Mit førstehåndsindtryk af BODYFLOW74

Les Mills BODYFLOW74 BODYBALANCE74 review

Én gang i kvartalet tager jeg på workshop for at blive præsenteret for de nye Les Mills-programmer. Det indebærer altid en master class kørt af en master trainer og som regel nogle gruppeøvelser og en masse undervisning i teknik og coaching. Det er noget som alle Les Mills-instruktører gør – i hvert fald minimum 2 gange om året som det kræves for at kunne beholde sin licens til at undervise – og det synes jeg helt klart er et kvalitetsstempel. Det vidner først og fremmest om engagement at man gider bruge x antal timer (som regel af sin weekend) på at modtage undervisning og vedligeholde eller endda højne sit undervisningsniveau. Derudover kan man regne med at Les Mills-instruktører er up-to-date og ikke bare kører på rutinen på baggrund af én enkelt uddannelse som måske er mange år gammel.

I går var jeg på kvartalsuddannelse i CXWORX og BODYFLOW, og jeg tænkte at det kunne være sjovt at give jer et indblik i BODYFLOW-delen (da det er mit hjertebarn) og fortælle om mit førstehåndsindtryk af programmet. Sidste gang havde jeg faktisk et rigtigt dårligt førstehåndsindtryk, og jeg troede aldrig at jeg ville komme til at elske release 73, men det endte med virelig at vokse på mig.

Læs også: Certificeret BODYFLOW-instruktør

Man får som regel sit kit (som er undervisningsmaterialet der består af video med master class, musik og koreografihæfte) nogle dage inden kvartalsuddannelsen, men denne gang valgte jeg ikke at kigge på det, da jeg gerne ville have en rigtig førstegangsoplevelse på selve uddannelsen og vurdere programmet på den baggrund. På den måde får jeg også en ide om hvordan det er som deltager at prøve programmet for allerførste gang og ikke ane hvad næste move er. Til gengæld fandt jeg allerede for en måneds tid siden musikken på YouTube som jeg har lyttet lidt til. For mig er musikken alfa og omega for BODYFLOW, og jeg bruger lang tid på at lytte til den og få den ind under huden.

Mit førstehåndsindtryk af musikken var virkelig godt. Der er meget elektronisk lyd på en blid og chill-agtig måde denne gang, og det elsker jeg. Derudover har der endnu engang sneget sig en dansk kunstner ind – han hedder Lukas Graham og synger sit smukke nummer “7 years” til balancetracket. Åh, det er lækkert. Hvad der er endnu mere lækkert er at “Never be like you” af Flume også er på tracklisten. Jeg elsker, elsker, elsker det track! Det er næsten pinligt hvor meget jeg har hørt det nummer, og det er ikke løgn når jeg siger at jeg bare har gået og ventet på at dét track ville dukke op i et BODYFLOW-program. Der har faktisk været en del Flume-numre med i BODYFLOW gennem tiden, men jeg synes alligevel det er ret sjovt at lige præcis mit yndlingsnummer er kommet med.

Et andet umiddelbart indtryk af det nye program er at det er hårdt. Især core-delen. Hooooly shit, jeg kan ikke huske hvornår den sidst har været så udfordrende! Musikken er heldigvis vildt opløftende og jeg glæder mig så meget til at køre programmet især pga. det. Benstyrken er også ret hård (men virkelig smuk og flydende) og varer næsten 8 minutter. Til sammenligning varer den nogle gange ikke mere end 3-4 minutter. Det gør mig dog ikke noget at den varer så lang tid eftersom det er dér mit elskede Flume-nummer kommer i spil 😃

I mine næsten 4 år som instruktør er det kun sket for mig én gang før, at jeg er blevet rørt til tårer under en kvartalsudannelse. Det skete første gang under hasestrækket i release 69 hvor tonerne af Tom Odell’s “Heal” altså fik tårerne til at løbe. I går skete det for mig igen under track 8, og det var helt sikkert pga. musikken, men også øvelsen og de få ord som Paya, vores master trainer, fik sagt i øjeblikket. Uha, jeg får stadig helt kuldegysninger når jeg lytter til “Scars” af James Bay.

Alt i alt er mit førstehåndsindtryk af BODYFLOW74 super godt, og jeg synes især at musikken og de flydende men udfordrende bevægelser gør det til et lækkert program.

…og bare rolig. Øvelsen på billedet aka. firefly pose er ikke med i programmet denne gang. Eller er den? 😉 Kom endelig og afprøv det nye program sammen med mig (og meget, meget dygtige Freja) i Fitnessdk Parken kl. 9.45 den 1. oktober!

Er der mon nogle BODYFLOW-elskere der læser med?

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.