Tanker om madstyling – hvordan og hvorfor?

{ Et billede af disse chokoladecookies som endte med en lidt anden styling }

Okay, det her bliver måske et både nørdet og rodet indlæg, men jeg har i noget tid gået med nogle tanker omkring det der med at style sin mad som jeg lige vil prøve at få ud. Med andre ord; jeg tænker lige højt et øjeblik.

Professoinel madstyling

Da jeg først stiftede bekendtskab med begrebet madstyling (i en professionel sammenhæng vel at mærke), må jeg indrømme at jeg rynkede lidt på næsen. Hvor svært kan det være at fylde mad på en tallerken og placere en kniv og en gaffel så det ser pænt ud? Er det ligefrem noget man kan kalde for et arbejde? Og ja, i nogle sammenhænge er det. Er man dygtig, kan man simpelthen blive hyret til at varetage den slags opgaver og være ansvarlig for stylingen af maden i forbindelse med eksempelvis kogebøger, opskrifter til magasiner og produktbilleder til emballage. I takt med at jeg selv arbejder mere og mere seriøst med min blog og især opskriftsudvikling, er det noget jeg får nemmere og nemmere ved at forstå. Hvordan maden anrettes og præsenteres har så stor betydning for hvordan den bliver opfattet, så det giver helt sikkert mening at bruge ekstra tid på stylingen. Og her mener jeg selvfølgelig i kontekst der er lidt mere professionel end når man snapper et billede af sin tømmermændsmad til vennerne. Jeg kan ikke levere en opskrift her på bloggen (eller andre steder for den sags skyld) hvis billederne ikke spiller, og dét at få et madbillede til at spille er noget, som jeg tror de fleste undervurderer. Der ligger rigtigt meget arbejde i at få det helt rigtige udtryk frem (både rent æstetisk men også stemningsmæssigt), og jeg har kæmpe respekt for de mennesker der mestrer det og ligefrem kan kalde det for et arbejde.

Perfektion og iscenesættelse

Alligevel er der noget der skurrer i mine ører når jeg tænker over at mad bliver stylet. Det er som om at ordet “styling” slet ikke hører sammen med ordet “mad”. Jeg kan altså gode finde på at associere ordet “styling” med noget der er overfladisk, kunstigt, iscenesat – noget der er distanceret fra det oprindelige – og sådan synes jeg selvfølgelig ikke det burde være med mad. Mad kan efter min mening sagtens bliver over-stylet så det bliver alt for perfekt og iscenesat; så perfekt og så iscenesat at maden nærmest ikke længere bliver opfattet som noget der kan spises, men som noget der bare fungerer som en æstetisk smuk udstilling.

Læs også: Snyd med billeder og redigering?

Jeg synes overhovedet ikke der er noget galt i at få mad til at se mere attraktiv ud – hverken i en professionel eller en privat sammenhæng. Faktisk synes jeg ligefrem at det kan være en positiv ting at man gør noget ekstra ud af sin mad så det er en fryd for øjet. Mange vil nok synes det virker meningsløst at bruge tid på at gøre maden kønnere, når den i sidste ende bare skal spises – især hvis stylingen blot er til for at opnå et Insta-worthy billede som kan hive en masse likes hjem. I disse tider hvor man snakker mere om det polerede glansbillede og at de sociale medier ikke viser virkeligheden, får madstyling måske også en negativ klang. Er det bare noget vi gør for at sende et signal om at alt er smukt og perfekt – selv vores mad? Det indebærer helt klart en grad af iscenesættelse, men jeg synes ikke det udelukkende behøver være negativt. Selvfølgelig virker det en lille smule fjollet at ændre vinklen på gaflen, mindske afstanden mellem tallerkenerne, finde en citronskal som pynt og stille sig op på en stol for at fjerne lampen og få den helt rigtige vinkel til sit billede (noget jeg selv er skyldig i), men som regel involverer det grin, hygge og sjov, så hvad er problemet? ;-)

Glæden ved de små ting

Når alt kommer til alt må jeg bare sige at jeg elsker at style min mad fordi det giver mig mulighed for at lege og udfolde mig kreativt. Det gælder selvfølgelig billederne som jeg bruger i en professionel sammenhæng (fx fungerer billederne her på bloggen som en slags portfolie), men det gælder faktisk også den helt almindelige og gennemsnitlige mad jeg spiser hver dag. Det betyder ikke at jeg står og styler hvert eneste måltid, men jeg bliver bare så glad af at spise noget der også er guf for øjnene. Jeg bliver så glad bare ved synet af en et måltid som jeg ved der er brugt tid, energi og kærlighed på at lave og anrette. Jeg synes det er så vigtigt at glædes over de små ting, og for mig kan det sagtens være et veldækket bord, en tallerken fuld af farver eller en kage pyntet med et perfekt udskåret jordbær. Det er muligvis en kliché, men jeg tror så meget på at vi også spiser med øjnene, og jeg er overbevist om at vi nyder maden mere (og dermed fordøjer den bedre), når vi kan se at der er lagt lidt ekstra energi i den.

Måske er det bare mig der overtænker madstyling lidt, men jeg kunne vildt godt tænke mig at høre om I også har haft nogle af de tanker?