Nye Flyknits, weekendplaner og tip om webshop

Nike Flyknit Lunar1+ christinebondeNike Flyknit Lunar1+ christinebonde

Jeg har allerede fortalt om min besættelse af sko i et tidligere indlæg, og for nogle dage siden tilføjede jeg endnu et par til min samling. Nike Flyknit Lunar1+ er egentlig en løbesko, men på grund af dens lethed og super gode stødabsorbering bruger jeg den til eksplosiv og plyometrisk træning hvor der indgår en masse spring som kræver god affjedring i skoene. Jeg er pt. ved at pakke en kæmpe taske til weekenden som jeg skal tilbringe i København hvor skoene skal tages i brug. Weekenden står nemlig på endnu et instruktørkursus, og nogle af jer har nok gættet det. Jeg kaster mig ud i Les Mills GRIT. Det bliver en fuldstændig sindssyg weekend, og jeg er virkelig ved at være spændt. Kurset foregår lørdag og søndag fra 9-17, men jeg tager allerede afsted i morgen tidlig for at komme på plads og være i god tid. Jeg skal afsted med min veninde og træningsbuddy, Helle, og vi har planer om et lille besøg hos 42Raw så der også bliver en lille smule forkælelse. Det glæder jeg mig virkelig til, for resten af tiden kommer nok til at indebære fuldkommen udmattelse, adskillige møder med syregrænsen, brækfornemmelser og en gennembanket krop. That’s the spirit of GRIT! Det bliver ikke let at bestå uddannelsen, så send gerne nogle gode vibes i min retning. Hvis nogle af jer har nogle fantastiske ideer til forskellige snacks må I også meget gerne byde ind. Der skal MASSER af mad indenbords i løbet af de næste dage!

Skoene er i øvrigt købt på siden sportsshoes.com som jeg helt tilfældigt faldt over. Mit førstehåndsindtryk af webshoppen var egentlig ikke særligt godt, for jeg havde sådan på fornemmelsen at siden ikke var troværdig. Efter en del research fandt jeg dog ud af, at der ikke var tale om en fake hjemmeside, og jeg besluttede mig derfor for at bestille derfra. Jeg blev en smule bekymret da jeg ikke fik nogen bekræftelse på købet, men jeg kontaktede kundeservice og fik al den hjælp jeg havde brug for. Jeg sparede næsten 50% på disse sko, og fragten var gratis. Der gik omkring 10 dage før jeg modtog skoene, så leveringstiden er nok det eneste lille minus ved at handle via siden. Overordnet er jeg dog 100% tilfreds med min handel, og jeg kunne sagtens finde på at bestille derfra igen. Disse sko er desværre allerede udsolgt, men der er masser af andre gode tilbud og et kæmpe udvalg af både sko og træningstøj.

Translation: These Flyknits are the newest addition in my shoe collection. I got them half price at sportsshoes.com with free delivery.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Tak for tip! Jeg har lige bestilt en Nike Element Shield Max løbejakke til 77€ = 575 kr. for en jakke, der koster 2000 kr. herhjemme :O

    Held og lykke og god fornøjelse med uddannelsen! Det skal nok gå forrygende :)

    • Wow, det var godt nok en ordentlig slat penge du sparede der! Fedt :D
      Og tusind tak – jeg håber virkelig jeg klarer den :-)

      • Der var ingen Flyknits i min størrelse, så jeg måtte nøjes med det, jeg rent faktisk mangler ;-) Men ja, det er en voldsomt rar besparelse! Så jeg takker ydmygt for linket og håber, jakken snart kommer, så maratontræningen kan begynde! :-)

        • Forresten vil jeg lige spørge, om du har problemer med snørrebåndene i dine Flyknits? Jeg brugte mine som hverdagssko i starten, hvor der intet var galt, men til træning bliver de langsomt løsere og går op et par gange på en time.

          • Dejligt du blev glad for tippet ;-) Jeg ved ikke hvordan leveringstiden er generelt, for jeg bestilte lige midt i juleperioden, så det har måske noget at gøre med helligdagene. Ang. snørrebåndene – jeg synes snørrebåndene er lidt glatte i det, så jeg binder dem også stramt og altid med dobbeltknude. Så fungerer det fint :-)

  • Tusind tak for tippet, og ha en super god weekend til KBH! :-)

    Smiles,
    Maia/http://www.fitskinnyandhealthy.wordpress.com

  • Hey! Tusinde tak for den gale-billige hjemmeside.
    Næsten for godt til at være sandt!
    Jeg ved ikke, men der kom ikke ekstra penge oven i dine køb? Jeg tænker bare mere hvor skoene bliver sendt fra osv, da jeg har været meget uheldig med told, for ellers skal jeg helt klart købe mig fattig på den hjemmeside! Er du vimmer nogle besparelser!
    Tak for det!!

  • Jeg deler fuldstændigt din afhængighed af træningssko – især fra Nike… De er bare hamrende lækre, altså!

    Held og lykke med GRIT, det bliver vanvittigt! ;-)

    Angående snacks, så er jeg stor fan af daddelkugler, hårdkogte æg, bananer, myslibarer eller stenalderbrød med peanutbutter, når der skal køres langtidsholdbar energi ind i store mængder – det kan jo godt tåle en længere tur i en svedig sportstaske… :-)

  • Nøj hvor jeg glæder mig…!
    Madpakken er fyldt op med lækre sager og tasken er pakket….
    Grit… here we come…!!!
    (men først shopping og lækker mad forude)

  • Hej Christine
    Kan det passe at ligegyldigt hvad man trykker paa derinde, saa sender de én til den engelske side og saa er alt i pund. Altsaa ikke at det goer noget, synes bare det virker underligt, naar de nu har en dansk startside http://www.sportsshoes.com/dk/, men jeg bliver sendt direkte videre til den engelske version uanset hvad jeg goer.

    • Jeg bliver også sendt videre til en engelsk version af hjemmesiden. Det synes jeg også er lidt mærkeligt, men jeg har som sagt ikke haft nogle problemer med mit køb derinde :-)