Tanker om at blogge

_MG_0913

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at blogge, men gør dét det mere normalt?

Jeg har det seneste lange stykke tid gået med mange tanker i forhold til min blog og det at blogge i det hele taget. Jeg har blandt andet tænkt meget over, hvorfor jeg egentlig startede med at blogge, hvad jeg får ud af at have en blog, og hvordan jeg gerne ser den udvikle sig. Jeg ser nemlig en tendens på mange andre blogs, som jeg ikke er sikker på jeg har lyst til at følge, og som nogle dage har givet mig lyst til at droppe al aktivitet på de sociale medier.

Da jeg startede min blog ville jeg meget gerne undgå at det blev en slags virtuel dagbog. For det første fordi jeg mente, at det ville være uinteressant, men også fordi jeg var – og stadig er – for blufærdig til at dele så meget af mig selv på den måde gennem dén type medie. Min intention var at lave en personlig livsstilsblog med indblik i mig og mit liv, men uden at jeg følte mig blottet eller iscenesat. Dengang syntes jeg egentlig, at det var ret mærkeligt at have en blog, og jeg fortalte aldrig nogen om den. Jeg fortæller stadig aldrig nogen at jeg har en blog, og jeg bliver faktisk nærmest forlegen hvis folk kommer og fortæller, at de har opdaget den. Ikke fordi jeg er flov, men fordi jeg stadig synes, at det er en lidt underlig størrelse. Jeg har ikke noget problem med at dele nogle af de mere personlige sider af mig selv, men jeg kan ikke lade være med at tænke: “Hvorfor er der egentlig overhovedet nogen der har lyst til at følge med?”

Jeg følger selv en del blogs som er vidt forskellige. De omhandler alt fra mode, mad, indretning, you name it. Med tiden er jeg dog holdt op med at følge mange af dem fordi jeg synes at profit og professionalisme er blevet for altoverskyggende. Noget af charmen forsvandt i takt med at samtlige billeder var taget af en fotograf i et studie med perfekt belysning, at flere og flere indlæg var sponsorerede, at reklamer og topbannere var uundgåelige, at mange indlæg var planlagt og tilrettelagt dage og uger i forvejen – at det hele var alt for poleret. Jeg savner dengang alle blogs fandtes på blogspot, dengang de impulsive og nogle gange halv-kiksede indlæg faktisk var de mest interessante, dengang ingen gik op i likes og followers, dengang det hele var bare lidt mindre højtideligt og karriererelateret.

For lang tid siden startede jeg på et indlæg med titlen “En blufærdig blogger”. Indlægget blev aldrig udgivet da jeg havde så svært ved at forklare hvad jeg egentlig mente med ordet blufærdig. Måske havde privat været et mere passende ord, for jeg er hverken genert eller tilbageholdende, men jeg begyndte at se en tendens på alle sociale medier, som gjorde at jeg fik lyst til at trække mig lidt tilbage. Jeg forsøgte at sætte ord på, hvor grænseoverskridende og underligt det føles for mig pludselig at være en del af en verden med så stor fokus på selviscenesættelse og -eksponering på alle fronter og for hver en pris. Ja, jeg har også en Instagram-profil, og ja, jeg kan godt finde på at lægge billeder ud af mig selv og fortælle om mit gennemsnitlige hverdagsliv, men når det begynder at tangere narcissisme og exhibitionisme og samtidig får et konkurrencepræg som er fuldstændig ude af proportioner, står jeg altså af. Jeg har virkelig fået et wake up call som har tvunget mig til at spørge mig selv, om jeg fortsat har lyst til at være en del af den verden. Flere bloggere har skrevet om, hvordan det påvirker deres humør når de mister følgere eller hvis de ikke får et bestemt antal likes eller kommentarer. Derudover er der flere der ligefrem undskylder (ja, undskylder!) over for deres læsere, fordi de ikke har været aktive på de sociale medier i et døgn for at være sammen med deres familie og koble fra. Det er som om at det ikke tæller, hvis det ikke findes på de sociale medier. Undskyld mit fransk, men hvad fanden er det lige der sker? Hvornår tog online-livet så meget overhånd? Det er ikke fordi jeg selv er det perfekte forbillede, men jeg bliver simpelthen så skræmt. Jeg synes stadig, at en blog er et genialt medie at kommunikere i gennem, men hvor er det ærgerligt, at det afhænger af antal likes, followers og frekvensen af meningsløse selfies om man har/får succes.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal slutte det her indlæg, for jeg er ikke kommet til nogen konklusion endnu. Måske kan det, om ikke andet, give en forståelse for, hvorfor jeg ikke kommer til at undskylde for uregelmæssige indlæg, hvorfor jeg aldrig bliver den store selfie-queen, og hvorfor jeg nok altid vil have det svært med at omtale mig selv som blogger. Selvfølgelig går jeg op i min blog – det æstetiske såvel som det indholdsmæssige – og jeg bruger skam også en del tid på den. Jeg vil gerne være seriøs med min blog på en måde så det hele giver mening, men det skal ikke kunne måles på antallet af følgere, kommentarer, likes, sponsorerede indlæg, samarbejdsaftaler eller andet i den dur.

Hilsen den frustrerede.

Translation: Some thoughts about blogging that I’m too lazy to translate.

14 Replies to “Tanker om at blogge”

  1. Jeg er helt enig i dit indlæg.

    Jeg har læst blogs i mange år. Mange forskellige. Mange typer. Desværre har jeg mistet interessen for 95 % af dem. Selvfølgelig er jeg blevet ældre, hvilket gør at man skifter interesser, men jeg tror egentlig mest, at det skyldes de faktorer du nævner. Det hele er blevet så frygtelig kommercielt. Størstedelen af de store bloggere skriver ikke indlæg, fordi de brænder for et eller andet, men fordi de har fået en henvendelse fra en virksomhed, der vil betale sig fra det. Ofte fremgår det samme produkt på nærmest alle store blogs, hvor det så er endnu mere tydeligt, hvad det hele handler om. Det minder pludselig mere om en reklame-blok i fjernsynet end et individ med noget på hjerte.

