Forbandede p-piller #2 – Da jeg stoppede

Forbandede p-piller 2a - Solaray Vitex Agnus Castus, Nordic Naturals fiskeolieForbandede p-piller 2a - The Hormone Solution

Hvis I formår at nå i gennem hele dette indlæg, kan I måske forstå hvorfor jeg har været nødt til at dele indlæggene op. Det er ret umuligt for mig at forklare min oplevelse med (eller rettere sagt uden) p-piller på en kortfattet måde, og dette indlæg er heller ikke det sidste. Igen bliver det et indlæg med en del personlige detaljer, men vigtigheden af det her emne overgår ganske enkelt min blufærdighed.

I 2012 stoppede jeg med at tage p-piller.

På daværende tidspunkt havde jeg taget dem uafbrudt i 6 år, og det havde egentlig fungeret problemfrit. Det var i hvert fald ikke fordi jeg mistænkte p-pillerne for at give mig nogle bestemte gener at jeg stoppede. Det var egentlig slet ikke meningen at jeg ville stoppe, men på det tidspunkt var der en masse forvirring omkring de forskellige generationer af p-piller, og på trods af at Cilest, som jeg altid havde brugt, ikke var udskældt eller mistænkt for at være farlige, blev jeg tvunget til at skifte fordi de udgik. Allerede dengang var jeg nervøs for hvordan min krop ville reagere, hvis jeg pludselig stoppede med at tilføre den de hormoner som den havde fået i 6 år. Uden at vide hvorfor var jeg simpelthen bange for om det ville påvirke min krop negativt helt at stoppe med pillerne. Jeg tog derfor imod min læges råd og begyndte på Malonetta. Det var dog kun i en meget kort periode, og jeg blev af en eller anden grund ved med at udskyde fornyelsen af min recept. Jeg var så irriteret over at jeg ikke kunne fortsætte med Cilest og at min læge ikke var til den store hjælp, så jeg valgte at droppe pillerne fuldstændigt og forsøgte at finde information om emnet på egen hånd.

Jeg nåede dog ikke at blive ret meget blive klogere, før jeg fik noget andet at fokusere på. Min hud. For første gang i hele mit liv begyndte den pludselig at slå ud. Det var så slemt at jeg havde decideret ondt i mit ansigt og problemer med at sove. Jeg havde ingen anelse om at det hang sammen med p-pillerne, så jeg brugte (…spildte) enormt mange penge på hudplejeprodukter og ansigtsbehandlinger. På et tidspunkt blev jeg gjort opmærksom på at det højst sandsynligt var hormonelt betinget akne, som mange piger og kvinder oplevede efter at være stoppet på p-piller, og at det helt sikkert ville hjælpe at starte på p-pillerne igen. Jeg syntes virkelig ikke det lød som en god måde at løse problemet på, og jeg havde virkelig ikke lyst til at komme tilbage på p-piller, men jeg var bare så ked af min hud at jeg kort tid efter fornyede min recept og startede igen. Midlertidigt. Jeg lovede mig selv at jeg ville droppe dem så snart jeg havde sat mig mere ind i tingene og fundet en bedre løsning. På det tidspunkt var jeg så småt begyndt at forstå hvordan mit p-pille-stop havde bragt mine hormoner ud af balance, og at kosttilskud kunne være med til at stabilisere dem. Kort tid efter at jeg startede på pillerne igen, forsvandt mine hudproblemer hvilket gav mig overskud til at undersøge hvordan jeg bedst muligt kunne slippe de forbandede p-piller én gang for alle og aldrig vende tilbage.

