var lidt forsigtig med mængden af matchapulver eftersom det var første gang jeg prøvede det, men jeg synes at det passede rigtigt fint. Smagen af matcha (som godt kan være lidt græs-agtig) er slet ikke gennemtrængende, så man kan nok godt komme lidt mere i, men er det første gang man prøver det, er denne mængde lige tilpas. Ønsker man en sødere iste, vil jeg anbefale enten at blende lidt æble i eller tilsætte en lille smule ahornsirup eller honning. Det tror jeg vil være et hit på en varm sommerdag!
Opskrift på iste med matcha
Ingredienser til ca. 4 glas:
- 1 stor håndfuld frisk basilikum
- 1 stor håndfuld frisk mynte
- 50 g frisk spinat
- ½ agurk
- ¼ avokado
- Saften fra 2 lime
- 3 g matchapulver
- 10 isterninger
- 4 dl vand
Fremgangsmåde:
- Blend hele baduljen sammen i en blender og nyd drikken iskold!
Jeg har brugt en økologisk matchapulver fra mærket Matchaly, som har været så søde at sende mig deres produkter til test. De har både én der bruges på traditionel vis til diverse drikke og så har de én til madlavning. Jeg er overhovedet ikke nogen matchaekspert, men jeg synes det er meget sejt at der findes en til hvert formål. I kan godt regne med at der snart kommer en opskrift hvor jeg bruger den anden matchapulver i nogle lækre godter.