En varm, nærende, smagfuld og virkelig nem blomkålssuppe er ikke det værste man kan servere i øjeblikket. Især ikke med tanke på hvor hamrende koldt det er udenfor! Brrrr… Den tager under 30 minutter at lave, og det er simpelthen inklusiv klargøringen af grøntsager, tilberedning og anretning.
En suppe der ikke skal koges
Jeg må indrømme at jeg normalt ikke er den allerstørste fan af suppe, fordi jeg sjældent har tålmodighed til at vente på, at den koger færdig, men også fordi jeg foretrækker at tygge min mad. Derfor sætter jeg stor pris på, at denne blomkålssuppe er super hurtig at lave (faktisk skal man overhovedet ikke vente på at den koger), at der er knald på smagen, og at den har lækkert fyld som kan tilfredsstille mine tyggemuskler.
Og ja, du læste rigtigt. Suppen skal ikke koges.
Grøntsagerne dampes ganske enkelt, hvorefter de blendes med vand, og det giver altså en varm og lækker suppe. Hvis man vil højne næringsindholdet endnu mere, kan man også tilføje grøntsagsbouillon, men jeg har endnu ikke fundet en købevariant af god nok kvalitet, og som du måske kan gætte, er min tålmodighed heller ikke helt med på at skulle lave den selv. I hvert fald ikke altid.
Jeg bruger i øjeblikket min Vitamix Pro 750 blender som er så kraftfuld, at den kan blende grøntsagerne ved så høj hastighed, at de tilberedes og bliver så varme, at suppen kan serveres med det samme – direkte fra blenderen. Hvis du også har en lignende powerblender, kan du altså helt skippe dampningen og i stedet tilsætte mere vand til opskriften.
Opskrift på blomkålssuppe
Ingredienser
til 4 personer
- 1 mellemstort blomkålshoved
- 5-6 stængler bladselleri
- 300 g jordskokker
- 1 stor spsk Naturli’ Smørbar
- 2 håndfulde frisk rosmarin
- 1 håndfuld frisk timian
- 3-4 fed hvidløg
- Godt med salt & peber (smag til)
- Vand fra dampning + koldt vand til den ønskede konsistens
Serveringforslag/toppings
- Friskkværnet peber
- Limesaft
- Tofu
- Havreyoghurt
Fremgangsmåde
- Klargør blomkål, bladselleri og jordskokker ved at skylle dem og skære dem i mindre stykker. Damp dem indtil de er møre. Jo mindre du skærer dem, jo hurtigere bliver de møre. Jeg bruger denne dampindsats til at dampe dem. Du kan også sagtens koge dem, men vær opmærksom på, at det tager lidt længere tid (og husk endelig at bruge kogevandet derfra da mange af næringsstofferne ender heri).
- Kom alle ingredienserne i en blender sammen med det vand, der er tilbage fra dampningen og så meget vand, som du synes der skal til, for at du får en perfekt cremet konsistens.
- Server suppen med det samme og husk endelig toppings/fyld.
Indlægget indeholder reklame-links (læs mere om min reklame-politik her)