Jeg har heldigvis nogle mennesker i mit netværk som ved en del om problemet og som hjalp mig ift. kost, livsstil og kosttilskud. Derudover er jeg nok godt hjulpet af at jeg interesserer mig enormt meget for hvordan kost og livsstil i nogle tilfælde kan gøre medicin unødvendig. Det skal lige siges at jeg ved at traditionel medicin selvfølgelig har sin plads og uden tvivl er uundværlig, men jeg ville ønske at funktionel medicin kunne vinde indpas og blive taget mere seriøst. Som det første begyndte jeg at fokusere på mit fedtindtag, da det er altafgørende for produktion og tranport af hormonerne. Jeg begyndte at skrue op for både mættet fedt og omega-3 fedtsyrer. Omega-3 fik jeg i form af fiskeolie fra Nordic Naturals. Derudover blev jeg anbefalet af tage et tilskud af Agnus Castus som virker balancerende på hormonerne særligt hos kvinder der oplever negative følgevirkninger efter at være stoppet med p-piller.

I august 2014 stoppede jeg (igen) med at tage p-piller.

Lige som første gang gik der ca. 1 måned før at min hud igen begyndte at slå ud, men denne gang var det slet ikke på samme måde eller i samme grad. Den var på ingen måde lige så fin som mens jeg tog pillerne, men det var til at have med at gøre. Jeg er overbevist om at kosttilskudene gjorde (og stadig gør) en forskel, men mine pludselige og ekstreme hudproblemer var ikke det eneste tegn på hormonel ubalance. Min menstruation udeblev. Jeg fortsatte derfor med at tage mine kosttilskud og begyndte endnu mere intensivt at opsøge information på nettet, i mit netværk og hos fagpersoner. Jeg vidste at hvis jeg gik til lægen og fortalte min historie, ville han højst sandsynligt anbefale mig at starte på p-pillerne igen.

Jeg var bare ikke ude efter symptombehandling.

Jeg ville finde årsagen til mine problemer.

Jeg blev ret hurtigt klar over at denne strategi ville blive en meget, meget langsom proces, men jeg havde ikke forestillet mig at der ville dukke flere og flere udfordringer op undervejs.

I dag, godt 15 måneder senere, har jeg haft min menstruation 2 gange. TO gange på FEMTEN måneder! Jeg synes faktisk det er utroligt bekymrende at noget så naturligt som min cyklus ikke fungerer. Derudover er der kommet en del andre symptomer. Jeg kæmper en kamp for at blive taget alvorligt og for at blive hjulpet. Bare det at få taget nogle relevante blodprøver har været (og er stadig) ufatteligt svært for mig. Jeg har på nuværende tidspunkt fået taget nogle prøver der blandt andet afslørede zinkmangel (hvilket måske kan skyldes p-pillerne), men jeg venter stadig på svar fra en del andre. Jeg er begyndt på et behandlingsforløb hos en ernæringsterapeut med speciale i kvindesygdomme og fertilitet og er i den forbindelse startet på nogle nye kosttilskud. Jeg har fået en tid til ultralydsscanning af mine æggestokke for at undersøge dem for cyster, da der lige nu er meget der tyder på at jeg har PCOS, en hormonel forstyrrelse. No shit, Sherlock.

Så sent som i går blev jeg, efter at have fortalt hele min historie til en ny læge, igen anbefalet at vende tilbage til p-pillerne hvis jeg ville slippe af med mine symptomer… Suk. Det føles som om jeg konstant går et skridt frem og to tilbage. Og nu skal jeg ned og have taget flere blodprøver.

I’m sharing more of my experiences with birth control pills and how it affected me when I ditched them. Twice.

 

Indlægget indeholder reklame-links (læs mere om min reklame-politik her)

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Min historie og årstal er præcis som dine :-o jeg tog dog ikke p-pillerne op igen, men fortsatte med at køre uden, hvilket jeg er glad for i dag.
    På et år havde jeg min mens to gange.. Ligesom dig har jeg undersøgt alt, læst alle bøger, artikler, blogs, pinterestet artikler og opsøgt kloge personer.
    Det som gjorde trikket for mig var zoneterapi og akupunktur! Da min cyklus kom i gang har jeg bare fortsat til zoneterapi, da det klart er det rareste.
    Jeg er så ked af at de ting jeg ved i dag, dem vidste jeg ikke den gang jeg stod i situationen. Der var ingen til at hjælpe. Min læge var heller ikke til at danse med og har droppet alt hvad der hedder læger, gynokælog m.m. Processen har været så lang fordi jeg selv har skulle finde ud af alt selv.

