Links jeg ka' li' #1

Min daglige hudplejerutine – og noget om Sund Hud

Min daglige hudplejerutine, minimalistisk hudpleje, Sund Hud

Kort sagt handler min blog jo i bund og grund om hvordan jeg plejer min krop. Derfor er kost og motion selvfølgelig noget jeg fokuserer meget på, men hudpleje er helt klart også noget jeg går op i. Ikke på den der “Jeg skal være up to date med den nyeste hudpleje og eksperimentere hele tiden”-måde, men jeg er mere og mere bevidst om hvad jeg kommer på min hud. Især efter mit p-pille-stop har jeg været nødt til at kigge min hudplejerutine efter i sømmene. Jeg er overbevist om at ernæring er den vigtigste faktor når det kommer til hudpleje, men en god hudplejerutine kan også gøre en forskel.

Jeg forsøger at holde min hudplejerutine så minimalistisk som muligt. Der er først og fremmest nogle praktiske fordele ved at bruge så få produkter som muligt. Det tager ganske enkelt kortere tid at gøre sig klar, når man ikke skal i gennem en lang række produkter. For det andet forsøger jeg at skåne min hud og vil hellere fokusere på at pleje den indefra med næringsrig og letfordøjelig kost. For det tredje er det lettere at vide om et bestemt produkt gør en forskel, når det ikke skal konkurrere med de aktive ingredienser i andre produkter. Fx kan det være svært at vide hvilket produkt der er mest optimalt til at hydrere huden, hvis man har introduceret 3 nye produkter næsten samtidig. Endelig er der også den fordel at man selvfølgelig kan spare nogle penge.

Min hudplejerutine ser pt. sådan ud:

OM MORGENEN:

  1. Jeg starter dagen med lidt vand i ansigtet og en blid eksfoliering med en Konjac svamp  (lige nu bruger jeg den til kombineret hud men skifter indimellem)
  2. Afhængig af hvordan min hud har det, bruger jeg herefter enten Pudderdåsernes T-zone Peeling eller lidt kokosolie som fugtighedscreme

OM AFTENEN:

  1. Om aftenen fjerner jeg mascara med kokosolie, en lille smule vand og et par vatrondeller
  2. Derefter renser jeg mit ansigt ved at massere kokosolie rundt i hele ansigtet i et minuts tid
  3. Bagefter gør jeg et ansigtshåndklæde varmt og ligger det hen over ansigtet et øjeblik inden jeg tørrer kokosolien helt af igen
  4. Til sidst bruger jeg Pudderdåsernes T-zone Peeling som natcreme

Hvis jeg har brug for at fjerne make-up i løbet af dagen, fx i forbindelse med træning, bruger jeg Cleansing Milk fra Rudolph Care på en vatrondel. Nogle gange bruger jeg den også om aftenen hvis jeg er doven eller det bare skal gå lidt hurtigere.

Jeg er bestemt ikke nogen ekspert på hudplejeprodukter, og jeg har helt klart også begået mange fejl gennem tiden. Især i mine teenageår og inden jeg fik en mere holistisk tilgang til sundhed. For knap et år siden kontaktede jeg Shirley som er ejer af Sund Hud, uddannet biopat og ekspert i holistisk skønhed og velvære. På det tidspunkt var min hud stadig hårdt ramt efter mit p-pille-stop, og jeg var så træt af at få at vide at jeg bare skulle starte med pillerne igen. Jeg havde desperat brug for vejledning fra én som først og fremmest havde forståelse for min situation og som ikke bare ville symptombehandle men i stedet fokusere på at løse årsagen til problemet. Jeg havde hørt så mange gode ting om Shirley og hendes behandlingsmetoder, og da jeg kontaktede hende på Facebook, fik jeg det varmeste svar tilbage. Det er lidt svært at forklare, men jeg følte mig så tryg lige fra start. Også selvom Shirleys svar i sidste ende faktisk var at jeg skulle bruge noget tid på at få styr på kosten før hun ville anbefale at afprøve biopeeling hos hende.

Da jeg ca. 1 år senere, efter ernæringsterapi som har hjulpet mig godt på vej med kost, livsstilsændringer og kosttilskud, tog fat i Shirley igen, blev jeg igen modtaget med åbne arme. Hun har nu behandlet mig med biopeeling af 3 omgange, og selvom der stadig er lang vej med min hud endnu, har behandlingerne gjort en kæmpe forskel. Først og fremmest er det den mest behagelige oplevelse at være hos Shirley pga. hendes omfavnende, kærlige og forstående væsen. Hun er nærmest moderlig og som en veninde på én og samme tid. Derudover er det simpelthen så afslappende en behandling at jeg nærmest føler mig helt rundtosset når jeg går derfra. Min hud har også været både mere jævn og ensartet efter hver behandling, som på ingen måde efterlader huden rød og irriteret som andre former for peeling gør. Jeg føler mig i SÅ gode hænder, og det er tydeligt at Shirley både har masser af erfaring og holder sig ajour med utroligt meget på området. Hun har eksempelvis vurderet at det er min lever som, pga. p-pillerne, pt. er overbelastet, hvorfor der er nogle bestemte ting jeg kan gøre for at få den til at fungere optimalt igen. Måske er det noget I vil høre mere om?

Jeg smider ikke kun så mange roser efter hende, fordi hun er dygtig til sit arbejde og fordi jeg kan lide den behandling jeg får. Shirley er en ildsjæl, men hun er også utroligt ydmyg og får efter min mening slet ikke nok credit for det hun gør. Jeg håber så meget at der er flere som får øjnene op for hende for den kvinde er virkelig something.

This is my current skin care routine. Very minimalistic, easy, and relatively cheap. I also just started getting a biopeeling treatment by Shirley from Sund Hud which I’m so happy about.

   

4 kommentarer

  • Carina

    Hej Christine, hvis du ikke har skrevet om det før vil jeg rigtig gerne vide hvilken ernæringsterapeut du har brugt dame hvad di gjorde for at få din Tarm i balance igen? Da jeg står og kæmper med min hud:(
    De bedste hilsner
    Carina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Bonde

      Hun hedder Nanna Stigel og holder til hos Center for Ernæring og Terapi ☺️ Jeg kan desværre ikke sige at jeg er i balance igen, hverken fordøjelsesmæssigt eller hormonelt, men jeg er hjulpet rigtigt godt på vej netop via ernæringsterapi. Det er dyrt, men det er også en investering i ens helbred.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Af ren nysgerrighed, eftersom du nævnte solcreme i sidste indlæg, hvad er så din holdning til dette? Jeg synes det er lidt forvirrende i forhold til, om man skal bruge det eller ej. Indtil videre har jeg nemlig bare brugt den fra Rudolph Care …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Bonde

      Uh, godt spørgsmål. Det er nemlig noget jeg tænker meget over lige for tiden, og noget som jeg stadig ikke har en fast overbevisning omkring. Som udgangspunkt vil jeg gerne være fri for så meget unødvendig kemi som muligt, men jeg har også bare så stor respekt for solen og vil virkelig gerne passe på min hud. Jeg er slet ikke den store soldyrker og vil ikke ligge og stege i solen midt på dagen, så umiddelbart vil jeg ikke bruge solcreme på kroppen når jeg er udenfor. Til gengæld er jeg mere øm omkring mit ansigt og bruger pt. også solcremen fra Rudolph Care. Hvis jeg ved at jeg kommer til at være ude i solen uden mulighed for skygge, vil jeg også vælge en god solcreme uden for meget skadelig kemi.

      Siden  ·  Svar på kommentar

WRITE A COMMENT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Links jeg ka' li' #1