Pandekager med brændenælder (som passer til både det søde og det salte køkken)

Pandekager med brændenælder (som passer både til det søde og det salte køkken)3Pandekager med brændenælder (som passer både til det søde og det salte køkken)2

Sammen med min søde veninde Anneli, som cirka er en lige så stor grøntsagsnørd som mig, besøgte jeg i fredags Krogerup Avlsgård i Humlebæk hvor Aarstiderne holder til. Vi besøgte gården på den flotteste solskinsdag hvilket bestemt ikke gjorde min begejstring over omgivelserne og selve stemningen mindre. NØJ, hvor er der skønt derude! Jyden blev i hvert fald mere end glad ved synet af mælkebøtter, grønne marker, kæmpe halmballer, blå himmel og bøgeskov – for slet ikke at snakke om grøntsagerne. Ohhh my… Chrisser in heaven!

Vi var egentlig taget derud for at deltage i Aarstidernes Kombucha Bar (et event hvor man kunne få lov at smage deres forholdsvist nye kombuchaprodukter) men vi skulle selvfølgelig også lige ind at snuse i gårdbutikken. Jeg kom bl.a. derfra med hvedegræs og brændenælder til trods for at jeg absolut ingen erfaring havde med at bruge nogen af delene. Eftersom Anneli også fik en omgang brændenælder med hjem, besluttede vi os ret hurtigt for at lave en lille udfordring (eller, jeg tvang Anneli til at lege med) for at se hvem der kunne være mest opfindsom med den noget specielle ingrediens. Jeg endte med at bruge den ene halvdel i mine veganske falafler hvilket var en stor succes, men jeg tænkte at jeg også hellere måtte udfordre mig selv med en ny opskrift, og den anden halvdel blev altså til disse pandekager.

Til ca. 10 mellemstore pandekager:

  • 3 æg (str M/L)
  • 80 g mel (jeg brugte 50 g rismel og 30 g majsmel)
  • 2 dl havremælk
  • 1 stor håndfuld friske brændenælder
  • 20 g smeltet kokosolie + lidt ekstra til stegning
  • Et nip salt

Fremgangsmåde:

  1. Sørg for at rense brændenælderne (brug handsker!) ved at fjerne eventuelt mindre pæne dele eller andet ukrudt som kan være kommet med iblandt.
  2. Hæld kogende vand over brændenælderne. Når de er skoldet, brænder man sig ikke længere på dem.
  3. Blend brændenælderne og havremælken til en helt ensartet masse i en blender.
  4. Pisk æggene i en skål og tilsæt brændenældemassen sammen med olie og salt.
  5. Tilsæt melblandingen lidt af gangen.
  6. Steg pandekagerne ved middel varme i lidt kokosolie.

Det bedste ved de her pandekager er at de både fungerer som madpandekager og som dessertpandekager. Da jeg fulgte denne opskrift, valgte jeg at spise dem som en del af min aftensmad. Skal de bruges i det søde køkken, kan man blot bytte rundt på fordelingen af de to meltyper og tilsætte 1 tsk ren vaniljepulver. Jeg var virkelig positivt overrasket over smagen fra brændenælderne og vil helt sikkert bruge dem i madlavningen igen. Det er bare en skam at man ikke lige kan opstøve sådan nogle på Østerbro…

Men hvorfor overhovedet bruge brændenælder i madlavningen? Først og fremmest er jeg en mad- og sundhedsnørd, og jeg elsker at afprøve nye ting i køkkenet. Derudover har jeg en indre hippie som virkelig sætter pris på at kunne bruge det der lige er tilgængeligt i naturen i madlavningen. Når brændenælder så samtidig indholder en række gode næringsstoffer og smager godt, er jeg solgt.

Ever tried cooking with nettles? I had my first try this weekend. I ended up adding some to my vegan falafles which turned out really great. I also made these pancakes that can be used as part of a savory dish as well as a dessert. 

Skriv et svar