Hvad nu hvis jeg ikke vil?

_MG_0986
Nogle gange synes jeg ærligt talt at fitnessverdenen er et cirkus. Jeg begriber virkelig ikke hvorfor der ikke er mere skepsis omkring hele “Strong is the new skinny”-tendensen. Min undring går på hvorfor der overhovedet skal være noget som er “det nye skinny”. Det kan da godt være, at det er bedre og sundere at stræbe efter at være stærk frem for skinny, men kan vi i det mindste ikke godt selv få lov at bestemme, om det er dét vi vil? Hvad nu hvis jeg ikke vil?

Jo, jeg vil da gerne være stærk – stærk nok, både fysisk og psykisk, til at klare dagligdagsaktiviteter og mærke at min krop fungerer selv når den er presset – men hvorfor skal det kunne måles på om jeg kan lave 10 pull-ups, dødløfte 120 kg eller har et kæmpe sæt gluteus maximus? Hvor er det lige vi er på vej hen? Det kan godt være det bare er mig, men jeg må indrømme at jeg en overgang følte at jeg ikke kunne følge med – og det på trods af at jeg ikke engang havde lyst til at følge med. Det var en følelse af at være utilstrækkelig som jeg ikke havde haft før. Lad mig slå fast at jeg synes det er skønt at flere og flere mennesker nyder en aktiv livsstil og ønsker at blive stærkere, men jeg synes det hele har fået et konkurrencepræg som jeg ikke bryder mig om. Vi skal hele tiden sætte os nye mål; øge kiloene på vægtstangen, stræbe efter markerede biceps, få så store, runde baller som muligt… Hvad nu hvis jeg ikke vil? Jeg vil bare gerne træne og nyde det. At jeg bliver stærkere er blot en kæmpe sidegevinst. Det er som om det er fy-fy at sige, at man ikke har lyst til at blive alt for muskuløs, markeret, atletisk eller whatever, for det er jo sundt. But is it?

Translation: Strong is the new skinny, apparently. It seems like that’s the number one fitness craze at the moment and I don’t particularly like it. Why does anything need to be “the new skinny”? Can’t we just decide for ourselves what we want to be – whether it’s skinny or strong? Being strong is just another fitness ideal and even if it might be healthier to strive for, it’s still an ideal that could possible make people have feelings of inadequacy. Including myself.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Hvor er det et dejligt indlæg det her.

    Jeg er så smadder træt udtryk som “strong is the new skinny” “suck it up now, so you won’t have to suck it in later” og generelt det konkurrenceprægede aspekt, som du selv nævner – stop.

    Jeg ville ønske, der var lidt større fokus på glædesaspektet ved træning. Det er som om, at man kun må løfte tungt hele tiden, fylde på med proteinshakes og jeg ved ikke hvad for at være lækker, og det er i hvert fald alt for kontrollerende til min smag. Ikke at de ting kan være fine nok, men træning bør bare ses i et større perspektiv – noget man gør for at passe på sig selv og give sig selv de bedste forudsætninger.

    • Enig… Og TRÆT er det helt rigtige ord! Åh, hold nu op…
      Jeg går meget op i min træning fordi den giver mig en velfungerende krop og dermed gode forudsætninger for at nyde alle andre aspekter af mit liv. Jeg har en nærmest barnlig glæde ved træning. Hvorfor skal det hele være så alvorligt og ambitiøst lige pludselig?

  • Hørt…..! Da jeg startede min nye livsstil troede jeg at jeg sku købe proteinpulver for at kunne spise sundt nok og at jeg skulle definere nogle mål med min træning og få lagt et program så jeg kunne træne efter et skema. Jeg kunne ikke have taget mere fejl!!! Nu træner jeg som det passer mig, jeg syntes det er sjovt at løfte tungt og se hvad min krop kan, men jeg syntes at det er lige så sjovt at nørde teknik med en sølle 3 kg håndvægt. Målet med min træning er at jeg gene vil være stærk så jeg kan klare mit job i mange år endnu, jeg vil gerne have bøffer og syntes det er sjovt at se hvordan min krop forandrer sig fra intet at kunne stort set. Men jeg træner ikke frem mod et mål på en given dag, jeg har allerede opnået så meget med min træning og er lykkelig for at jeg i det hele taget KAN træne… Åh det blev langt og kedeligt, but thats my words;)

    • Jeg ved jo hvordan du har det, Megs, og jeg elsker at du også bare NYDER din træning :-)

      Jeg synes bare der er en tendens til (nok særligt blandt de “hardcore” træningsentusiaster) at man nærmest bliver set ned på hvis IKKE man ønsker at blive bøf. Hvad hvis jeg ikke vil være bøf? For det har jeg sådan set ikke intentioner om. Ikke på den måde som det bliver fremstillet på Instagram eksempelvis. Hvad nu hvis jeg bare gerne vil være stærk uden at man nødvendigvis kan se det? Ellers er vi igen bare oppe imod et nyt, dumt kropsideal. Jeg gider i hvert fald ikke følge det.

  • Enig. Det største problem for mig er, at der netop (synes jeg) bliver opstillet et nyt kropsideal. Som ærlig talt, i mine øjne, ikke nødvendigvis er meget sundere. I det hele taget er kropsidealer vel ret usunde, for psyken om ikke andet. Vi skulle hellere blive bedre til at mærke efter om vi har det godt. og træne og spise derefter. Skal der være et ideal skal det handle om at være sund og have det godt (“healthy is the new…whatever” hvis det skulle være) og ikke om hvordan det ydre ser ud.

    • Præcis. Det er også min overordnede pointe. Hvis der endelig skal være et ideal, så skal det i hvert fald være så fleksibelt at alle kan leve op til og have deres egen definition.

