KRYDRET KOGEKUNST

krydret-kogekunst-muusmann-forlag-send-flere-krydderier-1

krydret-kogekunst-muusmann-forlag-send-flere-krydderier-1-1

krydret-kogekunst-muusmann-forlag-send-flere-krydderier-1

Noget jeg rigtigt gerne vil blive bedre til i min madlavning er at bruge krydderier. Jeg trænger til at udvide min horisont og opdage hvad der egentlig findes, og så vil jeg gerne blive klogere på hvordan forskellige krydderier kan kombineres så smagene optimeres og fremhæves mest muligt. Derfor kommer min nye kogebog, KRYDRET KOGEKUNST, højst sandsynligt til at blive min bibel det næste stykke tid.

konceptet

KRYDRET KOGEKUNST er en anderledes kogebog som er lavet i et samarbejde mellem 22 kvinder der alle har en stor kærlighed til madlavning, æstetik, dufte, smage og selvfølgelig krydderier. Det er et samarbejde mellem nogle af Danmarks største personligheder inden for mad (herunder bl.a. Dak Laddaporn fra restaurant Kiin Kiin, Nadia Mathiesen fra foodfanatic.dk, Camilla Plum, Ditte Ingemann fra thefoodclub.dk og Louisa Lorang) og kokkene fra Indvandrer Kvindecentrets socialøkonomiske spiseri, Send Flere Krydderier.

Konceptet er køkkenmødet. Hvad sker der når 22 kvinder med forskellige madkulturer og traditioner sammensættes parvis og mødes i køkkenet, hvor de inspirerer hinanden og deler glæden ved nogle af deres yndlingsopskrifter? Det er altså ikke en helt traditionel kogebog. Det er samtidig også en hyggelig historiefortælling, hvor man møder en lang række inspirerende kvinder, hvis faglighed er funderet i passionen for mad. Bogen fortæller så fint at mad ikke bare er mad. Når man mødes omkring mad, er der en oplagt mulighed for at skabe nye relationer, blive inspireret og få udfordret sin tilgang til madlavning.

indholdet

Bogen består af 185 sider og indeholder i alt 55 opskrifter. Opskrifterne er en blanding af alt muligt forskelligt lige fra smoothie til fladbrød til marengsdessert til dahl og i øvrigt en hel masse retter som jeg aldrig har hørt om før.

Bogen er inddelt i 10 kapitler hvor kvinderne parvist bliver introduceret. Den information man får om om kvinderne er i virkeligheden ret sparsom, men til gengæld bliver den serveret på en unik måde. Hver især bliver kvinderne bedt om at vælge en farve, en smag, en duft, et krydderi og en årstid, og på én eller anden måde giver det et ret godt indblik i hvem de er og hvordan de tilgår madlavning. Derudover er der nogle få personlige citater som også bidrager til at man får et indblik i hvem de er.

Bagerst i bogen er der et index med krydderier og særlige ingredienser som man kan blive lidt klogere på. Det er en virkelig fin detalje eftersom mange af krydderierne højst sandsynligt er nye for de fleste. Jeg har fx aldrig stødt på methi, za’atar eller zumak. Indexet forklarer også hvor de stammer fra, hvor de kan købes, hvordan de kan anvendes.

det visuelle

Den dygtige, og for mig vildt inspirerende, Ditte Ingemann er mesteren bag alle madbillederne i bogen, og det er simpelthen en fryd for øjet. Det er enkelt, men stadig detaljeret og stemningsfyldt. Rent grafisk er opskrifterne sat op på en måde som gør dem meget overskuelige og lette at gå til. Generelt får jeg et indtryk af at alt er kogt ned til det essentielle, hvilket gør at jeg får lyst til at læse hvert eneste ord og kigge nærmere på hver eneste detalje.

 

KRYDRET KOGEKUNST kan købes HER.

 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.