Mit exit

mit-exit-1

Selvom jeg aldrig har været overbevist om at det var det helt rigtige valg samtidig med at min mavefornemmelse ikke har været helt god, kom det alligevel som lidt af en overraskelse da jeg fandt ud af at jeg var endt det forkerte sted. At jeg havde truffet det forkerte valg. Én ting er at opdage dét, en anden ting er at handle på det og ændre kurs.

Jeg har lovet jer en opdatering på min frustration i forhold til mit nye studie, og det kan egentlig gøres ganske kort. Jeg er nu officielt udmeldt af uddannelsen.

Læs også: Jeg er optaget på kandidatuddannelsen men hvor er min begejstring?

Først og fremmest skal jeg måske lige sige, at jeg godt ved, at der er masser af studerende som vælger forkert og dropper ud. Måske endda op til flere gange i løbet af deres uddannelsestid. Det er helt normalt og ikke verdens undergang. Jeg tror dog ikke der er nogen som synes det er særligt fedt ikke at gennemføre noget som man har sat sig for. For mig har det i hvert fald været ufatteligt svært at affinde mig med at jeg skulle afslutte noget uden at gøre det færdigt. Det har taget mig lang tid at acceptere, og jeg har slået mig selv oven i hovedet mange gange pga. det. Jeg har simpelthen følt mig som den største fiasko.

Et stykke papir

På papiret er Integrated Food Studies lige mig. En uddannelse hvor man studerer fødevarer og anskuer dem fra rigtigt mange vinkler – ernæringsmæssigt, socialt, politisk, designmæssigt, produktionsmæssigt m.m. Alt det som min nysgerrighed og mit videbegær ville elske. Det lød næsten for godt til at være sandt… And you guessed it. Det var det også. Bagsiden var nemlig, at man med så mange fokusområder aldrig rigtigt kommer i dybden med noget som helst. Flere af lærerne sagde endda til mig direkte, at mange fag og forløb ville være lidt overfladiske. Altså WTF?! Jeg havde en forventning om at en kandidatuddannelse ville være dét mere fokuseret end en bacheloruddannelse, og at jeg derfor kunne regne med at gennemhøvle nogle emner som jeg ville føle mig ekspert i efterfølgende. Jeg er sikker på at det er den fornemmelse man har efter kandidatafhandlingen, fordi man har siddet med det så længe og så intenst, men noget sagde mig at det ikke var nok. Samtidig tænker jeg, at jeg ikke behøver at skrive en kandidatafhandling for at fordybe og specialisere mig i et emne – medmindre jeg selvfølgelig skal bruge et stykke papir der kan bekræfte det…

Jeg kom til et punkt hvor jeg kunne mærke, at min eneste motivation for at fortsætte på studiet var, at jeg i 2018 ville stå med et stykke papir i hånden. Et bevis på at jeg havde taget en kandidatgrad. En slags blåstempling. Noget der kunne gøre min viden verificerbar, og noget der kunne hæve mit lønniveau. Jeg ved at mange af mine daværende medstuderende har præcis den samme motivation, men noget sagde mig bare at det ikke burde være sådan. Jeg har gjort mig utroligt mange tanker om det skide stykke papir, og der er selvfølgelig en lang række af både plusser og minusser. I sidste ende har jeg nok bare ikke lyst til at lade mig definere af et fint stykke papir men snarere min erfaring og de ting jeg har udrettet.

Planer for fremtiden

For første gang i mange år er min fremtid ikke mejslet i sten. Der er med andre ord ikke nogen fast plan. I hvert fald ikke nogen med en lang tidshorisont. Jeg har en masse ting på tegnebrættet og bare generelt en masse ønsker for fremtiden, men intet er sikkert. Netop følelsen af sikkerhed var til sidst også noget af det eneste der holdt mig på studiet. Rent økonomisk er en SU da bedre end ingenting, og det er da også meget rart at kunne udskyde det der rigtige voksenliv et par år. Teoretisk.

Min oprindelige plan var at tage kandidatuddannelsen mens jeg sideløbende ville fortsætte mit arbejde og køre diverse projekter – projekter som jeg allerede var involveret i inden studiestart. Selvom Integrated Food Studies er et fuldtidsstudie, var jeg overbevist om at det hele ville kunne lade sig gøre, fordi uddannelsen lægger op til at man også engagerer sig andre steder og gerne snuser lidt til entreprenørskab og iværksætteri. Long story short: Det viste sig ikke helt at være rigtigt, og jeg blev ikke ligefrem mødt med hverken accept eller entusiasme i forhold til at jeg prioriterede min egen virksomhed så højt som jeg gjorde.