    Nu kører jeg kosttilskud: vitex, gele royal, gravid vitamin (os som har været på p-piller mangler som du selv siger ekstra vitaminer og ekstra folinsyre som der er i gravid vitamin), jeg spiser kæmpenatlysolie til min ægløsning og det går helt utroligt godt nu, bortset fra lidt hormonelle bumser i forbindelse med min cyklus.

    Jeg er “rask” igen, men nu har min partner fået konstateret dårlig sædkvalitet :-(
    Lægen vil bare henvise os til en klinik med kemiske stoffer og hormonsprøjter, istedet for at give tilskud eller i det mindste bare hjælp til kosttilskud og akupunktur.
    Nu skal jeg igen i gang med at undersøge emnet så han også kan blive rask igen, som mig.. Jeg er så træt af dette danske læge system, som vi betaler til, men ikke hjælper os når vi har brug for det.

    Håber på det bedste for dIg, og prøv zoneterapi og akupunktur!!!
    Tjek klinikken sundfertilitet ud især deres laser!

    • Det lyder da godt nok til at vi har været i gennem næsten det samme helvede! Forhåbentlig kan vi være med til at undgå at andre piger/kvinder ender i samme situation som os, hvor man føler sig helt alene og at man skal fikse det hele selv. Det er så sindssygt frustrerende at der ikke er mere hjælp at hente det det offentligt. Vi betaler altså skat som alle andre og har da som minimum krav på at blive taget alvorligt. Var vi blevet bedre informeret til at begynde med, havde vi måske ikke haft brug for at gå til lægen

      Hvilken form for zoneterapi får du? Jeg har fået nogle enkelte behandlinger med body-sds bl.a. for at forsøge at slappe af og sænke mit stressniveau. Stress kan jo også sagtens påvirke hormonbalancen og

      Jeg kender ikke til gele royal. Hvilken effekt skulle det have? :-) Og hvor lang tid gik der før din cyklus blev regelmæssig igen?

      Når lægen henviser til fertilitetsklinikker som gør brug af kemiske stoffer og hormonsprøjter tror jeg dog at det er i en god mening. Vi kan heller ikke forvente at de ved alt, men jeg kunne godt ønske at de var mere åbne over for alternative behandlingsmetoder!

      Tak for dine tips og held og lykke :-)

      • Du har ret!

        Jeg får helt almindelig zoneterapi på fødderne, hvor jeg har fortalt damen hvad mit problem er. Zoneterapien regulerer hele kroppen og arbejder holistisk, så hele kroppen kommer i balance. Men hun sætter ekstra fokus på de konkrete områder af min krop hvor der er brug for lidt ekstra hjælp, selvfølgelig stadigvæk gennem fødderne. Utrolig dejlig behandling.

        Gele royal regulerer hormonerne og ens cyklus. Fås i forskellige udgaver i matas.

  • Efter jeg stoppede med p-piller forsvandt min menstruation også, og her tre år efter har jeg stadig ikke fået den!

    • Det lyder ret vildt! Men der kan jo være mange andre årsager som ikke nødvendigvis har noget med hormonelle ubalancer at gøre. Du har ikke andre symptomer efter at du stoppede?

