Jeg forstår ikke sundhedsverdenen #3

Sprøde julevafler med karamelagtig kanelsirup - sundhedsverdenen

{ Jeg falder ofte over trends, bekendtgørelser, samarbejder, nyheder, tendenser, udsagn, produkter, kostretninger og lignende som jeg simpelthen ikke forstår. I hvert fald ikke hvis det skulle forestille at have noget med sundhed at gøre. }

Her kommer tredje indlæg i min lille føljeton. Jeg havde ikke regnet med at jeg så ofte ville støde på ting der undrer mig inden for sundhedsverdenen, men det gør jeg åbenbart. Det er ikke fordi jeg prøver at mystificere alt muligt, men betragt det som et indlæg hvor jeg lige tænker højt og forsøger at give et indblik i hvad jeg egentlig går og tygger på en gang imellem.

5 ting jeg ikke helt forstår ved sundhedsverdenen:

1 ⎠ Inden for sundhedsverdenen kan man nærmest tage en hvilken som helst titel på sig uden videre. Kostvejleder, ernæringsekspert, personlig træner… Ingen af dem er beskyttede titler, og det er der efterhånden lidt for mange der, ja, udnytter. Jeg synes i hvert fald at der for eksempel er ret mange kendisser, der ikke er uddannet inden for området, men som lige pludselig er blevet sundhedsguruer på den ene eller anden måde. Burde der ikke være nogle lidt andre spilleregler? I sidste ende er det trods alt folks helbred det handler om.

Læs også: Hvem lytter du til?

2 ⎠ “Nej nej, det er ikke fordi jeg vil tabe mig! Jeg vil bare gerne ned i fedtprocent.” Den sætning hører jeg fra alt for mange helt almindelige, sunde, slanke og veltrænede piger. I mine ører lyder det som om de tror, at ønsket om en lavere fedtprocent frem for en lavere kropsvægt er udtryk for en bedre tilgang til sundhed. Det er det vel i princippet også, eftersom tallet på vægten isoleret set er en dårlig indikator for ens sundhed, og at fedtprocent er mere brugbar i den forstand at den kan sige noget mere om ens kropssammensætning. Det ændrer dog ikke på at jeg ofte hører sætningen og tænker, at det bare er nutidens måde at sige at man gerne vil ændre på sit udseende. At jagte en bestemt fedtprocent kan i hvert fald nemt indebære samme obsession som at jagte et bestemt tal på vægten, og det er der ikke ret meget sundhed.

3 ⎠ “Det skal gøre ondt før det gør godt.” Jeg kommer nok aldrig helt til at forstå den tilgang til træning som efter min mening blomstrer lidt for meget i visse miljøer.

4 ⎠ Jeg ville da ønske at sundhed ikke altid var så kompliceret, men det er altså bare heller ikke alting man kan simplificere. Jeg krummer tæer når eksempelvis sundheds- og fitnessmagasiner eller sågar respekterede aviser bruger én lille delkonklusion fra et videnskabeligt studie og blæser det op til en absolut sandhed der er taget fuldstændig ud af konteksten.

5 ⎠ Hvorfor er der ikke mere fokus på hvad lang tids brug af p-piller kan gøre ved kroppen? Dét forstår jeg virkelig ikke.

Læs også: Forbandede p-piller #1 – Da jeg startede

Er I stødt på noget mærkeligt fra sundhedsverdenen på det seneste?

Ps. Vaflerne på billedet har jeg lavet i dag, og jeg glæder mig til at dele opskriften med jer når kalenderen siger december. Og det er jo faktisk lige om lidt!

Christine_bottom_2

One Reply to “Jeg forstår ikke sundhedsverdenen #3”

  1. Helt enig mht p-pillerne!

    Og så forstår jeg heller ikke den anbefalet daglig dosis af vitaminer – jeg så en dokumentar, hvor de (læger vel at mærke) fortalte, at anbefalet dosis svarer til, den dosis du skal have for at OVERLEVE.

    Jamen, hvad hvis man ikke kun vil overleve, men faktisk føle sig sund og vital??

    Mærkeligt :-)

Skriv et svar