Sunde frugtstænger i 2 udgaver

 

Weekendens køkkeneksperiment udsprang af at jeg længe har gået og nærlæst ingredienslisten på diverse frugtstænger og energibarer (sådan virkelig nørdet og hver eneste gang jeg kunne komme til det) hvilket selvfølgelig gav mig lyst til at prøve at lave dem selv. De findes egentlig allerede i nogle sunde og ret lækre varianter som ikke er tilsat sukker og kun indeholder naturlige ingredienser, men nogle gange kan jeg bare bedst lide at spise noget der kommer fra mit eget køkken. Desuden er der da nok også chance for at man kunne spare et par kroner ved at prøve sig frem derhjemme. Jeg er i hvert fald ovenud tilfreds med resultatet og jeg skal helt sikkert afprøve flere varianter. Jeg lavede disse 2 forskellige slags i weekenden.

Sunde frugtstænger 

Ingredienser:

Den lyse (vanilje-æble-fuldkornsstang)

  • 75 g friske, udstenede dadler
  • 50 g tørrede abrikoser
  • 1/2 æble
  • 1 tsk psyllium frøskaller
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1-2 spsk vaniljeproteinpulver
  • 50 g mandler
  • 25 g gryn (jeg brugte en blanding af speltflager, hirseflager, ruggryn, havregryn m.m.)
  • 60 g kokosrasp
  • 1 spsk kokosolie

Den mørke (choko-kokos-nøddebar)

  • 100 g friske, udstenede dadler
  • 50 g mandler
  • 50 g peanuts (eller f.eks. hasselnødder, cashednødder, pecannødder)
  • 55 g kokosrasp
  • 2 spsk sukkerfri kakao
  • 1 tsk psyllium frøskaller
  • 1 tsk vaniljepulver
  • Evt. lidt proteinpulver (vanilje- eller chokoladesmag)

Blend det hele sammen og fordel massen mellem to stykker bagepapir og glat det ud til den ønskede tykkelse med en kagerulle. Dejen skal helst føles lidt som marcipan og ikke være alt for klistret. Hvis dejen er for våd kan der tilsættes mere kokosmel, gryn eller frøskaller, og hvis den er for tør et par ekstra dadler. Skær passende stykker og læg det i en beholder i fryseren nogle timer. Stængerne kan selvfølgelig varieres på et utal af måder – prøv eksempelvis med andre nødder, gulerod, rosiner, andet tørret frugt, æblejuice, honning osv.

Translation: This weekend I wanted to make my own fruit and nut bars and the result was soooo delicious! They were very easy to make and I think it’s way cheaper making them yourself instead of buying them in the supermarkets.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.