Mine højdepunkter fra 2017 og intentioner for 2018

For første gang i meget lang tid kan jeg tænke tilbage på et år, som ikke bare har været begivenhedsrigt og dejligt, men som har været så fuld af oplevelser, erfaringer og personlig udvikling, at det adskiller sig fuldstændigt fra alle de andre. På Hella Joof-sprog vil det være et år som helt sikkert skal dækkes med glimmer og sættes op, allerøverst, på kaminhylden! 2017 er ikke bare et år som jeg vil huske for noget godt, men et år som jeg vil huske for en lang række højdepunkter, der decideret ændrede mit liv.

2017 var et højdepunkt i sig selv

Jeg har ikke altid været typen der satte mig ned og reflekterede over det forgangne år, men det er begyndt at blive lidt af en vane nu. 2017 var bl.a. året hvor jeg:

fik lov at udleve drømmen om at lave en kogebog. I marts underskrev jeg kontrakten med FADL’s Forlag og kunne dermed for alvor gå i gang med mit drømmeprojekt. Faktisk har kogebogen været undervejs i godt og vel et år, for jeg havde allerede arbejdet på den i flere måneder før at kontrakten var på plads. Det har været en virkelig lang proces, og jeg tror det er svært at forestille sig hvor meget arbejde der egentlig ligger bag sådan en kogebog. Da jeg den 20. december pludselig stod med det første eksemplar af min helt egen kogebog i hånden, vidste jeg vitterligt ikke hvordan jeg skulle reagere, og jeg kan slet ikke fatte at man om bare 2 uger kan finde Vegansk til den søde tand i butikkerne.

oplevede mange dele af verden. Hvis man ser bort fra min årlige sommerferie i Frankrig hvor mine forældre har et sommerhus, rejser jeg virkelig sjældent, men i 2017 skal jeg love for at jeg fik luftet mit pas. Det blev både til Island (som var dén destination der gjorde størst indtryk på mig), Frankrig (faktisk hele 2 gange), New York, Amsterdam (en storby jeg helt klart skal besøge igen) og Metzingen i Tyskland. Jeg må nok indrømme at jeg har fået smag for det, og det at rejse og komme ud for at opleve verden står højere og højere på min liste over ting der gør mig glad helt ind i sjælen.

fandt mig selv. Jeg har udviklet mig ekstremt meget i 2017 – så meget at jeg selv lægger mærke til det nærmest dagligt. Én ting er, at der er flere og flere som kommenterer på det og spørger ind til min forandring, men når jeg ligefrem tager mig selv i at bemærke hvor meget jeg har forandret mig, er der altså virkelig sket noget. Selvudvikling er i dén grad et ord, som jeg vil forbinde med året 2017. Det startede for alvor i maj, da jeg deltog på min første Strala-uddannelse. Det gjorde virkelig noget ved mig, og få måneder efter var jeg allerede i gang med uddannelse nummer to. Og for at det ikke skal være løgn er jeg pt. i gang med den tredje uddannelse i Strala-regi. Jeg vil dedikere et helt indlæg til nogle af de personlige (både fysiske, mentale og spirituelle) forandringer som er udsprunget af Strala, men indtil da kan du se denne video som jeg lavede kort tid efter at jeg kom hjem fra min 200-timers uddannelse.

blev moster. Efter at min søster var gået næsten 2 uger over tid, valgte min lækre lille nevø endelig at komme til verden den 30. november. Det er helt vildt hvilke følelser det ha vækket i mig. Jeg er ved at revne af stolthed over min største og mindste kærlighed, lille Villum, og samtidig kunne jeg ikke være mere stolt over min søster som nu er blevet nogens mor. Det eneste negative er at min familie lige pludselig føles liiidt længere væk, fordi de bor i Jylland og jeg i København… Oh well, jeg er blevet ret gode venner med Kombardo-ekspressen, så jeg skal helt sikkert tage turen fra storbyen til fastlandet mange gange fremover!

2018 har noget at leve op til (and it will!)

Jeg er egentlig ikke typen der elsker at planlægge. Faktisk har jeg fundet ud af at jeg trives utrolig godt med, at alting ikke er fastlagt. I 2017 mærkede jeg virkelig hvor godt det gør mig, når jeg tillader mig selv at følge min intuition og det flow jeg befinder mig i. I den forbindelse har jeg faktisk haft en ret så vild oplevelse med at manifestere, som ellers er totalt nyt for mig. Den historie skal jeg nok dele på et andet tidspunkt. 2018 kommer bl.a. til at byde på:

nydelse, næring og nysgerrighed. De tre ord er i løbet af året blevet ved med at dukke op i mit hoved, og i dag udgør det nærmest hvad jeg vil kalde for et personligt værdisæt og grundlag for de ting jeg gerne vil udbrede. Læs mere her.

kogebogsudgivelse. Den 15. januar udkommer min første kogebog, Vegansk til den søde tand, og jeg får en ny titel som kogebogsforfatter. Jeg er så hamrende stolt og taknemlig, men jeg har også utrolig svært ved at forholde mig til at der rent faktisk kunne ske at være andre mennesker, som også ville glædes over min kogebog. Jeg er virkelig spændt på hvordan den kommer til at klare sig.

online yoga. I slutningen af året indgik Yogavivo og jeg et samarbejde, og jeg kan nu offentliggøre, at jeg kommer til at lave videomateriale til deres platform. Det betyder bl.a. at I kan få Strala yoga hjem i stuen eller tage det med jer uanset hvor I er. Det er dog ikke kun yogavideoer der er på tegnebrættet, for jeg vil gerne sprede hele mindsettet bag Strala på en anderledes måde. Stay tuned.

nyt hjem. Arbejdshjem i hvert fald. Der er nemlig sket noget helt vanvittigt; Nicklas har fået sit eget fotostudie! Det er en KÆMPE drøm der går i opfyldelse, og jeg glæder mig så meget til at fortælle om det hele – både hvordan det gik til (for den historie er virkelig inspirerende hvis jeg selv skal sige det), og hvilke muligheder det åbner op for. I første omgang kommer studiet til at fungere som en slags kontorplads for mig, og jeg kan slet ikke vente til at vi skal begynde at flytte ind!

