Jeg er en sur madblogger i dag

jeg-er-en-sur-madblogger-i-dag

For knap et halvt år siden skrev jeg et indlæg om snyd, etik og troværdighed i forhold til indhold på madblogs. Nu føler jeg desværre at jeg er nødt til at tage emnet op igen. I det første indlæg skrev jeg bl.a. om hvordan man nemt kan slippe afsted med at stjæle andres billeder og opskrifter (hvilket er direkte ulovligt), og hvordan brugen af stock photos på en madblog underminerer det arbejde der ligger i at producere originalt indhold:

” Jeg synes simpelthen det er så utroværdigt, dobbeltmoralsk og bare helt igennem dårlig stil. Det er snyd over for læserne, og det er respektløst over for andre bloggere, som bruger masser af tid og kræfter på at udvikle opskrifter, tage billeder og producere gennemarbejdet, originalt indhold. Jeg får helt lyst til at lave et separat indlæg omkring hvad det egentlig indebærer at udvikle en opskrift, for jeg tror det er de færreste der har begreb om, hvor omfattende en proces det er. “

Nu har jeg i gennem længere tid kendt til endnu et aspekt som i dén grad er snyd, og det er jeg, ærligt talt, ved at være træt af at se på.

Jeg vil gerne understrege (igen) at jeg egentlig ikke bryder mig synderligt meget om at skrive denne type indlæg. I bund og grund vil jeg egentlig bare gerne værne om mit arbejde og appellere til at det bliver respekteret og taget alvorligt – både af dem der udfører det og dem der gør brug af det. Det der med at have en madblog og udvikle opskrifter er ikke bare noget man lige gør. I hvert fald ikke hvis man gør det professionelt. Og jeg forventer altså ikke at alle mennesker ved, hvad det indebærer at drive en madblog professionelt. Der er mange af mine nærmeste som ikke har nogen anelse om hvad mit arbejde går ud på, og det forstår jeg egentlig godt. For det første kan det vel stadig betragtes som en ny form for arbejde, og for det andet er det nok heller ikke den allermest traditionelle måde at tjene til dagen og vejen på. Det er altså helt forståeligt at mange ikke har kendskab til den slags arbejde. Jeg vil bare understrege at det ikke er nemt. Som tidligere nævnt er jeg muligvis naiv, og jeg tvivler også stadig på at mine indlæg gør en forskel, men jeg håber alligevel at de kan få nogen til at tænke sig om en ekstra gang inden de deler en opskrift på den måde som jeg nu vil forklare.

Har du nogensinde brugt en opskrift fra en blog og undret dig over, at dit resultat ikke blev som på billedet? At det hverken så ud som eller smagte som du havde forventet? Det kan der selvfølgelig være flere forklaringer på. Måske har der sneget sig en fejl ind i opskriften fordi bloggeren har glemt at nævne en ingrediens, måske har du selv overset et trin i fremgangsmåden, eller måske er der bare forskel på din og bloggerens ovn. Det kan være mange ting. Det kan dog også være fordi det simpelthen er umuligt at opnå samme resultat. Fordi den kage du ser på billedet ikke er hjemmelavet men købt.

Lad mig komme med et eksempel. En blogger køber en kage i supermarkedet, tager billeder af den (for så kan vedkommende jo ikke klandres for at bruge stock photos) og opdigter derefter en opskrift ved at sammensætte en liste af ingredienser som kagen formodes at indeholde. Så er det pludselig ikke så underligt at man som læser ikke har en jordisk chance for at opnå det samme resultat som man ser på billedet. Jeg har set det så mange gange nu, og det gør mig virkelig frustreret. I princippet kan jeg være fløjtende ligeglad for det har ikke noget med mig at gøre… Og så alligevel. Jeg synes i hvert fald det er pinligt at det finder sted i en branche som jeg er en del af. Det er synd for de mennesker som handler ind til en opskrift i håbet om at hygge sig med at lave den og selvfølgelig nyde den når den er lavet.

Jeg kan ikke rigtigt gøre noget for at forhindre det, men nu er emnet i det mindste belyst… Og nu vil jeg hoppe tilbage i køkkenet. Den kogebog laver jo ikke sig selv!

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Nej er set sådan helt seriøst at nogen gør det ? 😳 Det er da totalt langt ude.. hvorfor så overhovedet have en madblog hvis man bare vil vise købekager.. jeg er helt i chok.. ved ikke om jeg er stødt på det, jeg da måske naiv bare at forvente at det jeg ser på madblogs selvfølgelig er hjemmelavet..

    • Ja, det er svært at tro på, ikke? 😳 Hvis ikke man gider lave mad, skal man da ikke dele opskrifter på sin blog. Men det er måske noget andet, hvis man ser en mulighed for at øge sine besøgstal og/eller tjene flere penge. Jeg forstår det ikke…

      • Ja der ligger da klart en bagtanke bag. Altså jeg jo glad af at andre vil afprøve mine opskrifter, og endnu mere glad når man får positiv feedback. Men det er nok ikke det der driver den slags blogger du omtaler – det må klart være at få noget “nemt” indhold og flere besøgende..

    • What? Gør nogle bloggere virkelig det? Jeg kunne ikke drømme om at lægge en opskrift op på min blog, jeg ikke selv har testet ordentligt. Udover at jeg gerne vil give et godt produkt, går det jo også ud over mit eget omdømme.

      • Jeg har bemærket lige præcis det her hos én blogger, så jeg ved ikke om det er et generelt problem. Og ja, ud over at man snyder folk, går det da 100% også ud over ens pålidelighed og integritet som blogger at gøre sådan 😳

          • Ja, det er det virkelig 😕 Altså jeg har jo ikke nogen “guide” til hvordan man opdager det, og der er sikker også meget jeg ikke ser, men forleden opdagede jeg det ved, at produktet på billedet (på bloggen) var præcis det samme som det produkt jeg lige havde købt i supermarkedet. Det var overhovedet ikke til at tage fejl af. Og med frygt for at jeg nu kommer til at lyde totalt ekspert-agtig, så har jeg trods alt ret meget erfaring med opskrifter og hvordan diverse ingredienser opfører sig sammen, så jeg kan ret nemt se, om det er sandsynligt at man kan få et resultat som på billedet ud fra de ingredienser der er liste i opskriften.

    • Jeg har i hvert fald set det flere gange nu, og jeg synes simpelthen det er så dårlig stil 😞