Nu har jeg taget et valg, og jeg har nedprioriteret studiet helt. Mit exit skulle faktisk vise sig at være lige præcis det spark jeg havde brug for, og jeg er endelig nået dertil hvor det føles rigtigt godt. Jeg har tilladt mig selv at følge min mavefornemmelse og satse på det jeg brænder allermest for – også selvom det involverer langt flere ricisi på flere forskellige plan. Der er dog stadig én universitetsuddannelse som jeg går og drømmer om, og jeg søgte faktisk også ind på den i år, men fik desværre afslag pga. manglende ECTS-points. I sidste uge blev jeg gjort bekendt med at der er kommet nogle nye regler som gør, at de på den pågældende uddannelse ikke optager ansøgere med supplering (noget jeg i øvrigt slet ikke kan se logikken i). Faktisk var dét endnu et slag i maven og noget som jeg lige skulle sluge, men nu vil jeg fjerne mit fokus fra kandidatuddannelsen og lægge alle mine kræfter i noget helt andet. Jeg går all in på min platform, min undervisning, mit bogprojekt, min trang til at skabe og alt det jeg synes er skidesjovt og som samlet set har vist sig at kunne få tingene til at løbe rundt. Uddannelse bliver dog ikke lagt helt på hylden, men den som jeg stadig har i tankerne involverer ikke noget universitet men derimod en udlandsrejse og en hel måned med fordybelse. Måske kan I huske at jeg nævnte det her.

Puhha, det blev en lang smøre om hvad der føles som et skræmmende men også utroligt givende U-turn i mit liv. Er der nogle af jer der har oplevet noget lignende? Jeg vil så gerne høre din historie!

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Det lyder som den helt rigtige beslutning for dig. Nogle gange havner man bare på et studie, hvor man ikke bliver glad af at fortsætte. Sådan var det på mit første studie, hvor det tog mig to år at skifte uddannelse til noget, jeg blev glad for. To år, fordi jeg jo ikke sådan var typen, der droppede ud, som jeg tænkte. I bagklogskabens lys skulle jeg have droppet det efter det første år – men jeg har heldigvis også lært en masse gode ting og ikke mindst fået en hjerteveninde fra det studie. :)

    • Det håber jeg! Der er jo fordele og ulemper ved begge dele, men jeg er glad for at jeg tog en beslutning og turde at satse.
      Der er aldrig noget der er spildt, så jeg er slet ikke i tvivl om, at du selvfølgelig har fået en masse med fra dit studie, selvom det måske ikke var det helt rigtige. Hvilken uddannelse er du endt på nu? :)

      • Jeg læste først statskundskab i to år, så tog jeg en ba i journalistik og til sidst en kandidat i international virksomhedskommunikation. 8 år i streg – lidt vildt, jo, haha. Men skiftet til journalistik og kommunikation var det værd. :)

  • Jeg er oprigtigt glad på dine vegne over, at du har valgt at rykke på mavefornemmelsen. Jeg er sikker på, du nok skal “nå langt” og i hvert fald bliver lykkelig for dit valg.
    Jeg ville ønske, jeg havde gjort det samme, da jeg stod i samme situation som dig – 1. semester kandidat i kommunikation på AAU. I stedet hang jeg i og kæmpede mig frem til specialet. Jeg dumpede første gang og endte med at være 1,5 år om det, før jeg endelig turde lytte til mig selv og droppe ud. Jeg var på den forkerte hylde fra dag 1, men turde ikke droppe fra af samme årsager som du. Nu kæmper jeg med at finde arbejde pga jeg er uerfaren. Det havde haft så meget mere værdi for mig at arbejde end at studere.
    Sejt du har lyttet til dig selv og så meget god fornøjelse med dine egne projekter :)

    • Tusind tak for de søde ord, Pernille! Det er jeg virkelig glad for du siger :)
      Jeg har også tænkt mig på det her med, om man er bedre stillet med en fin uddannelse eller en masse erfaring. Det er selvfølgelig svært at sige, men jeg fandt i hvert fald ud af at et uddannelsesbevis ikke nødvendigvis gør det lettere for mig at finde min vej på arbejdsmarkedet hverken nu eller senere i livet :)

  • Sådan! En gang i mellem skal man lade tingene marinere lidt før man tager beslutningen. Du er en kreativ ildsjæl som kommer at få succes med dit eget, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. You go!