Halløj derude! Er I klar til weekenden? Jeg har i princippet allerede weekend nu, men jeg kommer ikke til at holde fri, da jeg skal bruge både lørdag og søndag på at teste opskrifter til kogebogen. Jeg har intet mindre end 100 opskrifter der skal testes, og dét er noget af et projekt. Det er sjældent nok at teste opskriften en enkelt gang (i hvert fald når vi snakker desserter), så jeg kommer virkelig til at bruge mange timer i køkkenet. Og jeg glæder mig! Det bliver så godt. Jeg får dog brug for en del hjælp til at spise alle godterne… Nogle frivillige? ?
Men nu til den opskrift som jeg vil dele med jer i dag!
Da jeg var på ferie i Frankrig, fik jeg stort set det samme til morgenmad hver dag. Sådan er det ofte med mig. Når jeg finder frem til en opskrift der bare fungerer, bruger jeg den igen og igen og igen og igen. På et eller andet tidspunkt kommer jeg selvfølgelig til at trænge til noget nyt, men der går som regel ret lang tid. Da jeg kom hjem fra ferie fortsatte jeg også med at spise det samme til morgenmad; nemlig chiagrød.
Jeg elsker at stå op om morgenen og kunne tage en portion chiagrød ud af køleskabet som jeg har lavet aftenen inden. Det er simpelthen så nemt. Denne opskrift er dog både nemmere og hurtigere, og den kræver ikke at man laver det en dag i forvejen. Den tager vitterligt ikke mere end 5 minutter at lave!
Se også: Overnight chiagrød med rødbede og vanilje
Det er bestemt ikke nogen videnskab at lave chiagrød (…og så alligevel, for det kan faktisk godt være tricky at ramme den helt rigtige konsistens), og denne opskrift er nok den nemmeste jeg har prøvet indtil videre. I stedet for at blande de hele chiafrø med væsken, skal chiafrøene blendes i denne opskrift. Det gør at de hurtigere og nemmere suger væsken til sig, og vupti, så er der chiagrød med den helt rigtige cremede og lidt gele-agtige konsistens. Netop den konsistens kan jeg virkelig godt lide, men jeg har alligevel udfordret den lidt ved at blande frosne bær i. Det gør at den bliver mindre kompakt i konsistensen men til gengæld fuldstændig fløjlsblød at spise. Det er også en super god måde at lave chiagrød på hvis man ikke bryder sig om at tygge på chiafrøene eller bare gerne vil have en grød uden små sorte prikker i.
Opskrift på lynhurtig chiagrød
Ingredienser
1 portion
- ½ dl chiafrø
- 2 dl plantemælk (denne er min favorit)
- 175 g frosne jordbær (eller andre frosne bær)
- 2 udstenede dadler (flere hvis du ønsker den sødere)
- ½ tsk vaniljepulver
Fremgangsmåde
- Start med at blende chiafrø, vaniljepulver og mandelmælk sammen til en ensartet og cremet masse. Når chiafrøene blendes, kan de nemmere og hurtigere suge væske til sig, så massen vil allerede være tyknet når du er færdig med at blende.
- Tilføj derefter dadlerne og de frosne jordbær og blend det hele sammen igen. Hvis du ønsker en tykkere og mere gele-agtig chiagrød, kan du nøjes med 100 gram bær.
- Top med fx morbær, chokolade og hampefrø som her.
Det er vel egentlig lidt en krydsning mellem chiagrød og en smoothie bowl. Best of both worlds vil jeg sige!
Indlægget indeholder reklame-links (læs mere om min reklamepolitik her).
Tak for lækker opskrift! Jeg er dog fødevareingeniør og vil virkelig opfordre til at opkoge frosne købebær. Jeg kan ikke understrege nok hvor vigtigt det er. “Normale mennesker” kan sagtens komme sig over en omgang Roskildesyge, men er du gravid, barn, ældre eller immunsvækket, så har det en risiko. Se link: https://www.foedevarestyrelsen.dk/Selvbetjening/Guides/Sider/Saadan-boer-du-behandle-frosne-baer.aspx
Tak for tip, Caroline! ☺️ Jeg har dog aldrig gjort det i hele mit liv, og jeg spiser frosne bær flere gange om ugen. Men det er nok meget klogt at gøre hvis man vil være på den sikre side 👍
Mums! Den skal jeg helt klart prøve i weekenden :) Ved du, hvorfor chiafrø ikke altid suger? Selvom jeg har sat det i køleskabet aftenen inden? Er det så bedst at bruge mandelmælk?
Det sker nogle gange for mig, hvis jeg ikke har blandet chiafrøene ordentligt med væsken. Jeg pisker det altid godt med et piskeris, lader det stå et par minutter og pisker det så igen. Derefter kommer det på køl :-) Det kan selvfølgelig også være hvis man har brugt for meget væske. Jeg synes at forholdet 1:4 fungerer perfekt – både soja-, ris-, mandel- og kokosmælk 😃
Håber at det lykkes med denne opskrift ☺️
kan man bruge kokosvand istedet for mandelmælk? Ser super lækkert ud! <3
Muligvis 😊 Jeg har ikke prøvet, men det er da et forsøg værd!
Man må indtage 15 g Chia frø dagligt ,,,,
Det har jeg også hørt flere steder, men jeg kender ikke til nogen videnskabelige undersøgelser der bekræfter det 🙂 Men alt med måde selvfølgelig.
Er der nogen, der ved hvorfor man kun må indtage 15 gram pr dag! Er mere direkte skadeligt på nogen måde? Jeg spiser det selv som morgenmad hver dag…. :-).