Min podcast-debut

“Du smiler mere”

%22du-smiler-mere%22

– og dén kommentar fik smilet til at blive endnu bredere!

Det var min mor der for et par dage siden sagde sådan til mig. Jeg var i gang med dagens tredje tandbørstning og vi snakkede derfor lidt om mit Invisalign-forløb. Til de af jer der ikke lige ved hvad jeg snakker om, kan jeg kort fortælle at jeg er i gang med en tandretning med Invisalign som er nogle meget diskrete plastikskinner man kun tager ud for at spise og drikke.

Se også: Invisalign #1 – Første dag som braceface

Selvom jeg nu er på skinne nummer 25 ud af 37 og dermed over halvvejs i mit forløb, er der faktisk ikke rigtigt nogen der har kommenteret på mine tænder og bemærket at de har ændret sig. Nicklas mener at han kan se det på mine hjørnetænder (aka. Dracula-tænderne), men jeg tror kun det er fordi jeg så ofte har spurgt ham om han kan se en forskel. Haha! Jeg kan dog selv se en tydelig forskel, og det er jo dejligt.

Min mor, som jeg ikke har set ret meget siden jeg startede på tandretningen, kunne dog ikke se den store forskel da jeg snakkede med hende om det for et par dage siden. Det kom faktisk lidt bag på mig. Jeg regner ikke med at folk som jeg ser hver dag lægger mærke til om mine tænder ændrer sig, men jeg var ret overbevist om at min mor ville kunne se en forskel – især fordi hun jo kender mit tandsæt ret godt. Hun havde dog bemærket noget andet, som gjorde mig endnu mere glad og som var lidt af en øjenåbner.

“Du smiler mere”, sagde hun.

Jeg tænkte ikke længe over det før jeg kunne give hende ret. Og det er altså ikke kun fordi jeg pt. befinder mig i mit andet hjem i Sydfrankrig hvor solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen siger +20 grader. Det er uden tvivl også fordi jeg begynder at finde mig til rette med mit nye smil. For det ér virkelig som at få et helt nyt smil.

Se også: 5 (uventede) fordele ved Invisalign

Jeg har faktisk aldrig tænkt over at jeg sjældent smiler med tænderne. Det er ikke ligefrem noget jeg har gået og bekymret mig over, men der er tilsyneladende noget der alligevel har holdt mig lidt tilbage. Da jeg tog beslutningen om at få Invisalign, var det dog primært pga. det funktionelle aspekt og ikke det kosmetiske. Min motivation for at starte på forløbet kan I i øvrigt læse alt om lige HER. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke gjorde min forfængelighed glad at få et pænere tandsæt, men det er så meget mere end det. At blive gjort opmærksom på at jeg smiler mere, er noget der gør mig langt mere glad end at få bekræftet at mine tænder er blevet mere lige. Det kan umiddelbart virke som en lille ting – at smile mere – men jeg synes det er intet mindre end fantastisk.

Det var lige en lille Invisalign-update og en hilsen fra det sydfranske. Ha’ en skøn start på ugen, folkens 💚
Christine_bottom_2

   

3 kommentarer

  • Anja V

    Hvor er det bare dejligt at høre! 😀 Jeg tog selv beslutningen for et par uger siden, og på torsdag skal jeg så have første sæt i. Jeg er virkelig spændt, og glæder mig så meget til at se forandringerne.
    Jeg har lige et spørgsmål 🙂 Hvordan kommer man igennem sådan en dinner night (som vi altså har ret mange af)? Der sidder man jo ofte og drikker og spiser over mange timer. Jeg kan lige se mig selv rende ud og børste tænder mellem forret og hovedret, haha 😀
    Det er selvfølgelig nok noget man vænner sig til – og jeg ser allerede frem til at snacke mindre. Fordi man jo ikke gider at børste tænder, haha. Det mindes jeg også, at du skrev på et tidspunkt 🙂
    Jeg glæder mig til at se det færdige resultat – både dit og mit eget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Bonde

      Ej, hvor spændende! Jeg er sikker på du nok skal blive glad for det 🙂 Går du også hos Implantatklinik?
      Ift. dit spørgsmål vil jeg sige; don’t worry! De 22 timer i døgnet er jo “bare” et gennemsnit. Jeg plejer at beholde skinnerne i indtil første ret er på bordet og så børster jeg tænder når middagen er slut. Jeg kunne godt stresse lidt over det i starten, men det gør jeg slet ikke længere 🙂 I “værste” fald vil jeg også tro at du bare kan have skinnerne i en ekstra dag eller noget i den dur, men det kan din behandler selvfølgelig vejlede dig i. Du skal nok vænne dig til det hele – også hurtigere end du regner med. Men det er meget anderledes i starten, og det skal du bare tage som en oplevelse 😄

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anja V

      Jeg bor i Holland, så det er her. Faktisk ved min danske tandlæge 🙂
      Tusind tak for dit svar! Så slapper jeg lidt mere af 🙂 Jeg var faktisk ved at udsætte det et par uger, men der er jo aldrig noget tidspunkt der er godt. Så det er bare med at komme i gang.

      Siden  ·  Svar på kommentar

WRITE A COMMENT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min podcast-debut