    • Det samme gælder mig :-( Har du fået det undersøgt hos lægen?
      Min menstruation forsvandt efter jeg lige var stoppet på p-piller og måtte tage en fortrydelsespille for snart 4 år siden.. Min læge fik mig på p-piller igen for to år siden, for at igangsætte den. Jeg fik mens i de måneder jeg var på dem, men efter jeg stoppede forsvandt den igen.
      Jeg har været igennem en masse undersøgelser af mine æggestokke og fået taget et hav af blodprøver. Hver gang får jeg at vide at der ikke er andet galt, end at jeg har lidt forhøjet af stresshormoner, som nok påvirker menstruationen. I starten gav det mening, for der var en masse dødsfald i min familie, jeg havde eksaminer osv. Men det er så frustrerende, for jeg føler mig ikke stresset nu, og jeg har det sidste 1,5 år droppet at tage til lægen, fordi jeg får det samme at vide hver gang; at jeg bare skal vente eller starte på p-piller…

      Du skal have stor tak, fordi du har lavet det her blogindlæg, Christine! Det er rart at vide, at man ikke er den eneste, som lider under problemer med menstruation.

  • Hej Christine,

    Jeg skrev en kommentar til sidste indlæg, og du svarede vist også om et link, der ikke duede, men jeg fik aldrig vendt tilbage.

    Så du får det lige igen her: http://www.floliving.com.
    Og her er en kort ted talk af kvinden bag: http://tedxtalks.ted.com/video/TEDxFiDiWomen-Alisa-Vitti-Lovin. Hun har kureret sig selv for PCOS og kører et online program, som jeg tror rigtig mange har haft glæde af.

    Jeg har ikke selv haft PCOS eller akne pga p-piller, men store humørsvingninger og andre fysiske og psykiske symptomer pga hormonel ubalance, som har gjort mig interesseret i emnet. Derudover synes jeg, vi har et kæmpe “gap”/tabu i vores samfund omkring at tale om vores “lady parts”, menstruation og generelt hvordan det er at være kvinde. Så – selvom dine symptomer og oplevelser lyder helt forfærdelige, synes jeg, det er super, at du tager emnet op – mere af det!

    Held og lykke med det hele.
    /Laura

  • jeg stoppede cirka samme tid som dig med p-piller og oplevede heldigvis ikke det store med min hud. Dog kunne jeg mærke på vægt, energiniveau mm. At kroppen lige skulle stille ind.. Min mens kom også kun 2 gange på de første 13 mdr. Og kun meeeeget kort. Nu har jeg haft det 2-3 gange i træk så satser på min krop er ved at være tilbage :) så der er håb ;) jeg var også bange for mange af de ting du nævner og blev tjekket for en masse ting inkl. PCOS men selvom man har mange symptomer er det ikke sikkert man fejler noget udover at det tager tid for kroppen at finde tilbage til sin naturlige balance som man egentlig godt kan forstå når man har proppet sig med hormoner i så mange år. (Som du selv nævner) :)

    • Hvor godt at du føler at du er ved at være i balance igen :-) Jeg er helt enig med dig, og din pointe er virkelig vigtig! Først og fremmest skal man huske, at det tager tid for kroppen at finde sin egen rytme, når den ikke længere får tilført hormoner. Præcis som du siger, er det ikke nødvendigvis fordi man fejler noget, og derfor synes jeg det er foruroligende at mange læger vil behandle med p-piller, når der i virkeligheden ikke er noget at behandle for. Jeg synes i stedet de skulle hjælpe os til at finde tilbage til vores naturlige balance.
      Der er så mange piger som bliver ramt af så mange forskellige symptomer på én gang og ikke ved hvor man kan finde hjælp, så jeg synes det er vigtigt at sætte fokus på det. Især når der i nogle tilfælde findes andre og bedre alternativer end dem som lægen kan tilbyde :-)