    • Det er jeg så glad for at høre. Det er noget af et emne at tage hul på (selvom jeg ikke er den første der berører det), men det er det hele værd hvis bare én person får noget ud af det.

  • KÆRKOMMENT INDLÆG! Det minder mig om – og bekræfter mig i! – at det er helt ok, at jeg hverken skal stræbe efter af være “skinny” eller “strong”. Jeg skal stræbe efter at fine en balance, hvor jeg kan være glad, sund og tilfreds

    Det er netop som om, man går fra én yderlighed til en anden;
    1. Nej – Det er ikke sundt at være radmager, og det er ynligt usundt
    2. Ok – Så går vi da bare all-in, og bliver ekstreme på en anden måde; min fedtprocent skal i hvert fald under 17 (hvilket IKKE er normalt for kvinder), jeg skal sluge proteinshakes, så det sprøjter ud af ørene på mig, og “smaske” mig med blomkålspizza… Og så skal jeg selvfølgelig træne 1-2 gange dagligt

    HOV!? Måske løb arrigheden/bekymringerne af med mig… Min pointe er alene, at det undrer mig, at man ikke arbejder på at finde balancen – ingen af ovennævnte livsstile er sunde; hverken fysisk eller psykisk! Jeg har efterhånden set utallige tidligere anorektiske piger, der nu føler de er 100 % raske – de er ikke længere radmagre, og de kan (bl.a. via MEGET proteinrig kost) endda være i kalorieoverskud, når de bulker. MEN i stedet; træner de på livet løs, tæller formentlig stadig kalorierer!?, og lever generelt næsten lige så restriktivt som før. Den eneste forskel er, at de ikke længere har en lavt BMI, og at de har en mere legal undskyldning for at sige nej tak til eks. kage. Men er de psykisk blevet mere raske? Ville det ikke være klogere at se på de bagvedliggende faktorer? Er begge livsstile ikke et udtryk for, at man higer efter kontrol?

    Må hellere stoppe her ;-) Det kunne gå hen og blive en lang smøre, men jeg har virkelig tænkt de samme tanker som dig mange gange…

    • Jeg har det vist meget lige som dig! Jeg skulle i hvert fald lige trække vejret og tælle til 10 nogle gange da jeg skrev dette indlæg, for det er virkelig ikke en tendens jeg bryder mig om. Det er selvfølgelig svært at sige hvor grænsen går og hvornår man er for kontrolleret i forhold til sin livsstil – hvad enten det er “skinny”, “healthy” eller “strong” man stræber efter – men hvor ville jeg ønske at det var nemmere for alle ikke at lade sig diktere af den slags tendenser.

  • Så godt indlæg! Nogle gange har jeg det på samme måde: alle de “motiverende” billeder og citater på de sociale medier kan få den stikmodsatte effekt og give mig lyst til at stå helt af fitnessræset. Det bliver for overvældende på en måde. Men jeg tror det er vigtigt at huske, at man selv skaber de forventninger man har til sig selv. Man kan lukke øjne og ører for de billeder man ikke får noget ud af og så lytte til sig selv og sin krop. Det kan være super fedt at have mål med træningen, men der er ingen der siger det behøver være enten “super duper sixpack fit” eller “sofakartoffel”, den der modsætning er jeg meget imod og jeg synes desværre nogle sociale medier er slemme til at vise den.

    Derfor er jeg vild med blogs som din, der giver et dejlig balanceret syn på sundhed, krop og træning :D

    Anna – http://wonderwomanwannabe.dk

    • Du har helt ret, Anna! Man kan selvfølgelig (til en vis grænse) selv vælge om man vil følge med i tendensen eller om man vil sortere det fra. Jeg tror bare det er sværere at sortere det fra og lukke øjne og ører end man regner med.
      TAK for dine søde ord <3

  • Godt skrevet – enig.. Det er lige før at man lige så godt kan lade være med at træne, hvis man ikke træner op til maraton, ironman eller træner crossfit.. Det er i hvert fald næsten ikke hver at nævne…

  • WORD!!! Jeg føler mig konstant utilstrækkelig på træningsfronten, selvom jeg elsker at træne hårdt og gør det 4-5 gange om ugen. Sikke et dejligt og tiltrængt budskab – det vil jeg prøve at huske mig selv på fremover! Vi er sgu ikke allesammen atleter! Sjovt som legday og proteintilskud pludselig er hverdagssprog :-) elsker dit hashtag #proteinerudenpulver!
    Det kunne forresten være virkelig spændende med et indlæg omkring animalske vs. plantebaserede produkter! :-)

    • Hvor er det fedt at du kan bruge indlægget!
      Jeg har det lige som dig. Jeg ELSKER at træne, og jeg gør det næsten hver dag, men jeg er ved at være så utroligt træt af at der absolut skal “være en mening med galskaben” – altså at man skal træne med et mål for øje. Hvad hvis jeg ikke har intentioner om at træne mig til rundere baller, større biceps eller fladere mave? Hvad nu hvis jeg bare gerne vil træne, nyde det, og ikke så meget andet? Åh, altså…
      Mht. animalske vs. plantebaserede produkter – havde du noget specielt i tankerne? :-)

  • Der er helt klart noget usundt i gang i fitnessverdenen. Mange folk har fokus på fysisk sundhed og de er kernesunde fysisk. Men psykisk mangler de en hel del, da hele deres verden snurrer omkring deres fedtprocent, deres riskiks og hvad de må og ikke må.
    En synd og skam…. Om et par år ser vi nok en “mindfulness is the new strong”-bevægelse