…gad vide hvad I mon svarede til det spørgsmål?
Hvis man finder min blog på Bloglovin’ vil man opdage at den pt. ligger i kategorien “Lifestyle” og ikke i “Fitness” som den tidligere har gjort. Jo, jeg skriver ofte om emner som er fitnessrelaterede, både her på bloggen og på min Instagram-profil, men til trods for det synes jeg ikke rigtigt at jeg passer ind i den kategori. Jeg synes at ordet “fitness” og hele “fit is the new skinny”-trenden har fået en lidt negativ klang i mine ører. Der er absolut intet galt i at man gerne vil være fit, men jeg synes i højere grad der skulle være fokus på at være sund. For mig hænger fitness mere sammen med æstetik, hvorimod sundhed hænger sammen med velvære og en funktionel krop. Men det er en helt anden snak…
Én ting vil jeg gerne slå fast. Dette er ikke en “how to”-blog – en blog hvor man kan finde indlæg som “Sådan taber du 10 kg”, “5 tips til at blive en bedre løber”, “De bedste øvelser til en bedre numse”, “Derfor skal du droppe laktose” eller whatever. Jeg vil meget gerne dele ud af gode råd og erfaringer, men det bliver med udgangspunkt i det der virker for mig og ikke nogle generelle retningslinjer som enhver kan følge. Det er vigtigt for mig at understrege at dette er en personlig blog – en blog som forhåbentlig kan motivere og inspirere til en sund livsstil – ikke en “gør sådan og du vil se resultater”-blog. Når jeg for eksempel poster en glutenfri opskrift, medfølger der ikke en lang faktatung tekst om gluten og hvorfor (eller hvorfor ikke) det skal udelukkes i kosten. Hvis mine læsere vil vide noget om gluten i kosten, regner jeg med at de opsøger den viden andetsteds. Det er ikke noget jeg vil belære andre om da jeg ikke synes jeg er i position til at gøre det. Jeg vil meget gerne dele min personlige holdning, men jeg vil ikke fremstå som en ekspert der ved alt om gluten. “Jamen læser du ikke ernæring og sundhed? Er du ikke fitnessinstruktør?” Tjo, men det gør mig ikke til ekspert, og min blog er ikke et opslagsværk. “Lifestyle”-kategorien er mere rigtig for mig, da jeg blogger om dele af mig selv og mit liv, og sådan har det været lige siden jeg startede den. Det betyder desuden at indholdet varierer alt efter hvad jeg føler mig inspireret og/eller motiveret af. I nogle perioder vil det være træning, i andre vil det måske være boligindretning – nogle gange vil det være mode, og andre gange vil det måske være køkkenudstyr. You get the point.
Jeg har indtryk af at flere og flere fitness- og sundhedsbloggere ikke har noget imod at tage eksperthatten på og forklare hvorfor proteinpulver er en god ide, hvordan HIIT og LISS påvirker kroppen, hvor vigtigt det er med kosttilskud, hvad restitution gør godt for og lignende… Just not my thing. Den slags er jeg egentlig ikke interesseret i at læse om på en blog medmindre det er skrevet med udgangspunkt i den enkelte blogger og ikke som et “det her virker for alle”-indlæg. Jeg synes det er genialt at vi kan udveksle tanker, ideer og overvejelser med hinanden og at trænings- og sundhedsrelateret viden er så let tilgængeligt, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan bloggerne pludselig blev eksperterne. Hvor blev ydmygheden af? Jeg har før skrevet et spørgende indlæg om hvem man skal lytte til og hvor man skal opsøge viden for at blive klogere på sundhed, og jeg forstår stadig ikke at folk generelt ikke er mere kritiske. I sidste ende er det trods alt deres krop og velbefindende det handler om.
I virkeligheden handler det her indlæg nok om, at jeg ikke har formået at blive helt klog på blogmediet endnu. Hvad forventer folk at få ud af at læse med på en blog? Hvilken viden opsøger de gennem en blog, og hvordan bruger de efterfølgende den viden?
Translation: I want to make something clear. This is not a “how to” blog where I give you the answer to fitness or anything like that. I moved my blog from the fitness category on Bloglovin’ to the lifestyle category. This blog is about my lifestyle and what works for me and you won’t find general guidelines for fitness and health. I love to share my experiences – but remember, I’m no expert.
Super godt indlæg om noget som flere i virkeligheden burde stille sig kritiske overfor. Hvem er lige pludselig blevet eksperter bare fordi de er bloggere, coaches eller et sted derimellem?
Jeg går meget op i kun at tale ud fra min egen erfaring og også gøre opmærksom på dette, da jeg tror det er utrolig vigtigt som blogger ikke at tage en ekspert har på, med mindre man naturligvis er uddannet/har særlig viden omkring det man skriver om.
Din blog er en af dem jeg nyder meget at læse med på, netop på grund af din personlige stil og altid positive, men troværdige tone :)
Anna – wonderwomanwannabe.dk
Tusind tak for din kommentar, Anna! Jeg er virkelig glad for at du fandt indlægget brugbart. Efter min mening skal man i hvert fald tænke sig godt og grundigt om inden man tager eksperthatten på. Jeg er f.eks. ikke ekspert i Bodyflow bare fordi jeg underviser i det, jeg er ikke ekspert i økologi selvom jeg går højt op i det, jeg er ikke ekspert i juicing bare fordi jeg har en juicer. Det kan godt være at jeg ved mere end mange andre inden for netop de emner, men det gør mig stadig ikke til ekspert. Det sætter mig stadig ikke i position til at rådgive eller vejlede andre mennesker i det.
Igen, tak for dine søde ord!
Super godt indlæg, Christine – jeg kunne ikke være mere enig. Af selvsamme grund er jeg på det seneste begyndt at ”un-followe” en del fitness-blogs. Jeg hænger dog ved din lidt endnu, da jeg elsker din holdning til sundhed og mad især ;) Keep up the good work!
– Og så håber jeg i øvrigt, at der kommer en opdatering på den modificerede version af 5:2, du kører for tiden. Jeg leger med tanken om at eksperimentere med det, men lige nu har jeg nok i at eksperimentere med en vegetarisk form for (striks) LCHF, så det må vente lidt endnu :-)
Tak, Marlene! Jeg håber du bliver ved med at hænge i ;-)
Jeg regner med at komme med en eller flere opdateringer på 5:2-fasten. Hvordan går det med dit strikse LCHF så? :-)
Jeg ser frem til at høre om dine erfaringer! Det går overraskende godt. Kødet har jeg erstattet af ekstra grønt og fedt (fede mejeriprodukter, mayonnaise, olier mm) og jeg savner det slet ikke. Jeg er dog nervøs for, om jeg spiser nok, for ketosen nedsætter min appetit lige lovlig meget, så jeg overvejer at invitere bl.a. rodfrugter ind i varmen igen :-)
Helt enig Christine, af samme grund har jeg selv fravalgt mange blogs og er så træt af selvproklamerede trænings og kosteksperter. Jeg vil læse blogs med et personligt twist, læring kan jeg selv opsøge direkte fra kilden. Der er så mange blogs om jagten på sixpack at det ikke længere er interessant at følge. Det giver unge piger med hormonelt rod i kasketten et endnu mere forvirret og forstyret. Er ærligt billede af hverdagen er altid det jeg efterstræber og forhåbentlig det der gør folk gider at følge mig. :)