Strala events & workshops. På årets sidste dag i 2017 afholdt jeg mit første lillebitte event med Strala, og det var blot en forsmag på det, der kommer i 2018. Jeg kan sige så meget, at min rejse til Metzingen og det at Nicklas har fået sit eget studie har været med til at bane vejen for de events og workshops jeg har på tegnebrættet.

endnu mere Strala-uddannelse. Og det er måske dét som jeg er allermest begejstret over at kunne se frem til i 2018. Jeg skal nemlig afsted på min fjerde yogauddannelse når jeg til sommer rejser til New York for at deltage på 300+ Hour Advanced Leadership Training (læs mere her).

afslutningen på mit Invisalign-forløb. Forhåbentlig. Jeg går pt. og venter på at min anden omgang af refinement-skinner kommer, så jeg er spændt på hvor mange jeg får denne gang.

flere opskrifter og guides. Efter en lang periode med stilhed på bloggen er jeg tilbage med et helt andet drive, ny inspiration og helt andre ambitioner. Blog-delen af mit site kommer jeg til at fylde med endnu mere mad, guides i alle afskygninger og flere personlige indlæg. Byd endelig ind hvis du har specifikke ønsker i nogle af kategorierne.

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Stort tillykke med re-lanceringen af dit domæne og kogebogen! :D Jeg elsker dit nye fokus med strala og selvudvikling, og glæder mig til at følge med fremover. Jeg skal helt sikkert dyrke yoga med dig på Yogavivo – så fedt at de får strala på programmet.

    • Tusind tak, søde du! Det gør mig simpelthen så glad at du kan lide de nye ting og har lyst til at følge med. Jeg skal helt sikkert nok holde dig opdateret med indholdet på YogaVivo så du kan være med på Strala ❤️ Har du prøvet det før?

      • Vi har faktisk haft en Instagram samtale omkring det – og ja, jeg har prøvet Strala før! Både guidede timer og så bruger jeg ofte principperne i mine egne flows derhjemme :D Jeg har læst Strala yoga bogen af Tara Stiles og er nu i gang med Guiding Strala <3

        • Guuud ja, det kan jeg da godt huske nu! Ej, sorry at jeg havde glemt det 😄 Hvor skønt at du er blevet glad for det. Hvad synes du om den første bog? 😊

          • Haha, det gør intet. Jeg havde ikke forventet at du kunne huske vores samtale ;)

            Jeg synes den var en øjenåbner for mig! – hele idéen om, at man kan nå mindst ligeså meget ved at gøre tingene på en mindre kompliceret og afslappet måde, gav virkelig meget mening for mig. Samtidig er det også noget jeg synes er utroligt svært! Jeg springer aldrig over hvor gæret er lavest! Jeg er måske endda helt omvendt, og jeg kan se hvordan det bidder sig selv i halen. Jeg vil gerne tage principperne til mig, da jeg tror det vil give mig utroligt meget at ændre min tilgang til livet. Giver det mening? :P

            Jeg synes ikke at bogen gav konkrete tips til hvordan man integrerer Strala tilgangen til sit liv (andet end at dyrke Strala yoga hver dag :P). Det manglede jeg i bogen. Så jeg er spændt på at læse 2’eren og se om den er mere brugbar for mig.

            Hvad synes du om den? <3

            • Det ér nemlig rigtig svært! For vi er jo opdragede til at gøre tingene på en helt anden måde. Jo hårdere du arbejder, jo mere ros får du. Også selvom du ødelægger dig selv og går ned med stress. Det giver nærmest bare endnu mere ros fordi man presser sig selv så meget :/ Jeg ved ikke helt om jeg synes at Strala-tilgangen er det samme som at springe over hvor gærdet er lavest… Men måske er det netop bare fordi jeg forbinder lige netop det udtryk med noget negativt, netop fordi jeg også stadig har nogle vaner og holdninger jeg skal aflære :-)
              Jeg tror helt sikkert du vil elske Guiding Strala da den går endnu mere i dybden med det hele og man får en meget bedre ide om, hvordan det hele også giver mening uden for måtten. Jeg elsker den i hvert fald. Glæder mig til at høre hvad du får ud af den <3

              • Nemlig! Tilgangen går virkelig imod de normer vi har i Danmark om at “yde for at nyde”, arbejde sig op, og hvis tingene kommer let til én er man forkælet osv. osv. Der er så mange underliggende forventninger til hvordan man skal gøre tingene, som jo slet ikke gavner nogen. Tværtimod! Det gør folk syge :/

                Jeg tror at jeg brugte det med at hoppe over hvor gærdet er lavest af mangel på et bedre ord… for jeg ser bestemt heller ikke Strala som værende tiltager for den slags. Du må meget gerne sige til hvis du har en bedre vending på dansk ;)

                Uhhh, nu glæder jeg mig endnu mere til at læse bogen og kunne implementere endnu mere uden for måtten :D <3