    Jeg har selv en lille blog, hvor jeg skriver præcis, hvad jeg har på hjerte. En overgang blev jeg trukket ind i hysteriet og kunne ikke motivere mig selv, fordi jeg ikke havde +1000 følgere på bloglovin. Men efter at have gransket mig selv og min motivation for at blogge, kom jeg frem til, at det vigtigste er, at jeg har mig selv med i det. Det er jo derfor, at jeg gør det. Fordi jeg føler, at jeg har noget på hjerte, jeg gerne vil af med. Hvis jeg skal ændre på det, for at få 1000 followers og skrive om noget, der reelt ikke interesserer mig, giver det jo på ingen måde mening mere og så er det netop, at jeg mister mig selv til noget så ligegyldigt som followers og likes.

    Tak for et fint indlæg og dejlig blog – blufærdig eller ej.

    Stine / http://www.jernmor.dk

    1. Christine Bonde says: Svar

      TAK for din kommentar og de søde ord, Stine!

      Jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger.

  2. Åh hvor er det klogt skrevet!
    Har det rigtigt meget på samme måde som dig!

    1. Christine Bonde says: Svar

      Tak, jeg er så glad for at indlægget giver mening for andre end mig selv!

  3. Åh hvor kan jeg følge dig. Jeg kommer heller aldrig til at skrive de helt personlige indlæg, da jeg simpelthen er for blufærdig.
    På samme måde som dig, nævner jeg heller ikke over for nye mennesker at jeg har en blog og når min familie nævner det over for fremmede, bliver jeg helt rød i hovedet.. Fuldstændig ligegyldig kommentar jeg har gang i, men vil bare sige at jeg SAGTENS kan følge dig!

    1. Christine Bonde says: Svar

      Tusind tak for din kommentar, søde Stinna <3 Det betyder meget at du kan sætte dig ind i det. Det er egentlig underligt, at man skal bruge ordet "blufærdig" om sig selv, fordi der er nogle ting man ikke har lyst til at dele i online-verdenen. Det er skræmmende efter min mening...

      1. Det er virkelig skræmmende. Selv har jeg faktisk mange tanker omkring det at blogge. Nogle dage får jeg bare lyst til at slette bloggen og instagram, men minder mig selv om, at bloggen er min hobby og at jeg jo nyder at finde på opskrifter og tage billeder :-) Du gør det så godt, bliv endelig ved med det!

        1. Christine Bonde says: Svar

          Jeg har haft det på PRÆCIS samme måde.
          Dine ord betyder meget – TAK <3

  4. Rigtig godt indlæg og gode tanker omkring det at være blogger.
    En blog er en hobby og jeg synes bestemt ikke man skal undskylde for også at have et liv ved siden af.

    1. Christine Bonde says: Svar

      Præcis! For mig ville det være så underligt at undskylde for manglende aktivitet, for jeg synes det svarer lidt til at sige “Jeg ved godt at I forgæves har været inde på min blog for at se om der er kommet nye indlæg og at I savner at høre fra mig”. Det er, paradoksalt nok, ikke særligt ydmygt. Jeg vil mene at man godt kan kommunikere med læserne på en anden måde og vise at man sætter pris på dem.

  5. Spændende indlæg med gode refleksioner. :-)
    Jeg har også lagt mærke til samme tendens og så tænker jeg at det ville være det endnu sejere og cool, hvis du stadig blev ved med at blogge – på dine egne præmisser.

    Min blog er ikke særligt cool i layout, fotos eller sprog. Haha. Jeg blogger heller ikke så tit for tiden og jeg er også lidt privat. Samtidig er jeg selv glad for at læse blogs hvor man fornemmer personen bag, mens jeg bliver lidt træt af de mange sponsorerede indlæg og at alle der har mange læsere nærmest automatisk går over på Bloggers Delight.

    1. Christine Bonde says: Svar

      Tusind tak, Ditte! Din kommentar fik lige sat gang i nogle tanker hos mig.
      Jeg har også for nyligt sagt nej tak til at blive premium blogger hos Bloggers Delight fordi det simpelthen bliver for kommercielt til min smag. Personligt bliver jeg også langt mere tiltrukket af de mere anonyme blogs som drives 100% på bloggerens egne præmisser og uden skjult reklame, markedsføring eller lignende.

      1. Dog må jeg lige tilføje, at jeg også – med stor glæde – nyder at læse nogle Bloggers Delight blogs. Det kommer helt an på udtrykket, stilen, temaer, tone etc. :-)

  6. Sikke et indlæg! Synes du formulerer lige præcis det jeg selv så længe har gået og tænkt igennem. Lavede en blog gennem Bloggers Delight for nylig, mest fordi jeg gerne ville have et sted hvor jeg kunne smide op hvad jeg laver og tænker, for så om lang tid at kunne dykke ned i siden igen – en form for cyber-dagbog eller cyber-scrapbog om man vil! Men jeg blev ramt af en følelse af at ja, kan ikke helt forklare mig så godt som du, men en følelse af at formålet med min blog altså skulle være, at tjene penge på den, også selvom det slet var ikke min intention. I stedet oprettede jeg mit domæne på en anden vis, udenom nogen former for platform der opretter den for mig – netop bla. af samme grunde som du skriver ovenfor. Pisse fedt indlæg!
    God weekend.
    Knus fra Maria

Skriv et svar