Så blev det juleaftensdag, og selvom ingen jul er ens, er der alligevel mange ting som bare aldrig ændrer sig. Som altid skal vi i dag sørge for at dokumentere det smukke(ste) juletræ, hvor mange pakker der er klar til at blive åbnet (og hvor flot de i øvrigt er pakket ind), hvor hyggeligt vi har det i familiens selskab, hvordan forberedelserne til aftenens måltid foregår og ikke mindst hvordan vi har trænet.
…for du har da sørget for at træne i dag, ikke?!
Træning – tvang eller trang?
Jeg tror at mange på en måde føler sig tvunget til at træne i dag. Både fordi alle andre gør det (og – især i dag – skilter meget tydeligt med det), men også fordi træningen bliver set som et middel til at kompensere for de store mængder mad der skal indtages i aften. Jeg synes det er så ærgerligt at mange føler de skal træne for at gøre plads til julemaden eller måske ligefrem gøre sig fortjent til den. Det er altså hverken den bedste eller sundeste motivation for at træne.
Noget jeg til gengæld har bemærket i år er, at mange faktisk nyder træningen ekstra meget i dag. Vaskeægte træningsglæde. Dét er en vane der er værd at holde fast i! For mange er det nemlig ligefrem gået hen og blevet en virkelig hyggelig tradition at træne lige netop i dag. En løbetur i skoven med familien, en tur i fitnesscenteret med alle veninderne eller måske en fælles omgang hvem-kan-tage-flest-armbøjninger hjemme på stuegulvet foran juletræet.
Personligt har jeg ikke rigtigt nogen tradition om at træne den 24. december, men jeg synes faktisk det kunne være hyggeligt at have sådan en. I år må det blive en omgang BODYFLOW75.
Har du trænet eller tænkt dig at træne i dag? Uanset hvad vil jeg i hvert fald ønske en rigtigt glædelig jul til DIG og sige tak fordi du læser med 💚
Jeg er meget enig. Jeg træner næsten altid juleaften, men det er fordi, jeg nyder, at få strukket kroppen igennem, inden jeg skal sidde ned det meste af resten af dagen. Så det er af lyst, ikke tvang eller kompensation.
Det har til gengæld aldrig givet mening for mig, den ‘sport’ der går i at spise til kvalmepunktet juleaften. Selvom maden smager rigtig godt, har det for mig aldrig været forbundet med sundhed eller velvære, at spise sig dårlig.
Rettelse af Freja: Ordet sundhed skulle faktisk ikke have været nævnt. Jeg mener ikke, at man skal være optaget af sin sundhed juleaften. Men jeg forbinder den lækre julemad med nydelse/velvære, og det er for mig stadig ikke forbundet med velvære, at spise til man har kvalme.
Jeg ved præcist hvad du mener, og jeg elsker dine perspektiver på emnet 😘
Det er pudsigt, jeg lagde et billede op igår; hvor der stod “I workout because it’s good for me. But also because I like to eat. A lot. ” men jeg forstår ikke den med at “lave plads”. Det var bare meget rart med lidt træning.
Jeg viste flaget til min venindes bodyflow time i parken idag fordi jeg aldrig har været til det hos hende, og nu var tiden til det :) og så var det rart efter styrketræning at blive strukket igennem.
Helt enig! Vi ved jo også alle sammen at et kalorieoverskud kan føre til en vægtøgning, og hvis ikke man er interesseret i dét, er det da helt fint at træne lidt ekstra. Selvfølgelig er det det – selvom man næppe tager på af at spise for meget én dag. Men der er forskel på at gøre dét, og så at træne fordi man føler man skal gøre sig fortjent til at spise god mad.
Uh, var det Dittes time? Jeg skulle også have været med, men tiden løb simpelthen fra mig 😞
Hvordan blev du egentlig fitness instruktør? Har du taget en uddannelse eller var det noget du søgte? :-)
Jeg har taget diverse uddannelser gennem Les Mills og Instruktørskolen, og så er jeg kvalificeret gennem min bacheloruddannelse 🙂