  • Jeg stoppede på p-piller, men ligesom du nævner, fik jeg ikke min menstruation. Ift bivirkninger oplevede jeg et meget stort hårtab, men tænkte ikke over, at det kunne have en sammenhæng. Efter nogle måneder var det virkelig slemt, og på daværende tidspunkt vil jeg tro, at jeg havde tabt halvdelen af mit hår. Jeg snakkede med min læge om, hvad det kunne skyldes. Jeg fortalte ham, at jeg var stoppet på p-piller, og han sagde, at dette sandsynligvis var årsagen. Fordi ens menstruation udebliver, kan kroppen reagere på forskellige måder pga den hormonelle forstyrrelse, og i mit tilfælde viste det sig i form af hårtab. Jeg blev tilknyttet en gynækolog, som til sidst anbefalede mig at starte på p-piller igen, da det er usundt at ens menstruation udebliver så længe (i mit tilfælde omkring et år). Jeg synes bestemt ikke, at det er en optimal løsning, da jeg i første omgang stoppede på p-piller pga alle de bivirkninger, som jeg har hørt om. På den anden side har jeg ikke kunnet se noget alternativ, hvis ikke engang en gynækolog ved, hvad jeg kan gøre.

  • Du har ikke overvejet zoneterapi eller akupunktur? Jeg er selv stoppet for 3 uger siden og skal til zoneterapeut om en uge for at hjælpe kroppen på vej. Det havde min zoneterapeut haft positive erfaringer med :)

    • Jeg kunne godt overveje det. Akupunktur har jeg prøvet i forbindelse med rygsmerter, men jeg synes mest det var ubehageligt. Zoneterapi kunne måske hjælpe mig til at slappe af :-) Ellers er jeg rigtigt glad for body-sds.

      • Hvis akupunktur har været ubehageligt så har du ikke været ved en god professionel, for det må IKKE gøre ondt :) og zoneterapi hjælper på ALT. Hele din krop er jo repræsenteret gennem dine fødder , så du skal bare have trækket på området for din hormonbalance. Prøv evt at tjekke progesteron ud. Jeg var til et hormon foredrag hvor jeg fik cremen anbefalet. Den kan købes på weellsprings Health UK hjemmeside. Det er et vigtigt hormon som din krop producerer naturligt men som den jo ikke har produceret selv de sidste mange år på p-piller. Men ja, tjek det ud :) man kan os få østrogen creme ved jeg og vidst nok også piller :)

  • Christine! Jeg har så meget at sige til dig om det her emne!
    Jeg er selv sytten og havde haft udebleven menstruation i lige så lang tid som dig. Forskellen er bare, at jeg aldrig har taget så meget som én enkelt p-pille i mit liv. Jeg har læst alle artikler du kan finde på nettet, danske, engelske, faktisk også nogle franske, som jeg i bekymring har oversat for at finde svar på mit problem. Jeg har spist en masse fedt, jeg har prøvet at spise mere animalsk (jeg er vegetar, men spiser stort set aldrig mælk og kun et æg en gang i mellem), men det har taget lang tid før jeg har knækket koden.
    Du skal vide, at du ikke er alene – faktisk er problemet med udebleven menstruation meget større, end jeg nogensinde har kunnet forestille mig. Jeg husker for et par år siden, at nogle af mine veninder fortalte mig, at de også havde udebleven menstruation, og at de havde gået op til deres læge, som med det samme sagde, at de højst sandsynligt led at hormonforstyrrelsen PCOS og skulle dyrke mere motion og droppe kulhydrater.
    Med min store viden på dette emne har jeg erfaret, at langt de fleste tilfælde af udebleven/uregelmæssige menstruationer IKKE skyldes PCOS, men helt andre faktorer, som gør, at den naturlige cyklus bliver sat på prøve.
    Jeg vil anbefale dig at tjekke “This Girl Audra” ud på youtube. Hun arbejder professionelt med kvinder og piger med problemer som dig. Efter at jeg har fulgt hende (også hendes Instagram) har jeg lært, hvor vigtigt det er, at man og motion ikke bliver fokuspunkterne i ens liv. Kroppen har simpelthen godt af at være decideret doven nogle gange. Man kan prøve at tænke logisk i forhold til, at mange kvinders kroppe ikke menstruere, og det er, at hvis man i længere tid oplever stress, så tænker kroppen “der er godt nok farligt ude i verden, alt for farligt til et barn, jeg må hellere stoppe med at være i stand til at reproducere mig selv”. Og når jeg siger stress mener jeg ALLE former for stress – ikke kun den psykiske. Stress er også at tænke for meget på én ting, f.eks. mad, eller at mange gange om ugen, også nogle gange med høj intensitet. Motion stresser ganske enkelt kroppen. Selvfølgelig er træning vigtigt for at opretholde en sund fysik. Men det er IKKE sundt at træne intenst, når ens krop desperrat prøver at reparere sig selv og gøre sig i stand til at føde børn. Det kan give en masse konsekvenser, hvis man ikke hiver stikker ud og ser på sig selv og sine vaner udefra: Knogleproblemer, langvarige skader eller ligefrem sterilitet.

