VAFFELDAGEN: Er du klar til vafler i lange baner?

vaffeldagen-er-du-klar-til-vafler-i-lange-baner

Vaffeldagen er en af de mærkedage du bare ikke må gå glip af! Den første, og nok mest åbenlyse, grund er selvfølgelig, at det er en perfekt undskyldning for at spise vafler hele dagen. En anden grund er at Vaffeldagen efter sigende også er en dag hvor man markerer afslutningen på vinteren. At vi siger farvel til de mørke og kolde dage for en periode og nu er endnu tættere på sommeren – dét skal da fejres!

Du kunne fx fejre Vaffeldagen med en (eller flere) af disse opskrifter:

1 ⎠  Nemme bananvafler med chokoladesauce (HER): Jeg elsker bananvafler! Denne opskrift er virkelig simpel, men vaflerne er super lækre og helt perfekte til en søndagsbrunch. Jeg lavede vaflerne første gang i sommers til min familie, og jeg kan tydeligt huske den tilfredsstillende lyd af min fars smasken da han sad og nød en kæmpe stak vafler med friske jordbær og masser af chokoladesauce på. Åhh, det er altså bare herligt!

2 ⎠  Sprøde julevafler med karamelagtig kanelsirup (HER): Selvom jeg har kaldt disse vafler for julevafler, kan de selvfølgelig spises året rundt – selv nu hvor foråret for alvor begynder at vise sig fra sin gode side. De er krydret med nellike, kardemomme og kanel som leder tankerne tilbage til julen, men enten kan man droppe krydderierne eller erstatte dem med nogle andre. Det bedste ved de her vafler er at de bliver super sprøde og smager fantastisk med siruppen (som du også finder opskriften på via linket).

3 ⎠  Chaivafler inspireret af efteråret (HER): Har I nogensinde prøvet at lave vafler med te i? Disse vafler indeholder, som I nok kan regne ud, chaite, og det er altså en ret smart måde at lege med smagen på. Chaite er selvfølgelig ikke noget man kun kan drikke om efteråret, og vaflerne er nok også mest efterårsagtige fordi de indeholder græskar. Jeg er ret sikker på at de også vil være et hit med søde kartofler hvis I har mod på at eksperimentere lidt.

4 ⎠  Chokoladevafler med kokosskum ala mælkesnitte (GLÆD JER): Opskriften på denne lækre vaffelsandwich som minder lidt om en mælkesnitte kan I glæde jer til når den rammer bloggen på lørdag på selve Vaffeldagen. Og jeg mener det virkelig… Glæd jer! Der vil nemlig også være en ret så fed præmie på højkant.

Nu vil jeg hoppe i bad (jeg sidder stadig og dufter knap så skønt efter at have undervist GRIT, CXWORX og BODYFLOW i morges) og gøre mig klar til at spise frokost med en af mine søde YO-kollegaer 💚 Kan I ha’ en dejlig dag (og sørge for at gøre jer klar til den helt store fejring af Vaffeldagen på lørdag!).

Christine_bottom_2

2 Replies to “VAFFELDAGEN: Er du klar til vafler i lange baner?”

  1. Ej hvor sjovt. Jeg er også netop i gang med at eksperimentere med en mælkesnitte i vaffelversion og var så sent som i går i gang med 5-6 forskellige cremer;) Glæder mig til at se din version! Kh C.

    1. Christine Bonde says: Svar

      Men det er jo også bare den lækreste fusion – vaffel og mælkesnitte 😍 Jeg skal helt klart også ind og se hvad du finder på 😋

Skriv et svar