En lang og ærlig opdatering på mit liv

Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har givet lyd fra mig her på bloggen – og endnu længere tid siden, at jeg har fortalt lidt om hvad der egentlig foregår i mit liv lige nu. Jeg tænkte derfor at jeg lige ville lave et personligt indlæg med en opdatering på lidt af hvert. Alt fra mit helbred, til åbningen af vores nye studie til mit kommende sommereventyr til New York. I får simpelthen bare det hele i én stor pærevælling.

Hej fra det sydfranske

Lige nu befinder jeg mig i Sydfrankrig i mit andet hjem. Vi ankom natten til fredag og rejser hjem lørdag i næste uge. Jeg er ekstra glad for at være her lige nu, både fordi jeg virkelig trængte til et afbræk fra alting derhjemme, men også fordi jeg ikke kommer til at være her til sommer, hvilket jeg normalt er hvert eneste år. Hvad der afholder mig fra at besøge mit franske hjem til sommer, kommer jeg ind på lidt senere.

Fordybet i bæredygtighed (og en liveudsendelse der kiksede)

Selvom tiden hernede selvfølgelig er dedikeret til ferie, familietid og afslapning, havde jeg alligevel en lille smule arbejde i går. Jeg var nemlig blevet inviteret af pigerne fra Sustain Daily til at deltage i deres fordybelsesdag. Måske har du hørt mig snakke om det på min Instagram Story (her opdaterer jeg i øvrigt næsten dagligt, så hop endelig ind og følg med).

Bæredygtig livsstil var det overordnede tema på fordybelsesdagen, hvor jeg sammen med 9 andre vildt dygtige og inspirerende kvinder lavede et webinar i en lukket Facebook-gruppe. Der blev snakket om alt fra økonomi til byhaver til garderobe til zero waste. Mit indspark handlede om det plantebaserede madunivers, og jeg er så glad for at have fået taletid med et emne som jeg brænder så meget for.

Jeg var ellers ret udfordret fordi internetforbindelsen hernede ikke var så stærk som forventet, så mit oplæg (der foregik live) måtte afbrydes af flere omgange og til sidst klippes sammen til en nogenlunde sammenhængende video. Det resulterede desværre i, at en del af mine pointer gik tabt. Men man tager jo nærmest altid en chance når man gør noget live. Jeg havde en virkelig god oplevelse alligevel, og jeg håber så meget at der bliver endnu en fordybelsesdag en anden gang.

Nye yogaeventyr

Jeg ved med sikkerhed at det skyldtes mit Strala-mindset at jeg ikke lod mig stresse da teknikken fejlede under mit oplæg. Måske også at jeg er i gang med at læse bogen “Why Zebras Don’t Get Ulcers” der handler om stressrelaterede sygdomme og hvordan vi undgår dem (i øvrigt en bog som er en del af pensum i Strala-regi).

Man kan i hvert fald roligt sige at Strala fylder ufatteligt meget i mit liv lige nu. Det fylder virkelig på alle tænkelige måder. I måden jeg tænker på, måden jeg bevæger mig på (både på yogamåtten men også bare måden jeg går på), måden jeg handler på og måden jeg håndterer udfordringer på. I går var blot ét eksempel.

Jeg glæder mig SÅ meget til juli hvor jeg rejser til New York for at suge endnu mere Strala til mig og deltage i deres 300+hrs Advanced Leadership Training. Jeg tror virkelig aldrig jeg har glædet mig så meget til noget i hele mit liv. Men det bedste bliver nærmest at komme hjem og have endnu mere i baggagen at kunne give videre til de mennesker der kommer på mine yogatimer. Jeg glæder mig også til at kunne tilbyde jer online yogatimer med mig om ikke så længe!

Farvel og tak til BODYFLOW

Hvis du har fulgt mig længe, ved du at jeg har undervist i BODYFLOW siden 2013 og elsket det. Men i onsdags underviste jeg i det for allersidste gang.

Jeg kunne simpelthen ikke trække mere ud af det. Og samtidig gav det ikke rigtig mening for mig at undervise i noget (og i øvrigt være bundet af en lang række regler og retningslinjer) som jeg ikke 100% kunne stå inde for længere. Jeg havde en lille tro på, at det godt kunne lade sig gøre at undervise i både BODYFLOW og Strala sideløbende, for jeg har virkelig elsket BF, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre for mig. BF spændte på én eller anden måde ben for mig og satte mig tilbage i spillet så jeg ikke længere kunne udvikle mig i den retning jeg gerne ville med Strala,natural movement og selvpleje.Og for at gøre det lidt mere konkret kan jeg også nævne at det rent fysisk ikke føltes godt. Jeg begyndte ofte at lægge mærke til unødvendige smerter og ubehag efter en BODYFLOW-time, og den slags vil jeg selvfølgelig først og fremmest ikke byde mig selv når jeg ved det kan undgås. Det er helt klart takket være Strala at jeg begyndte at opdage de fornemmelser, fordi jeg har fået skruet op for min sensitivitet og min forbindelse til mig selv. Men jeg kan ikke forvente at folk der kommer på mine BF-hold har den samme kropsbevidsthed, så jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at fortsætte velvidende at der kunne risikere at være bare én person, som måske ikke lyttede til sin krop og derfor kunne opbygge en unødvendig skade.

