Supersunde superfoods

supersunde-superfoods

supersunde-superfoods1

Supersunde Superfoods er modtaget som anmeldereksemplar

Superfoods… Et ord, eller snarere et begreb, som gør mig lidt skeptisk. Skeptisk fordi det ofte er et markedsføringstrick, der bruges til at sælge og lovprise visse fødevarer under påskud af at de skulle være ekstra sunde og nærmest uundværlige i alle menneskers kost. Det er egentlig ikke fordi der er noget snyd i det, og jeg kan også godt selv lide at bruge de såkaldte superfoods, men jeg synes vi trænger til lidt nuancering. Jeg er stadig ikke stødt på nogen fast definition eller videnskabelig betegnelse, men alligevel er det som om at det kun er nogle særlige (og ofte meget dyre) fødevarer, som får lov at tilhøre kategorien superfoods. Maca, spirulina, moringa, byggræs, chlorella, inca, baobab, you name it. Den type fødevarer kommer som regel i en emballage, som er plastret til med diverse labels om alle sundhedsgevinsterne og selvfølgelig ét stort mærkat med det helt store buzzword; superfood.

Den måde at anskue superfoods på larmer efter min mening så meget at vi glemmer, at der findes helt almindelige (og langt billigere) fødevarer, som også har et super højt indhold af næringsstoffer. Fødevarer som også fortjener at komme i kategorien supermad. Jeg er egentlig ikke så vild med at opdele mad i god og dårlig eller rigtig og forkert, og det kan måske godt virke som om at det er dét man gør, når man bruger et ord som supermad. For så må der jo også være noget som ikke er så super. Men det er egentlig også min holdning, især hvis man sammenholder det med følgende definition:

“Superfoods er fødevarer, der er tæt pakket med mikronæringsstoffer (vitaminer, mineraler og antioxidanter), og som nærer vores krop og holder os sunde og stærke. I modsætning til vitaminer i pilleform, og andre former for tilskudsstoffer, er superfoods “hele fødevarer”, som naturligt indeholder væsentlige næringsstoffer. Superfoods adskiller sig fra almindelige fødevarer ved deres særligt høje koncentration af mikronæringsstoffer.”

supersunde-superfoods2

Lige præcis dén definition er udgangspunktet for bogen Supersunde Superfoods som Valeria Lima og Mette Helbak netop har udgivet. Jeg synes virkelig det er en fin defintion. Det er ikke fordi man skal betragte andre fødevarer som værende direkte dårlige eller forkerte, men de lever såmænd bare ikke op til den definition der er brugt her. I bogen bliver der lagt vægt på de nordiske superfoods, og det er jeg vild med. Det tilføjer et bæredygtigt aspekt og tager hele superfood-konceptet ned på et niveau hvor den helt almindelige dansker kan være med. Vi snakker altså porre, gulerod, persille, avokado, jordbær og citron – og selvfølgelig en helt masse andre fødevarer, men langt de fleste er nogen som vi kender til og højst sandsynligt allerede har i køkkenet.

Kombinationen af de to kvinders viden og ekspertise (Mette Helbæk er bl.a. kok, restaurantejer og madskribent, mens Valeria Lima er ernæringsekspert med speciale i evolutionær ernæring og funktionel medicin), gør at Supersunde Superfoods er langt mere end bare en oversigt over næringsrige fødevarer. Den indeholder for eksempel konkrete køkkentips om brug og tilberedning af superfoods, tips og opskrifter til tarmvenlige måltider og gode råd mod sundhedsmæssige skavanker såsom inflammation, overvægt, stofskifteproblemer og hjerte-kar-sygdomme. Med sine 334 sider er det også noget af en moppedreng!

supersunde-superfoods3

Bogen er opdelt i 5 kapitler, hvoraf det første kapitel er en grundig men alligevel simpel introduktion til nærmest alt der er værd at vide om superfoods. Her bliver man klogere på alt fra næringsstoffernes abc til globalisering af fødevarer til hvordan man får mest ud af sine superfoods både i forhold til tilberedning og sammensætning. De følgende tre kapitler fokuserer på hver deres kategori; hhv. dyrerigets superfoods, planterigets superfoods og superfoods for tarmene. Hvert kapitel indeholder først og fremmest en masse nørderi og interessant viden om de pågældende næringsstoffer men også en masse inspirerende opskrifter. Det sidste kapitel handler om superfoods i praksis. Hvad gør man hvis man er veganer? Hvilken indvirkning har det hvis man er ryger? Skal man lægge sin livsstil helt om for at spise på den her måde? Til sidst er der en fin oversigt over vitaminer, makro- og spormineraler, fedtsyrer og antioxidanter; i hvilke fødevarer de findes og hvilke egenskaber de har. Man får altså rigelig med inspiration til hvordan man sagtens kan leve supersundt uden at det behøver indebære chiafrø, acaibær, hampefrøskaller og chlorellapulver.

Som I nok kan fornemme er jeg ret begejstret over den her bog. Både fordi den bidrager til et mere nuanceret (og egentlig også mere fornuftigt) syn på superfoods, men også fordi den har så meget at byde på i forhold til ernæringsmæssig information og utroligt lækre opskrifter der i dén grad indbyder til at gå i køkkenet. At den så samtidig er vanvittigt flot sat op og har de fineste billeder… Det er jo også guf for en kommende kogebogsforfatter ;-)

Supersunde Superfoods kan købes her (reklame-link).
Christine_bottom_2

 

Skriv et svar