Mit største bloggerproblem

image

Det der med at have en blog… Det er sgu en sjov størrelse. Det er en platform, et medie, som udvikler sig helt sindssygt lige nu, og jeg synes det er SÅ spændende at følge med i og få lov at være en del af. Noget af det bedste ved udviklingen so far er efter min mening, at man som blogger bliver taget mere alvorligt. Jeg har altid haft lidt svært ved at sige “Jeg er blogger”, men det er blevet meget lettere i takt med at folk får kendskab til blogmediet og opdager at der faktisk er masser af lærerigt indhold og brugbare redskaber at hente. Vi nærmer os ligefrem det punkt, hvor der ikke længere er nogen som rynker på næsen, hvis man fortæller at bloggen er et arbejde. Et rigtigt arbejde som genererer en indtjening. En indtjening som man faktisk godt kan leve af hvis man driver sin blog kommercielt.

I dag kan man stort set drive sin blog kommercielt fra det øjeblik man opretter den, men for mit vedkommende har det krævet meget lang tid før jeg fik lyst til at gå dén vej og endnu flere overvejelser før jeg rent faktisk kastede mig ud i det.

Min største udfordring som blogger er at balancere mellem at være kommerciel og bevare min integritet.

Efter min mening er dét virkelig en kunst at kunne, og jeg ser, ærligt talt, ikke ret mange bloggere der formår det. Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, overhovedet ikke, men jeg synes let at en blog kan blive så kommerciel at bloggeren går på kompromis med sin integritet – som om at målet om at tjene penge overskygger bloggeren selv og de gode værdier og intentioner. Jeg vil gå så vidt og sige at bloggeren i værste fald ikke fremstår som ret meget andet end en reklamesøjle (…there, I said it). Omvendt følger jeg også en god håndfuld bloggere som virkelig inspirerer mig, fordi de formår at være kommercielle på en effektiv men low key facon, samtidig med at de leverer gennemarbejdet, personligt og brugbart indhold som læsere i høj grad kan få noget ud af. De formår at have sig selv med hele vejen.

Læs også: Tanker om at blogge

Noget der ofte kommer som en overraskelse for folk når snakken falder på min blog er, at jeg aldrig har drevet den kommercielt. Bloggen har aldrig fungeret som en indtjeningskilde, men efter at jeg blev Premium Blogger hos Bloggers Delight, kan jeg nu tjene penge på mine tanker, erfaringer og mange timer i køkkenet – og altså kalde det et arbejde. Et arbejde som jeg brænder sindssygt meget for, men som jeg også er meget varsom med. Jeg er muligvis lidt naiv, og det handler nok også om at jeg stadig mangler at finde min helt rette plads her i blogland, men jeg drømmer virkelig om at kunne drive min blog kommercielt uden at clicks, besøgstal, affiliate, likes, reach, følgere, penge, m.m. kommer til at fylde så meget at man ikke kan mærke hvad jeg står for, og hvad jeg vil med den her blog. Jeg vil gerne skabe værdi – ikke i form at penge, men i form af indhold der er relevant for jer læsere og som måske endda kan medvirke til en positiv forandring på ét eller andet plan.

Er der nogle af jer som også har tænkt i de baner? Kommercialisering og integritet i forhold til blogs og bloggere? Jeg ved ikke om det er lige så tydeligt, hvis man ikke ved hvad der egentlig foregår bag blogkulissen, men det er måske netop derfor, at jeg synes det er vigtigt at sætte fokus på.

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Åh ja det har jeg tænkt over mange gange og faktisk nok også af lidt samme grund til at jeg generelt mistede interessen for at blogge selv og læse andre blogs.

    Jeg læste kun blogs jeg følte var personlige og oprigtige og nogle jeg kunne relatere til og inspirerede mig. bla. opskrifter.

    Din overskrift lokkede mig denne gang, fordi jeg håbede på lidt hverdags “drama”, men ellers læser jeg faktisk ikke din blog længere eller andres for den sags skyld fordi jeg opfatter dem som reklamesøjler og produktestere som jeg egentlig ikke har interesse i.

    Jeg kan godt lide at læse om menneskerne bag reklamerne og ikke kun hvor fantastik deres liv er og hvor mange fantastiske fester, ting osv. de får lov til at deltage i men gerne en kombi :-)

  • Jeg forstår godt dit og andre bloggeres dilemma, for opstår muligheden for at tjene penge på sit frivillige arbejde, så er det jo en dejlig ting! Men jeg forlader også ret hurtigt blogs, som mister det personlige og bliver reklamesøjler. Jeg husker en periode hvor rigtig mange fitnessbloggere begyndte at teste slankepiller/slankete og andet (undskyld mig) bras som enhver med respekt for sig selv bør sige ellers tal til.

    Her mister bloggerne min opmærksomhed. Det er en svær balance! Jeg søger personlige blogs – ikke produktanmeldelser. Men jeg forstår også godt at man gerne vil tjene penge på sit arbejde. Det er vigtigt at man i hvertfald tænker over hvad man siger ja til – om det giver mening. Slankepiller synes jeg fx ikke giver mening. På en fitnessblog. Eller en anden type blog. Nogensinde.

    Vh Nana
    http://Www.dreamsbynana.com

    • Jeg overvejer helt at lave et indlæg med en oversigt over (og tilhørende forklaring på) alle de ting, jeg takker nej til ift. sponsorerede indlæg, gaver osv. Lige præcis i forhold til produktanmeldelser synes jeg netop at man som blogger MEGET nemt kan miste sin integritet, hvis man takker ja til for meget eller i hvert fald til noget som ikke har relevans på den pågældende blog. Man kan tjene overraskende store summer penge hvis man siger ja til alt man bliver tilbudt, men det er bare ingenting værd (i min verden), hvis det betyder at min integritet bliver sat over styr.

  • Det er en vildt spændende debat, og noget, jeg selv tænker meget over. Jeg har haft min blog i over fem år, og det er først nu, jeg begynder at tænke, at det vil være sjovt at drive den mere kommercielt – før har jeg simpelthen ikke haft lyst til det. Det vil dog stadig blive uden bannerannoncer o.lign., så det vil ikke blive noget, jeg kan leve af, hvis/når jeg går i gang. :)

    • Det er lige præcis den slags tanker jeg også har gået med. Jeg har altid syntes at det var fascinerende at man kunne leve af sin blog, for det er jo (stadig) et temmeligt nyt erhverv som er meget langt fra et typisk 8-16 job. Jeg håber dog at der i fremtiden vil være lidt flere forskellige måder at gøre det på (altså drive en blog kommercielt), så man netop ikke bare fristes til at sætte lighedstegn mellem bloggere og reklamesøjler. Omvendt kunne vi måske også trænge til at spørge os selv, hvorfor der egentlig er noget galt i det? Det har nok også meget at sige, hvilken blog det drejer sig om. Personligt vil jeg gerne kunne gøre en forskel og rent faktisk hjælpe folk på et højere plan end bare i forhold til hvordan de følger de nyeste tøjtrends, men for at kunne gøre dét i det omfang jeg vil, kræver det at jeg kan få en vis løn for al den tid jeg lægger i min blog og dermed mit arbejde.