Jeg har virkelig nydt min BF-tid, og var det ikke for BF var jeg måske aldrig kommet ind i yogaverdenen (den historie kan I få en anden dag), men i onsdags sluttede rejsen, og det føles rigtig godt.

Intuition & healing

Noget andet som jeg også kan takke Strala for er at min intuition er blevet skarpere. Det kan godt lyde lidt fluffy (det gjorde det i hvert fald for mig for bare nogle år tilbage), men jeg er virkelig blevet god til at mærke efter. Men også at reagere på det jeg så mærker. Med andre ord har jeg fået en tro på, at det min krop fortæller mig er rigtigt. Kroppen er så klog, og hvis vi bare giver den nogle gode forudsætninger, kan den klare alt muligt. Den har fx en enestående evne til at helbrede sig selv og bringe balance i tingene, og dén egenskab vil jeg gerne give min krop mulighed for at blive god til. Og jeg kan mærke at der sker noget. Fx i forhold til alle de udfordringer jeg har haft efter mit p-pille-stop, som jeg også har skrevet en masse om på bloggen. Jeg har på det sidste fået en del henvendelser netop i forhold til dét, og måske skal jeg komme med en opdatering i et andet indlæg (giv endelig lys hvis I kunne tænke jer det), men kort sagt kan jeg sige, at jeg stadig ikke er 100% i balance, men at jeg aldrig har været så tæt på som nu. Og det er altså på trods af at jeg stadig møder modstand og så sent som i tirsdags blev mødt af en ny læges himmelvendte øjne da jeg sagde, at jeg ikke ville starte på p-piller igen. Suk.

Ny arbejdsplads

Jeg glæder mig virkelig til at kunne gå i dybden med sådan noget som intuition, evnen til at helbrede sig selv, stress, mindset, humør og andre elementer som Strala kan have en positiv indvirkning på. Det er bl.a. noget af det jeg har i tankerne, når jeg i løbet af efteråret kommer til at afholde workshops i vores studie, som jeg måske lige skal slå fast er vores fælles arbejdsplads. En del har faktisk skrevet til mig og troet, at studiet skulle være vores nye lejlighed. Det har nok noget at gøre med at jeg har kaldt studiet for vores nye hjem, men det er altså bare fordi jeg ved at vi kommer til at bruge enormt meget tid der, og fordi det virkelig føles som et hjem på en måde.

Mere mig

Alt i alt har jeg det virkelig godt. Virkelig, virkelig godt. Og det er altså ikke fordi alting går strygende hele tiden, men fordi jeg er blevet bedre til at navigere i det hele. Allermest tror jeg det skyldes at jeg er blevet mere mig. Ikke som sådan på den der “jeg har endelig fundet mig selv”-måde men på en måde hvor jeg hele tiden har mig selv med og tillader at gøre plads til mere af mig selv. Fordi jeg handler ud fra mine kerneværdier og det der føles godt.

Okay, ja, måske lidt langhåret her til sidst, men det føles nu også meget rart at lade tankerne flyde på den måde. Det har jeg faktisk altid godt kunne lide, og det vil jeg begynde at tage op igen. Det er nemlig også en del af mig. Derfor; mere mig.

Men nu vil jeg smutte ud i solen igen. Først vil jeg dog lige finde min yndlingsis i fryseren, drukne den i chokoladestykker og medbringe en ske så jeg kan spise den direkte fra bøtten ude på terrassen i en havestol. Ahhhhh.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Sikke et godt indlæg. Det er virkelig inspirerende at følge dig og den måde hvorpå Strala har haft indflydelse på dit liv. For mig lyder det på ingen måde “langhåret, men det giver utrolig god mening, eftersom jeg selv har mærket på egen krop, hvilken indflydelse yoga kan have.
    Jeg håber der kommer flere indlæg fra dig om, hvordan yoga’en (Strala) har indflydelse på den mentale del. Det er virkelige en mangel, i en tid hvor der er så stort et fokus på den fysiske del af træning.
    Så tak for et super fint indlæg <3

    • Tusind tak, Mette! Det er jeg så glad for du synes. Jeg vil nemlig rigtig gerne dele endnu mere af det, som Strala har gjort ved (og for) mig. Stay tuned <3