Køb min kogebog med 15% rabat (og noget om boglanceringsevent)

Vegansk til den søde tand x Gló

I forbindelse med at min kogebog udkom den 15. januar, havde jeg arrangeret et lille boglanceringsevent i lørdags. Det foregik i Magasin hos Gló, og det var faktisk ikke helt tilfældigt at det lige var dér. Tilbage i november 2017 havde jeg nemlig et spændende møde med ejeren af restaurantkæden om fremtidigt samarbejde. Vi har flere ting på tegnebrættet, men der er særligt én ting som jeg glæder mig til at dele med jer. Det er egentlig ikke fordi det er hemmeligt at jeg ikke vil dele flere detaljer, men jeg vil helst gøre det når det er faldet mere på plads. Måske kan I gætte det hvis jeg siger at det bl.a. indebærer StralaHint hint.

Men tilbage til boglanceringen! Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at afholde noget, og for at være helt ærlig var det fordi jeg ikke rigtigt orkede. Jeg havde ikke det helt store overskud til at skulle ud og lede efter et sted med den rette lokation, bruge en masse penge på at leje stedet samt evt. tallerkener, fade og glas til anretning, og generelt at skulle være tovholder på et stort arrangement. Jeg fik dog flere opfordringer og spørgsmål i forhold til en boglancering, og da Solla, som ejer Gló, tilbød mig at bruge hendes restaurant, valgte jeg at gøre det alligevel. Jeg kunne også mærke at jeg faktisk gerne ville markere udgivelsen med en lille fejring. Nogle gange skal jeg lige minde mig selv om, at det der med at have udgivet en kogebog faktisk er ret stort.

TUSIND TAK til alle jer der kom. Tak for blomster, chokolade, krammere, opmærksomhed, godt selskab, snakke og roser der gav mig helt røde kinder. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere.

Boglancering nummer to

Som sagt havde jeg slet ikke regnet med at der skulle være en boglancering, men nu er jeg faktisk allerede ved at planlægge nummer to. Eller, jeg ved ikke om man kan kalde det en boglancering, for min bog er jo allerede lanceret og udkommet, men jeg er ved at planlægge et nyt arrangement som kommer til at være noget anderledes.

For det første kommer det til at være i Jylland, nærmere betegnet Randers hvor jeg boede før jeg flyttede til København. For det andet har det været på tegnebrættet siden juli sidste år, hvor jeg fik et tilbud som jeg var vild med med det samme. I modsætning til i lørdags vil jeg ikke medbringe smagsprøver. Til gengæld vil jeg medbringe en hulens masse ingredienser så jeg kan lave opskrifterne på dagen. Arrangementet kommer nemlig til at foregå i et køkken, hvor jeg vil lave nogle af opskrifterne fra bogen og demonstrere hvert eneste skridt, så I har mulighed for at se med og stille spørgsmål (fx om særlige ingredienser eller metoder) undervejs. Jeg regner med at det bliver et mere intimt arrangement, så der er endnu større mulighed for at blive klogere på bogen og mine tanker bag den.

Jeg lover at dele flere detaljer lige så snart de er på plads. Følg mig på Instagram lige HER og hold øje med mine stories for at være first to know.

15% rabat på Vegansk til den søde tand

Afslutningsvis vil jeg bare lige gøre opmærksom på at jeg har besluttet mig for at sælge en begrænset mængde bøger med rabat. Så hvis du er interesseret i at købe bogen af mig personligt og samtidig få 15% rabat (måske endda med en lille krusedulle og en hilsen indeni hvis du har lyst), er du meget velkommen til at kontakte mig HER.

Det er også stadig muligt at købe min bog via Saxo lige HER.

 

Indlægget indeholder reklame-links (læs mere om min reklame-politik her)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *