Juleønsker 2013

jegønskermig

Her er et udpluk af min juleønsker. Jeg ønsker mig skam også andre ting, men jeg har valgt at vise jer de ønsker som er sundheds- og træningsrelaterede. Måske kan det give lidt inspiration.

1: Foam rolling indgår altid i min opvarmning inden styrketræning, og selvom det kan gøre forbandet ondt, er det en fantastisk måde at opvarme, udstrække og løsne musklerne. Jeg har efterhånden opdaget at det virkelig er godt til min ryg, da muskulaturen i min højre side er mere spændt end den venstre pga. en skævhed.  Jeg har kun hørt godt om The GRID som står ret højt på ønskelisten.

2: Jeg ejer i forvejen et par Nike Flyknit Lunar1+ i pink, og det er absolut de bedste Nike sko jeg har. De er SÅ behagelige, pasformen er perfekt, og affjedringen er lige tilpas. Derfor er jeg selvfølgelig også nødt til at eje dem i grå. Makes sense, right?

3: Nu er jeg altså efterhånden blevet overbevist om, at en leverskylning ikke bare er noget hokus pokus som pludselig er blevet moderne. Jeg har flere veninder som har prøvet det ved at følge instruktionerne i denne bog, og min nysgerrighed vil gerne snart tilfredsstilles. Jeg ved endnu ikke om jeg selv vil kaste mig ud i projekt leverskylning, men jeg bliver simpelthen nødt til at blive klogere på det.

4: Jeg mangler virkelig et par gode høretelefoner, både til træning og almindeligt brug, og disse fra Bose skulle være rigtigt gode.

5: Når min træning foregår herhjemme plejer jeg egentlig ikke at bruge andre redskaber end en måtte, og jeg gider heller ikke investere i en helt masse træningsredskaber, men en kettlebell er genial fordi den kan bruges til så mange forskellige formål.

6: Det jeg ønsker mig allermest er denne Vitamix blender. Jeg har savlet over den i evigheder, men med en pris på 5500 kr. er det ikke én man bare lige køber. Jeg har brugt mange timer på at undersøge, om der findes et billigere alternativ som kan leve op til Vitamixen, men desværre nej. Det er bare blenderen.

7: Jeg tænker på det hver eneste gang jeg underviser – hvor dejligt det ville være at have sit eget mikrofonbælte. Det er i hvert fald ikke altid lige lækkert at skulle iføre sig et fuldstændig gennemblødt bælte.

8: Der er faktisk en lidt speciel årsag til at jeg ønsker mig en vægtskive som denne. Jeg skal nemlig bruge den til at øve mig med. I den kommende weekend kommer jeg helt sikkert til at bruge den eftersom jeg skal på endnu et instruktørkursus. Mere om det senere.

9: Det er nok ikke overraskende at jeg ønsker mig min egen Suspension Trainer efter mit TRX-kursus… Jeg skal meget snart i gang med at udtænke og afprøve træningsprogrammer så jeg er forberedt når der kommer TRX på holdplanen til januar, så jeg kunne virkelig godt tænke mig at få fingrene i min egen.

Hvad står øverst på din ønskeseddel i år?

Translation: A selection of some of my Christmas wishes. 

One Reply to “Juleønsker 2013”

  1. Tanja Gotthardsen says: Svar

    Min ønskeseddel ligner din til forveksling – har ønsket mig the Grid 2.0, en 12kg kettlebel, en Vitamix (man kunne jo være så utroligt heldig)… og så har jeg ønsket mig lidt mere Royal Copenhagen til samlingen :)
    Jeg har dog selv taget hul på julen med nyt træningstøj, en ny yogamåtte, og så starter jeg forhåbentligt på instruktøruddannelse til februar :)

Skriv et svar