    Jeg håber, at du kan bruge den her roman til noget. Jeg ved nemlig PRÆCIS hvilken frustration der ligger i ikke at vide, hvornår ens menstruation kommer, og om den nogensinde kommer igen. Efter 2-3 måneder, hvor jeg har gået ture og dyrket yoga i stedet for at løbe flere gange om ugen, opdagede jeg for to uger siden, at jeg havde fået min første menstruation i næsten halvandet år. Jeg håber virkelig, at du vil kigge på “This Girl Audra”s videoer, for hun ved, hvad hun snakker om. Ellers så skriv endelig til mig!

    https://www.youtube.com/watch?v=RDitLYhHdXA – Female Athlete Triad: No Period = Osteoporosis?
    https://www.youtube.com/watch?v=2V1ctvxl7Og – The Power of Your Mind & Getting Your Period Back
    https://www.youtube.com/watch?v=xvOlZy4Wi9I – Gym Junkie Gets Her Period Back: Dee’s Story

    Mange hilsener
    Mathilde

  • Puha sikke en omgang! Tak fordi at du vil dele din historie med os. Jeg ville ønske, at jeg vidste bedre, da jeg var 15 år og startede på p-piller.

    Jeg stoppede selv med p-piller for ca. 4 mdr siden efter ca. 13 år, men jeg er vist sluppet ret “billigt. Jeg har mere eller mindre haft regelmæssig menstruation lige fra starten af, og har ikke rigtig oplevet nogen forskel – hverken på vægt eller hud. Jeg tabte dog en del hår i et par uger i starten, men kun noget jeg selv lagde mærk til, så helt slemt var det nok ikke .

    Jeg skal dog aldrig bruge hormonelprævention igen. Det er bare noget skidt! Men det er bare så nemt, når man er teenager og ikke ved bedre.

  • Spændende og skræmmende læsning, utroligt hvad sådan en lille pille kan gøre ved en. Jeg stoppede selv med p-piller for over 2 år siden, og fik min menstruation efter 35 dage, og har derefter haft en alm. Cyklus på 28 dage, så jeg er åbenbart en af de heldige ;-) .. Men vil hører om der kommer flere indlæg omkring dette emne?

    • Jeg kan kun give dig ret i alt hvad du skriver! Heldigvis er der også nogen som dig med en lidt mindre kedelig historie :-)
      Der kommer i hvert fald et indlæg mere om hvad min status er lige nu, og hvor jeg har søgt information for at kunne tackle problemet på egen hånd.

  • Tak for at du deler.
    Er selv stoppet på p piller for 1 år siden og har desværre ikke fået menstruation endnu, hvilket er meget frustrerende især da vi ønsker at jeg bliver gravid.
    Vil du skrive noget om hvilke tilskud du tager og om du ellers gør noget?

