Jeg gider ikke træne


_MG_0603

Gennem det seneste års tid er der sket to ting, som virkelig har præget min tilgang til sundhed; jeg har fået en helt anden opfattelse af træning, og jeg har mistet min træningsmotivation. Jeg har haft lyst til at dele min tanker omkring emnet rigtigt længe, men selvom det giver mening inde i mit hoved og faktisk virkelig har hjulpet mig i mange situationer, lyder det aldrig helt rigtigt når det kommer ud gennem tastaturet. Jeg prøver alligevel – i håbet om at nogle af jer måske kan nikke genkendende til noget af det.

Det, at mit syn på træning har ændret sig, har muligvis noget at gøre med at jeg er en ordkløver. Når folk spørger mig hvordan jeg træner, hvor ofte jeg træner, hvor meget jeg træner osv., aner jeg nærmest ikke hvad jeg skal svare. Inde i mit hoved hører jeg mig selv sige “Jeg træner ikke”. I virkeligheden har jeg mere lyst til at sige at jeg motionerer. Bevæger mig. Rører mig. At jeg er fysisk aktiv. Måske er det bare et definitionsspørgsmål?

Læs også: Hvad nu hvis jeg ikke vil?

Jeg træner i hvert fald slet ikke som jeg før har gjort. Førhen betragtede jeg det udelukkende som træning, hvis det var noget jeg havde planlagt, og noget der hang sammen med et meget konkret mål. Det var kun når jeg havde været nede i fitnesscenteret for at styrketræne, løbe eller deltage på et hold at jeg betragtede det som en reel træning. På en måde har jeg ikke løsrevet mig fra den tankegang endnu (desværre), for jeg synes stadig ikke det giver mening at sige “Jeg har været til træning” hvis jeg “bare” har gået en tur, tosset rundt på en legeplads, dyrket yoga, mediteret, luftet min TRX eller noget i den dur. Jeg mangler simpelthen et bedre ord og et mere nuanceret syn på hvad træning egentlig indebærer. For mig dækker dét at træne i hvert fald over langt mere end bare at svede nede i et fitnesscenter for at komme i form (…hvad så end at komme i form overhovedet betyder). Mine 30 dage med Bikram yoga har helt sikkert også været med til at ændre min opfattelse af hvad træning egentlig er for noget. For mig er træning ikke bare motion. Det behøver faktisk slet ikke at indebære et fysisk aspekt. Meditation kan også være træning – træning i at kontrollere og være bevidst om sine tanker. Alt hvad man kan øve sig i er vel en form for træning.

Jeg gider ikke træne på den måde som jeg før har gjort. Jeg gider ikke træne på en måde som bidrager til en ensidig opfattelse af hvad træning egentlig er. Jeg gider ikke ligge under for den forestilling vi har om hvad der er rigtigt og forkert inden for træningens verden. Jeg har i hvert fald fået øjnene op for at der er andet man kan træne end blot sine muskler og sin kondition. Hvad med sådan noget som hukommelse? Koncentration? Balance? At være i et parforhold? At kunne være 100% til stede i nuet? At kaste sig ud i det der virker skræmmende? At være mere positiv? Det er alt sammen noget der efter min mening også kræver træning. Jeg er stadig lige så passioneret og nysgerrig omkring fysisk aktivitet og bevægelse som jeg altid har været, men træning er bare så meget mere end dét. Jeg er ikke længere motiveret for at træne hvis det kun handler om at forbedre sin fysik ved at løfte tunge vægte og dyrke en masse konditionstræning. Mere konkret betyder det at jeg slet ikke træner (i klassisk forstand) så meget som jeg før har gjort. Jeg fokuserer på at røre mig så meget som muligt hver dag, men styrketræning og konditionstræning er ikke de eneste måder at klare det på.

Er det bare mig, eller er vi blevet lidt for ensporet i den måde vi opfatter og definerer træning, særligt når det kommer til sundhed?

Christine_bottom_2

8 Replies to “Jeg gider ikke træne”

  1. Wauw – jeg er så enig! Har haft svært ved at sætte ord på det, men render rundt med de samme tanker som dig. For mig er det vigtig at man er aktiv og ikke bare “træner”, men samtidig mener mit hovede også at det kun tæller, når jeg har checket ind i fitness centeret. Super fed debat – vil med glæde følge mere med i din tankegang om det 😊

    1. Christine Bonde says: Svar

      Tak, Pernille! Det er jeg simpelthen så glad for at høre. Mit håb er netop også at det kunne åbne op for en debat og udvide vores opfattelse af træning 😊

  2. Jeg er også meget enig!
    Og jeg tænker, at det at man kalder skak for en sport, deler sammen tilgang. Altså at det mere er mental træning end noget fysisk :-)

    1. Christine Bonde says: Svar

      Jeg tror de fleste vil være enige i, at skak kan kategoriseres som mental træning. Spørgsmålet er om de også vil mene, at dén form for træning er lige så meget “værd” som det vi primært forbinder med ordet træning, hvilket som regel indebærer noget fysisk der gerne er rutinepræget og/eller meget målrettet som fx styrketræning og konditionstræning. Det er den tankegang jeg godt kunne tænke mig at ændre lidt på ☺️

  3. Siri Rasmussen says: Svar

    Det giver bare så meget mening!

    Det at bevæge sig for lystens skyld er ikke længere “nok” – det skal helst være en pligt!

    Synes det er fedt at komme tilbage til barndommen, hvor man løb rundt og bevægede sig, fordi det var sjovt og rart MENS man gjorde det, og ikke bare efter!

    Virkelig godt og relevant indlæg :)

    1. Christine Bonde says: Svar

      Præcis! Åh, hvor er jeg glad for at du valgte at dele dine tanker. Det er lige præcis det jeg mener. Tænk hvis vi som voksne også kunne få lov bare at bevæge os som børn og dermed motionere uden at det er planlagt og tilrettelagt. Dét ville være fantastisk, selvom det også kan være sjovt at bruge et træningscenter til at udfolde sig i 😉

  4. Enig – jeg er fridykker og man kommer ikke særlig dybt, hvis man træner på den klassiske måde. Det kræver ro, meditation, yoga og balance kombineret med en god kondition at dykke dybt:-)

    1. Christine Bonde says: Svar

      Interessant! Det giver jo netop et helt andet perspektiv på træning ☺️

Skriv et svar