    • Det er så frustrerende! Og ja, det kan du tro jeg vil. Det kommer der et helt indlæg om :-)

  • Tak fordi du deler din historie! Jeg ved godt, at det er ved at være længe siden! Hvor kan jeg bare godt sætte mig i dit sted! Lægerne er sygt frustrerende!

    Jeg startede netop på Cilest i januar sidste år. I februar mdr begyndte jeg at få mærkelige symptomer som voldsom svimmelhed, kvalme, appetitløshed, ekstrem træthed, koncentrationsbesvær, meget ømme led og svedeture. Jeg gik til lægen og spurgte med det samme, om det kunne være pga P-pillerne. 6 forskellige læger snakkede jeg med og ingen mente, at det kunne være pga P-pillerne. Jeg valgte dog at stoppe i marts måned alligevel, og fra at have symptomer dagligt, kunne jeg nu “nøjes” med at have dem 1-2-3 uger af gangen. Jeg blev nødt til at droppe den danseuddannelse, jeg var på, fordi symptomerne ødelagde min energi fuldkommen.
    Nu har det stået på i 1 år, og jeg har fået taget sindssygt mange blodprøver for at tjekke vitaminer og hormoner. Ingen læger kan finde noget. Det er vildt frustrerende, at lægerne i Danmark ikke vil anerkende, at P-piller er et problem!
    Nu er jeg selv gået i krig og har lige været nede ved Helsam. Skal nu spise 1 spiseske hørfrøolie + kæmpenatlysolie, da det skulle hjælpe..

  • Hej Christine. Tusind tak fordi du deler din historie. Jeg planlægger selv at stoppe med mine piller. Må man spørge hvor længe du tog kosttilskud som forebyggelse, inden du stoppede med dine piller for anden gang? Mvh. :)

    • Hej Ingrid! Det gør mig glad at du kan bruge indlæggene :-) Jeg må indrømme jeg ikke kan huske præcist hvornår jeg startede med kosttilskuddene inden mit p-pille-stop, men jeg vil tro at det var mellem 3 og 6 måneder.

  • Hejsa
    Jeg er en pige på 16 år. Jeg har været på P-piller i næsten to år, og er for nylig stoppet. Jeg begyndte ret tidligt på p-piller grundet smerter. I næsten 4 måneder har jeg ikke fået min menstruation tilbage. Dog er det ikke så lang tid som dig, men jeg er rimelig bekymret, især når jeg er så ung. Har du nogle forslag til hvad det kunne være og til hvad man kan gøre? Handler det måske bare om at få sin cyklus i gang igen?

    • Hej Frederikke.
      Jeg synes du skal prøve at tage en snak med din læge. Det er ikke unormalt at menstruationen kan udeblive efter et p-pille-stop, men den skal selvfølgelig finde sin naturlige rytme igen på et tidspunkt. Forhåbentlig kan din læge give dig nogle gode råd til at balancere din cyklus igen.
      Kh. Christine

  • Hej piger

    Jeg kan godt se at indlægget har nogle år på bagen, men jeg har haft præcis de samme problemer som jer efter jeg stoppede med P-piller (også Cilest) for snart 10 år siden. Det tog mig lang tid at få gang i min cyklus igen og jeg prøvede alt muligt. Først da jeg begyndte at tage maca rod som pulver skete der noget. Havde været vandt til at få min menstruation hver 4 måned, men da jeg startede på maca efter en udebleven mens kom den efter 2 eller 3 dages indtag. Det smager rigtig grimt, så tog det kun op til min forventede mens, men den kom HVER gang. Som om det simpelthen genstartede hele systemet. Og som en bonus steg min sexlyst helt ekstremt. Efter et stykke tid havde min cyklus normaliseret sig, og jeg har nu ikke taget det i 7 år – mens kommer HVER 28-29 dag (det skifter hver cyklus). Kan kun anbefale at prøve det, også på trods af smagen. 1spsk i lidt vand eller juice op til mens og så bare hurtigt ned. Håber det kan hjælpe nogen.